Bitterhed i hjertet

Weekendavisen den 11. april 2014.

Gauguin. Hvilken pragtfuld selvoptagenhed! Hvilken idealistisk vrede! Hvilken dyb indignation!

At Paul Gauguin var en stor, nyskabende og banebrydende maler, ved vi godt. At han også var fnysende, følelsesladet og frenetisk brevskriver opdager vi i den australske kunstformidler Anne Thompsons debut som romanforfatter, Din hengivne, der skildrer det dramatiske forhold mellem den jordnært-ansvarsbevidste hustru Mette Gauguin og den kompromisløse maler, Paul, der satte sin kunst over alle andre hensyn, og som bekendt forlod kone og fem børn i det småborgerlige København, som han hadede, for at tage til Frankrig og Polynesien for at male.

Ægteskabet mellem Mette og Paul Gauguin har tidlligere inspireret blandt andre Somerset Maugham til romanen The Moon and Sixpence (1919), Henning Carlsen til filmen Oviri (1986) og den peruvianske nobelprismodtager Mario Vargas Llosa til El Paraíso en la otra esquina (2003), og nu kommer så ægteskabsromanen, der er fortalt fra Mettes synsvinkel.

Ironisk nok udkommer Din hengivne i Danmark, som ikke ville Paul Gauguin noget godt, som det første land. På den anden side: Netop nu kan man se en udstilling på Ordrupgård om forholdet mellem Gauguin og van Gogh (en nyere tysk teori siger i øvrigt, at det var van Gogh ikke skar sit øre af, som mytologien eller tilsiger, men at det var Gauguin, der ved en ulykke snittede det af med en kårde), og på Glyptoteket viser den franske malerisamling en lang række malerier, der viser Gauguins kunstnerudvikling gennem årene. Byen, der ikke ville kendes ved ham i samtiden, har med andre ord taget ham grundigt til sig i eftertiden.

Anne Thompsons roman er absolut mådelig, dens mangel på litterær fantasi, kulør og dristighed er nærmest grusom, og jeg er sikker på at Paul Gauguin ville have foragtet den. Hør blot her hvor pinligt triviel prosaen kan være: “Nat efter nat kastede jeg uroligt på det leje, vi havde delt. ‘Svar mig, vil du ikke nok?’ bønfaldt jeg ham. ‘Hjælp mig med at finde en løsning’.”

Eller hvor slapt og uambitiøst genfortalt, nærmest som en synops, her hvor Mette har fået en oversætteropgave for Statsbanerne: “Og således fik familien Gauguin en lille smule mere elastik i økonomien, og sikke en lettelse det var.”

Når Din hengivne alligevel er værd at læse i Agnete Dorph Stjernfelts letløbende oversættelse, skyldes det de omfattende optryk af de autentiske breve fra Paul til Mette. Hvilken pragtfuld selvoptagenhed! Hvilken idealistisk vrede! Hvilken dyb indignation!

Her et brev fra 26. december 1886, hvor Paul har bosat sig i Paris, fattig som en kirkerotte. Ægteparret har aftalt – meget karakteristisk for deres rationalitet midt i alle følelserne – at Paul skal have sønnen Clovis med sig, mens de øvrige børn bliver hjemme hos Mette:

“Nu er han han hos mig, men uden sko på fødderne og uden legetøj juleaften. Men man vænner sig til alt. Heldigvis har jeg været på hospitalet i 27 dage, desværre er jeg nu udskrevet. Det er stadig disse anginaforkølelser, der rammer mig om vinteren. Denne gang troede jeg, at jeg var kradset af, men nej! Mit forbandede jernhelbred fik overtaget. Tror du måske, at jeg har tænkt med munterhed på al den ensomhed, der omgiver mig om natten på hospitalet? Jeg har så megen bitterhed i hjertet, at hvis du virkelig kom nu (du, der så gerne ville se Clovis, bare et par timer), så ville jeg kun kunne modtage dig med ondskabsfuldhed. Du har dit hjem og dit rugbrød, som du kan være så godt som sikker på hver dag. Skøn på det. Det er paradis i sammenligning…”

Anne Thompson forsøger heldigvis ikke at skabe sit eget portræt af Paul. Han træder til fulde frem for os i helfigur gennem brevene, som han sender hjem fra sit desperate kunstnereksil i Paris eller på Tahiti. Til gengæld er hun omhyggelig med tegningen af Mette, den retsindige, fornuftige, loyale og hårdtarbejdende kvinde. Om hende får vi meget godt at vide: Hun underviser kommende diplomater i fransk, hun knytter venskab med Holger Drachmann, hun konverserer Georg Brandes og oversætter føljetoner af Emile Zola for hans bror Edvard. Samtidig forsøger hun at tage vare på Pauls kunst og holde sammen på børneflokken. Emanciperet er hun også, så hun har klippet håret kort og ryger cigarer som mandfolkene.

Af romantisk princip holder jeg meget af romaner om København i Guldalderen og frem til slutningen af 1800-tallet. Det er en epoke der – som besættelsestiden – har tilbudt forfatterne enorme brydninger at beskrive. Herfra stammer også nogle af de stærkeste byportrætter i romanform. Desværre mærker man ikke København for alvor i Din hengivne. Det skyldes næppe at den er skrevet på afstand af hovedstaden og historien. Det skyldes snarere at Anne Thompson ikke er en særlig dygtig forfatter. Hun har spottet et godt ægteskabsdrama, der unægteligt rummer stof til en stor roman, og med fingeren i Pauls breve og sekundærlitteraturen om kunstneren og hans hustru, har hun rørt historien sammen af sikre ingredienser. Af egen fantasi har hun – fremgår det af efterskriften – tilføjet et par fiktive breve. Heldigvis tillægges ingen af brevene Paul, men et enkelt ét skal vi forestille os er skrevet af Mette, nemlig et tragisk budskab om datterens død.

Samlet set: Paul Gauguin og hans udover enhver grænse standhaftige hustru er det hele værd, men de havde fortjent en forfatter, der kunne bære deres storhed.

Anne Thompson: Din hengivne. På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt. 350 sider, 300 kroner. Gyldendal.