Manden der ville være skyldig

Weekendavisen den 21. marts 2014.

Teater. Jonas Hassen Khemiris stærke paranoiafortælling om et motivløst moralsk granatchok.

Den 11. december 2010 eksploderede to bilbomber i Stockholm, angiveligt placeret af svensk-irakeren Taymour Abdulwahab. Lykkeligvis døde kun gerningsmanden, men svenskerne stod rystede tilbage efter Nordens første selvmordsbombe, blandt dem forfatteren Jonas Hassen Khemiri, der ugen efter attentatet skrev en kronik i Dagens Nyheter, Jag ringer mina bröder, hvor han gav mæle til en fiktiv ung stockholmer, der blev i tvivl om sin egen uskyld da bomberne sprængtes – hans udseende passede jo til gerningsmandens signalement! Kronikken blev senere til en roman, som derefter blev transformeret til det skuespil, der nu er rejst ud i verden fra Malmö Stadsteater, for nylig med premiere i både London og New York, og nu i København.

Jeg ringer mine brødre (underlig dansk oversættelse, hvor der vel burde tilføjes et ’til’) er en stærk paranoiafortælling om et motivløst moralsk granatchok. Bomberne var ifølge efterforskningen en hævnaktion for Lars Vilks’ tegning af Muhammed som hund, og Jonas Hassen Khemiris pointe er, at terroren skabte en grænseløs frygt.

Hovedskikkelsen er Amor, halvt svensk, halvt mellemøstlig. Vi følger ham i et febrilsk døgn, hvor han først opfordrer alle sine venner til at holde lav profil efter bombesprængningerne. Senere bliver han i tvivl om alting, ikke mindst om sin egen uskyld: “Det var mig. Det føles som om det var mig,” siger han. Som manden, der ville være skyldig.

Dette er klart forestillingens mest tankevækkende motiv. I den bløde ende får vi også et spor om, hvordan Amor og hans ven Shavi glider fra hinanden da Shavi stifter familie og et lidt fortænkt forløb om et defekt bor fra en boremaskine, som Amor forgæves forsøger at bytte. Men forestillingen samler sig bedst om skyldfølelsen som tema.

Christoffer Berdals instruktion af den absolut velspillende kvartet – Hadi Ka-Koush som Amor, Roger Matthisen som vennen Shavi, Siir Tilif som pigen Valeria og Lila Nobel som kusinen Ahlem – er tempofyldt, bevægelig og ikke uden humor, tydeligvis tiltænkt et ungt publikum. Jeg så forestillingen en formiddag sammen flere smådovne skoleklasser, som kvitterede med anerkendende forståelse for stykkets sprogkulturelle koder.

Ida Marie Ellekildes scenografi domineres af en række flag, der hænger i liner ned fra loftet. Men ingen af flagene findes i virkeligheden, stoffet er forkert, farverne er forkerte. Flagene tigger tydeligvis om at indgå i en analyse af stykket. Programmet røber da også, at flagene er en blanding af palæstinensertørklædets stof og den nordiske olmerdug. Det kan man da kalde kulturmøde for alle pengene, oven i købet formateret på flagene som fiktive nationalsymboler. Ved første øjekast blot en slags dekorativ staffage. Men godt materiale for fortolkerne. På flagene er monteret ark med forkortelser for det periodiske systems grundstoffer. Det giver god mening, for i skolen brugte Amor sine venners egenskaber til at memorere grundstofferne. Fin pointe.

Betty Nansen Teateret har produceret forestillingen via sit underdepartement C:NTACT, som i mange år har specialiseret sig i scenekunsten som bidrag til integration. Det kan man jo kun synes godt om. Men man kan også spørge sig selv, hvorfor et stykke som netop Jeg ringer mine brødre skal spilles af fire skuespillere, der alle har en fod i to kulturer. Kan indvandrere kun spilles af indvandrere? Har vi ikke abstraktionsevne til at fatte pointen ellers? Har vi ikke andre roller til dem?

Never mind. Der er som altid bid i den kreative, originale, uforudsigelige og skarpsindige Jonas Hassen Khemiri, den svenske litteraturs svar på Zlatan Ibrahimovic, stærkt oversat af Benni Bødker.

Jeg ringer mine brødre. Af Jonas Hassen Khemiri. Oversat fra svensk af Benni Bødker. Instrueret af Christoffer Berdal. Betty Nansen Teatret Edison til den 12. april 2014.