Lærke Sanderhoff/Petrea Søe/Naja Marie Aidt: Alting mødes

Weekendavisen den 25. juli 2014.

Bådteater. Naja Marie Aidts digte bliver til socialsatire i flydende forestilling på Furesøen.

Livslang lunken lykke

Meget passende søsætter Det Flydende Teater denne sommers forestilling på Furesøen i uge 29, som traditionelt er den, hvor jetsettet valfarter til Skagen (nu hårdt presset af Tisvilde, hvis jeg har forstået det ret). Meget passende, fordi det poetisk-ironiske amokløb Alting mødes bruger Skagen som symbolet på det gode liv, hvor vi forelsker os og lever skyhøjt og svævende let, lige indtil vores illusioner brister og vi vågner op fra mareridtet badet i luksus!

Alting mødes er baseret på tekster fra Naja Marie Aidts forfatterskab, som instruktøren Petrea Søe og dramatikeren Lærke Sanderhoff har plukket fra. Digtene er så sat i scene på en af de pittoreske både fra Frederiksdal, som til lejligheden er draperet med hvide gardiner med gyldne monogrammer fra Skagen Farten. Vi bliver iført matchende redningsveste (mere til pynt, end til redning), inden ensemblet skænker os hvidvin og båden vugger ud på Furesøen.

Tilde Maja Fredriksen, Pelle Nordhøj Kann og Christian Hetland forestiller os, dengang vores første ungdom var forbi og vi drømte drømme om at etablere os på den rigtige måde. Men boblen brast, bedst som drømmen om “Skagen” kulminerede. Hjælp, vi er ved at blive voksne, småborgerlige, satte! Da det går op for publikum, at idyllen krakelerer, er der kun to steder at fokusere blikket: indad mod egne livserfaringer, eller udad mod agterstavnen, hvor Dannebrog vajer mod den blå himmel og det grønne vand, jo jo, sommeren er gudskelov ingen illusion.

Og det er Naja Marie Aidts skarpe poesi heller ikke. Den er virkelig og skånselsløs. Når hun digter om den “lunkne livslange lykke”, er det ikke kun alliterationen, der får det til at svinge, men den pragtfulde kontrast mellem ordene, der får ‘livslang’ til at lyde som en straf, man får tildelt på tærsklen til parforholdet og dannelsen af den lille familie.

Helt skønt og skørt skruer forestillingen sig op i falsetten, da en tekst om far-mor-og-børn bliver sat på repeat. Vi er blevet voksne og har fået vores første barn. Ungen sover i forældrenes seng, og de må derfor vente med at være noget for hinanden indtil knægten er faldet i søvn. Men så er de jo også selv for trætte til andet end at sove. Næste morgen skal ungen børste tænder, der skal laves kaffe, smøres madpakker og stresses og småskændes, så af sted i skole og på arbejde og hjem igen til frikadellerne og en ny tur med ungen, der sover i mors og fars seng osv osv. Velkommen i hamsterhjulet, dette er herlig socialsatire fra kernefamilien i velfærdsamfundet.

Men vi skal længere ind, dybere ned. Vi skal derhen, hvor maskerne falder og bæstet i os selv kommer frem med aggressive anklager, der bliver hvæset og brølet frem gennem munde, der pludselig har fået gebisser med hugtænder i hjørnerne. Menneskedyr, se dig selv i spejlet.

Nåede vi så aldrig frem til den livslange, lunkne lykke? Nej, Furesøen er ikke søvejen til Skagen, og Skagen er jo også bare en illusion. Pludselig er vi nemlig tilbage ved udgangspunktet, og nu er tonen mild igen. Måske har vi hele tiden været her. Måske er det hele bare godt nok. Måske behøver vi slet ikke at nå til “Skagen” for at Alting mødes?

Da jeg cykler hjem fra Frederiksdal, er jeg godt tanket op med Naja Marie Aidts poesi, som ligger rigtig godt i munden på velspillende Tilde Maja Fredriksen, Pelle Nordhøj Kann og Christian Hetland, der bare ser en kende for unge ud til virkelig at vide, hvad de taler om.

Kirstine Stubbe Teglbjærgs musik til de urimede digte fanger stil og stemning fra Naja Marie Aidts poesi, særligt fra den mere lyse del, hvor det hele klinger skyhøjt og svævende let. Men det er nu en anden digter og en anden komponist, jeg har i hovedet på vej hjem, nemlig Chr. Winther og J.P.E. Hartmann: “Flyv, fugl! Flyv over Furesøens bølge, / stræk dine vinger nu vel! / Ser du to elskende, dem skal du følge, / dybt skal du spejde deres sjæl.”

Det var netop det, der skete, derude i den flydende forestilling.

Alting mødes. Instruktør: Petrea Søe. Dramatiker: Lærke Sanderhoff. Komponist: Kirstine Stubbe Teglbjærg
Scenograf: Mona Møller Schmidt. Medvirkende: Tilde Maja Fredriksen, Pelle Nordhøj Kann, Christian Hetland og musiker Nicolai Kornerup. Bådfartens både på Furesøen, Frederiksdal. Spiller til den 16. august 2014.