Djævelen er gud og Gud er djævel

Weekendavisen den 12. december 2014.

Ordenes fyrste. Gunnar Ekelöfs sene hovedværk imod konfession og konflikt er – desværre – lyrik til og om nutiden.

Bedst som Sverige stander i våde, kommer nu Gunnar Ekelöfs magiske orientalske poesi fra 1960’erne som et formidabelt memento vivere, for livet skal jo leves, også i det politisk chokramte folkehjem, hvor det främlingsfientliga parti Sverigedemokraterne buldrer frem mod magten og ikke lader sig afficiere af, at statsministeren kalder dem for nyfascister. Men hvad har den politiske krise i vores naboland har med udgivelsen af Diwan at gøre? Ikke så lidt, faktisk.

Gunnar Ekelöf (1907-1968) var toneangivende i den svenske modernisme, som han bidrog til med surrealistisk inspirerede eksistensdigte, men også med en poesi, der dels sværmede for orientalske temaer, dels udsprang af en filosofisk desillusion efter 2. Verdenskrig. Uden at vælge ideologisk ståsted var han en digter i drift, der gjorde en dyd ud af sin utilpassede position, og helt frem mod sin for tidlige død betonede han nødvendigheden af ikke at vælge side. Gud og Djævelen var to alen af et stykke. Mennesket måtte nøjes med sin egen individualitet, mente han, og sin måske mest berømte digtsamling gav han titlen Non Serviam (1945), ‘Jeg tjener ikke’, underforstået: Jeg står fri af tro og ideologi. Og det gjorde Ekelöf, men han sværmede for det mytiske og det mystiske, og han skriver som en mand, der gerne ville have været troende, og et sted har han også noteret: “Jeg troede på Gud mellem kvart over fem og halv seks.” Så noget ønskede Gunnar Ekelöf at bekende sig til, og hans ståsted blev humanismen. I 1930’erne solidariserede og identificerede han sig i digte med tidens forfulgte: jøder og negere.

Med det sene hovedværk Diwan, der består af tre selvstændige digtsuiter – Dīwān over fyrsten af Emgión, Eventyret om Fatumeh og Vejviser til underverdenen – lod Gunnar Ekelöf sin glød for det mystiske, byzantinske og nærorientalske få frit løb. Han sammenvæver fri lyrisk fiktion med historiske og mytologiske skikkelser, og løsriver sig igen fra alle kulturens og religionens vaner, hvilket i dag placerer ham midt i en værdikamp, hvis rækkevidde han ikke havde kunnet forudse, uanset hvor visionær hans digtning om samfund og tidsånd så end var.

Dīwān over fyrsten af Emgión er en suite (‘diwan’ betyder en samling digte på persisk) lagt i munden på en fiktiv kurdisk fyrste, indsat i en autentisk historisk ramme, nemlig en strid mellem de kristne i vest og muslimerne i øst i 1071. Fordi han ikke vil vælge side, får fyrsten øjnene stukket ud:

“Djævelen er gud / og Gud er djævel / og jeg måtte lære / at dyrke dem begge / den ene på én måde / den anden på en anden / men måderne var de samme / fordi de begge befalede / Indtil jeg lærte / Kærligheden at kende, en sprække / mellem de to kæmpende / Kærligheden, en stribe / af lys mellem de blodige læber / Den kløft hvorfra / de udvalgte træder ind / i verden af ligegyldige / Ligegyldige de der dyrker en Gud / Ligegyldige de der dyrker en Djævel.”

Da Gunnar Ekelöf i 1966 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for Diwan, var han for syg til at møde op til prisoverrækkelsen i København, men den tale, han ville have holdt, er mindeværdig, for den viser intentionen med værket, som ifølge digteren selv skildrer trods og oprør mod en overmagt, kærlighed, opofrelse, tortur og efterhånden død, her citeret fra Karsten Sand Iversens og Jens Smærup-Sørensens tidligere Ekelöf-udvalg, Tag og skriv:

“Jeg har i fantasien, i medliden, gennemlevet alle de skamløsheder der præger første halvdel af det 20. århundrede. I en tidlig alder så jeg blege mennesker med granatchok, opstillet på militæriske geledder langs Unter den Linden, hjælpeløst rystende. Samme år så jeg slagmarker, hvor ikke et hus, ikke et træ, stod tilbage. Det var i 1920. Så kom Spanienskrigen, Anden Verdenskrig, Korea, Vietnam, og fra arilds tid racehadet på alle fronter, magtmennesket, det fantasiløse og derfor umedlidende.”

Og den liste kan vi jo ajourføre krig efter krig, undertrykkelse efter undertrykkelse, op til vores egen nutid, kulminerende med Syrien og resten af det forsømte forår…

Cyklusens sidste værk, Vejviser til underverdenen (1967) ligner en kontrolleret poetisk præstation, men – har jeg læst mig til – den er i høj grad blevet til i en frenetisk raptus, hvor digterens orale poesi blev indfanget og nedskrevet af hustruen, og direkte adspurgt havde Ekelöf ikke selv nogen færdig mening om hvor de enkelte digte hørte hjemme. Også her var han optaget af værdiernes dualisme, som her, hvor han – ifølge sine egne noter bag i bogen – bruger ordet ‘engel’ i den ikke-kristne betydning som ‘budbringer’:

“Sorte engel med hvidt køn / eller hvide engel med sort køn / forskelligkønnede engle! / Der er intet lys uden skygge / Der er ingen skygge uden lys / Djævelen er da større end Gud / Gud er tjeneren som lyser ham / gennem deres domæner, ulig store.”

Jeg bliver aldrig lige så glad for at læse disse både anti-religiøse og kvasireligiøse, arabeskagtige digte med mytiske, mystiske orientalske temaer, som jeg er for at læse digtene og prosateksterne i Tag og skriv. Derfor kan jeg tage mig selv i at læse Ekelöf mere ‘politisk’ end ‘poetisk’, men jeg tror nu ikke at han selv ville have indvendinger, for tiden netop nu dikterer det.

Jeg deler fyrstens velovervejede vankelmod, hans ønske om at stå udenfor, og jeg genkender noget i mig selv, når Gunnar Ekelöf i takketalen også taler om, at han som konfessionsløs kun kan påkalde sig medlidenhed og uskyld. Hende (uskylden er åbenbart femininum) får vi aldrig, siger han, men det kan også betale sig at arbejde for det uopnåelige.

Arbejde for det uopnåelige? Var det det, som Sverigedemokraterne gjorde op imod Folkehemmets socialdemokratiske statstolerance? Eller er det mon det, som gammelpartierne forsøger, når de nægter at arbejde sammen med de fremmedfjendtlige?

Diwan er endnu en vigtig indsats i Karsten Sand Iversens fortjenstfuldt roste oversætterskab. Det er fjerde gang, han arbejder med Gunnar Ekelöfs tekster. Tidligere udkom Tag og skriv (1977), Fyrsten af Emigión (1996) og Virkelighedsflugt. En outsiders veje (2010), og disse sporadiske præsentationer af forfatterskabet følges nu af de tre berømte digtsuiter, som er sart og stemningsfuldt fotoillustreret af Jesper Rasmussen og prægtigt tilrettelagt af Carl-H.K. Zakrisson.

Med sit suveræne snit ned i de forestillingsverdener, der får folk til at yppe kiv, taler Gunnar Ekelöfs digte om idealernes relativitet i hemsk grad til – og om – vores egen tid med alle dens konfliktfyldte modsætninger i tro, kultur og politik.

Gunnar Ekelöf: Diwan. Oversat af Karsten Sand Iversen. Illustreret af Jesper Rasmussen. Tilrettelagt af Carl-H.K. Zakrisson. 250 sider, indbundet. 499,95 kr. Forlaget Vandkunsten.