Line Mørkeby: Oprørt. Et stykke med revolution, tak!

Weekendavisen den 28. maj 2014.

Lighed. Nyt byrumsteater fungerer fint som anskuelsesundervisning i demokratisk deltagelse.

Revolution, tak!

Mandag blev jeg ringet op af en humanitær telefonsælger, der bad mig gøre en forskel. Tirsdag så jeg Jens Rohdes valgplakat: Gør en forskel, stod der. Onsdag læste jeg om en soldat, der tog til Afghanistan for at gøre en forskel. Torsdag hørte jeg om en pædagogstuderende, der ville gøre en forskel for børnene. Og fredag så jeg så teatergruppen danskdansks nye forestilling, Oprørt – et stykke med revolution, tak!, hvor vi – publikum – blev ansporet til… at gøre en forskel.

Gør en forskel, gør en floskel! Engang gav udtrykket sikkert godt mening, men så gik der inflation i det, og i dag betyder det alt og intet. Derfor kommer det bedst til sin ret, når det bruges med en ironisk distance, der viser afstanden fra ord til handling.

Og det er heldigvis netop det, som danskdansk gør: tager udtrykket ved vingebenet i en satirisk og sarkastisk forestilling om samfundsansvar. For mens folk slås for virkeligt vigtige sager i lande som Egypten, Ukraine og Syrien, sidder vi her i al ro og magelighed uden noget afgørende at kæmpe for, uden en sag. Med Line Mørkeby som dramatiker og Tue Biering som instruktør spørger danskdansk derfor, hvornår vi sidst har rejst os og råbt: “Vi vil ikke finde os i det mere!”

Men nu er tiden inde, oprøret kan begynde. Hassan Preisler, Sandra Yi Sencindiver og Kristoffer Fabricius giver pænt hånd til publikum, der ankommer til den til lejligheden opførte bungalow i krydsfinér på Den Røde Plads, Nørrebro. Bænket på tre stolerækker får vi at vide, at vi nu skal skabe den store fortælling om det, der er større, end os selv. Vi skal ud af hverdagens trivielle hamsterhjul. Vi skal gøre en forskel!

Sandra Yi Sencindiver begiver sig ud på Den Røde Plads, og på endevæggen ser vi hende i en live transmission som en udenrigskorrespondent på reportage. Hun finder et par piger, der hænger ud på pladsen og får dem til at vælge et emne, som det er værd at slås for. Det bliver ‘Lighed for alle’, men kunne i princippet også have handlet om alt mulig andet.

Og så går det ellers over stok og sten med halvimprovisationer og flittig inddragelse af publikum, ikke mindst stakkels Merethe, der bliver udnævnt til leder af vores oprørsbevægelse. Hun skal nu ud på pladsen og filmes, mens hun proklamerer Lighed for alle! og holder tale: “Som I er nu, var jeg engang! Som jeg er nu, skal I blive!” Inde i barakken ser vi – oprørsbevægelsen – med, mens Hassan, Sandra og Kristoffer spæner entusistisk rundt for at mobilisere masserne.

Oprørt. Et stykke med revolution, tak! er en kompakt, lille forestilling, perfekt til anskuelsesundervisning i demokratisk deltagelse og prisværdigt politisk i sin efterlysning af engagement. Ikke engagement i noget specifikt, bare engagament i noget. Ved første øjekast ligner det mest et stykke for en frisk gymnasieklasse, men det er måske især ældrestyrken, for eksempel Bedsteforældre for Asyl, der vil gekende sig selv.

Bedst fungerer stykket, når det parodierer tv-korrespondenternes stemningsreportager fra verdens brændpunkter, og når vi i højt tempo gennemgår faserne i etableringen og udviklingen af en oprørsbevægelse, ikke mindst skabelsen af en leder – og lederens opstigning til Martyr for Sagen efter et attentat. Det er en interessant – og relevant – manuduktion i oprørets politologi og sociologi.

Teatergruppen danskdansk hører sammen med et par andre grupper fremover til i et nyt teaterfællesskab på Den Røde Plads. De kalder sig et byrumsteater, der tager teateret ud af scenerummet, ud blandt mennesker, og deres mål er at skabe “inkluderende” og “samfundsrelevante forestillinger, der afspejler mangfoldigheden i Danmark i dag”. Denne varme eftermiddag midt på det hypergentrificerede Nørrebro, brugte folk Den Røde Plads, nøjagtig som tiltænkt af arkitekterne og kunstnerne, der har udformet den med byinventar fra hele verden, og brune Hassan, gule Sandra og hvide Kristoffer gør sig for en stund til en logisk og levende del af denne mangfoldighed.

Undervejs i stykket fangede jeg – gennem døren, der gik op og i og på videotransmissionerne fra pladsen udenfor – nogle glimt af blå blink og politiets afspærringsplastic. Det passede perfekt med stykket, tænkte jeg. Men da jeg forlod Den Røde Plads, var Nørrebrogade spærret af, der var hundepatruljer på sporjagt og oppe mod den blå himmel hang en helikopter. Senere læste jeg på nettet, at to bander angreb hinanden med knive og køller kl. 17.25. Det må nødvendigvis betyde, at enten Hassan Preisler, Sandra Yi Sencindiver eller Kristoffer Fabricius har været vidner til slagsmålet, mens vi andre sad inde i barakken og gjorde oprør for lighed. Virkeligheden findes derude.

Revolutionen kom denne aften altså til at handle om lighed. Andre aftener kunne jeg forestille mig, at det bliver klima, flygtninge, antikrig, whatever, og skuespillerne må være klar til improvisation. Men gad vide, om der nogensinde er nogen blandt publikum, der sætter sig ud over stykkets medfødte, lyserøde socialsamvittighed og vælger at skabe en oprørsbevægelse imod multikulti og for nationalisme? Eller imod velfærdsydelser? Sådan en mørkeblå forestilling gad jeg egentlig godt se.

Oprørt. Et stykke med revolution, tak! Instruktion: Tue Biering. Manuskript: Line Mørkeby. Den Røde Plads, Nørrebro til den 15. juni.