De stuerene

Kommentar i Weekendavisen den 3. januar 2014.

Kommentar. Lad os da bare tage debatten om Poul, Pia og de stuerene endnu engang. Fremtidens værdikamp bør nemlig blive retspolitisk.

Der var ekko af 90’erne da Mathias Tesfaye og Peter Hummelgaard kort før jul efterlyste et nærmere samarbejde mellem deres eget parti, Socialdemokraterne, og Dansk Folkeparti. Ikke fordi man dengang diskuterede muligheden for parløb mellem S og DF, tværtimod. Dengang forsøgte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen nemlig at dæmme op for Pia Kjærsgaards parti ved at udskamme dem med en bemærkning – senere legendarisk – om at “stuerene, det bliver I aldrig”. Tænk at man kan have så meget ret og tage så meget fejl i én og samme sætning.

Vi skruer tiden tilbage til 1999 og folketingets åbningsdebat. Dansk Folkepartis partiformand Pia Kjærsgaard har et lovforslag til behandling. Hun kræver at stærkt kriminelle udlændinge skal udvises af landet, og at deres familie skal sendes samme vej. Statsministeren går på talerstolen og afviser at uskyldige mennesker med lovligt ophold i landet skal deporteres fordi en søn har handlet med narko, begået voldtægt eller drab. Han mener – i overensstemmelse med en retsstats principper – at det alene er den skyldige, der skal straffes. I den forbindelse tværer han Dansk Folkepartis snude i dets eget snavs: “Stuerene, det bliver I aldrig”.

Hvilket selvmål! Pia Kjærsgaard var ikke sen til at replicere, at “stueren” er noget man opdrager hunde til at være, og så havde hun pludselig den retoriske myndighed i debatten, for statsministeren havde vel ikke lige stået der og sammenlignet sin modstander med en skidende og pissende køter – og dermed også de vælgere, som var på vej fra hans favn til hendes?

Ingen – heller ikke aviskommentariatet – huskede siden den fatale bemærknings kontekst. I hvert fald bliver den aldrig refereret, når talen falder på spørgsmålet om Dansk Folkepartis vej fra “ikke-stuerene” til borgerligt regeringsgrundlag og måske kommende samarbejdsparti for Socialdemokraterne. Så udbredt er den politiske amnesi, og den nye generation af socialdemokrater, der gerne vil samarbejde tæt med DR, bør derfor forsøge at få tingene opklaret:

I 1999 mente Dansk Folkeparti hvad Pia Kjærsgaard mente, men mener partiet det samme i dag? Mener formand Kristian Thuelsen Dahl og retsordfører Peter Skaarup – ingen af dem kan just beskyldes for at være blødsødne – at uskyldige familiemedlemmer til groft kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark, selvom de er lovlydige og har legitimt ophold i landet? Mener Dansk Folkeparti at sønners forbrydelser arves af mødre og fædre? Hvis svaret er ja, hvad skal der så ske forud for den planlagte deportation mens den skyldige er i fængsel? Skal de uskyldige så også indfanges og indespærres så de ikke går under jorden? Altså: Skal uskyldige mennesker fængsles og deporteres for forbrydelser, de objektivt set ikke har begået og ikke er dømt for?

Jeg spørger sådan lidt insisterende og udpenslet fordi jeg flere gange tidligere har stillet samme spørgsmål uden at få antydningen af svar fra Dansk Folkeparti.

At Dansk Folkeparti har en hård stil i retspolitikken har jeg sådan set ikke spor imod, ligesom jeg ikke har spor imod partiet som helhed. De er her, fordi danskerne ønsker dem og deres holdninger, og selvom jeg er uenig i det meste, mener jeg faktisk at partiet har befriet os for den falske forestilling om danskernes enorme tolerance og fremmedgodhed og bragt bedre balance i forholdet mellem vores selvopfattelse og vores faktiske gøren og laden.

Ofte handler debatten om hverdagens værdikamp, for eksempel juletræer i boligforeninger og halalkød i vuggestuer (jeg synes at der skal være plads til begge dele!), men det er i retspolitikken at vi for alvor bør dele os efter anskuelser. Retspolitikken tegner borgernes stilling og samfundets demokratiske kvalitet, så her ligger fremtidens værdikamp.

S og DF har sandsynligvis meget at mødes om, men hvor langt vil et kommende “Socialdemokratisk Folkeparti” gå? Kan vi begynde med at få afklaret DF’s aktuelle holding til den deportationspolitik, som Poul Nyrup Rasmussen fuldstændig korrekt erklærede ikke-stueren i 1999?