Weekendavisen den 14. november 2014.
Fristil. Dannelsen og drifterne er i centrum, når Jens Christian Grøndahls midaldrende mand gør status.
Halvt til stede
Med Jernporten udgiver Jens Christian Grøndahl nu sin nittende roman, (optællingen medtager ikke hans nylige pseudonyme sidespring som Christian Tornbakke med underholdningsromanen om Helle Thorning-Schmidt-klonen, Det godes pris, som heller ikke er optaget på Af samme forfatter-listen), og den føjer sig umiskendeligt, logisk og lurmærket til forfatterskabet. Men den anslår ingen nye toner, viser ingen nye veje.
Den navnløse fortæller har arbejdet hele sit liv som skolelærer. Hvert år giver han sine ældste elever en fristil for: Skriv om noget, der er vigtigt for dig. Samme stiløvelse har Jens Christian Grøndahl givet sin hovedperson, der pligtskyldigt benytter anledningen til at skrive livets store statusopgørelse. Da romanen toner ud, har han gemt sig væk i Rom for at undgå at fejre sin 60-års fødselsdag, og her sætter han det sidste sentimentale punktum i livsrapporten.
Inden da har vi fået historien om bedsteforældrene, forældrene, opvæksten på Vestegnen, ungdommens politiske idealisme, kæresterne, elskerinderne, ægteskabet, skilsmissen, datteren, arbejdslivet – samt passionen for Rilke og Brahms og troen (så længde den varede) på kunstens og filosofiens nytteværdi. Alt sammen tilsat dannede refleksioner over kærlighed, kunst og kosmos, og alt sammen fortalt i køligt kontrollerede og stramt ciselerede sætninger, som for eksempel: “Jeg ville altid kun være halvt til stede, altid leve med hovedet i en digtsamling eller en symfoni, simpelthen for at kunne trække vejret. For min skyld behøvede man ikke inddrage spørgsmålet om, hvad der var godt for menneskeheden. Jeg kedede mig simpelthen uden Brahms, Rilke, eller hvem det nu var. Jeg ville have kedet mig ihjel, og hvis man kommer fra Vestegnen, ved man, hvad jeg snakker om. Hvis der ikke var forestillinger, hvad var der så? Infrastruktur, omfartsveje, beton? Mad, sex og søvn?”
Den akademiske løbebane blev ikke til noget. Trods talentet for tysk sprog og interessen for filosofi, løb studierne ud i sandet. Som lærer har han til gengæld fundet en stor tilfredsstillelse i at introducere unge mennesker til litteratur og viden. Det var også mødet med en inspirerende lærer, der i sin tid sporede ham selv ind på litteraturen, som han ellers havde svigtet til fordel for kapitallogikken. Hun var republikflygtning fra DDR, og gennem hende opdagede han glæden ved at læse Mann fremfor Marx. Og af hendes dragende datter, lærte han både noget om filosofi, klassisk musik, krop og kærlighed.
En dag modtager han en ny elev i klassen. Drengen og hans mor kom til Danmark som flygtninge fra Ex-Jugoslavien. De er serbere, fordrevet af kroatiske militser fra Kraijna-området (en selverklæret serbisk republik i grænseområderne mellem Kroatien og Bosnien og Kroatien og Serbien, siden fredsslutningen i 1998 kroatisk område). Da klassen skal skrive fristil om et selvvalgt vigtigt emne, afleverer drengen en tekst om, hvordan morderbander etnisk udrenser en hel landsby. Læreren bliver foruroliget for drengens mentale tilstand, og da han begynder at engagere sig i hans historie, kommer han helt tæt på moren og hendes forhistorie som flygtning. Det er fra denne skæbne, romanen har sin symbolske titel: Jernporten er den gamle betegnelse for et smalt, bjergomkranset område mellem Serbien og Rumænien, hvor Donau snævres ind og er svær at passere.
Jens Christian Grøndahl skriver som så ofte før i et frugtbart krydsfelt mellem politik, historie, kunst, kultur og kærlighed. Med den vagt misantropiske og sagtmodige fortæller giver han et troværdigt portræt af en mand, hvis drifter er underordnet hans dannelse (og så alligevel ikke). Første del af romanen er særdeles lovende og sikkert rørt sammen, men i det store hele skiller sovsen. Billedet samler sig ikke for alvor, og idéløsheden sætter ind, ikke mindst når den serbiske flygtningefortælling udarter til en mafiahistorie, der pludselig mister potens og stopper brat for til sidst at vende kortvarigt tilbage i en lige lovlig anstrengt bestræbelse på at binde knude på en løs ende. Her er forfatteren – som sin hovedperson er i tilværelsen – kun halvt til stede.
Når det er sagt, må jeg tilstå, at jeg ikke kan stå for Jens Christian Grøndahls enestående insisteren på kulturel dannelse i alle led. Hvem andre end ham kan lade en skilsmisse udspringe af et ægtepars skænderi om et digt af Ingeborg Stuckenberg en sommeraften på en bådebro ved Vejle Fjord?
Jens Christian Grøndahl: Jernporten. 328 sider, 300 kr. Gyldendal.