Anmeldelse i Weekendavisen den 28. februar 2014.
Roman. Peter Asmussen skriver eksistentielt om en lysning og en skovskrænt.
I det store, i det små
Det hele begynder den 31. juli 1914, hvor et foster ligger i sin mors mave og smuglytter til de voksnes samtaler, og det slutter på lige præcis samme dato 100 år senere, og undervejs har vi fået brudstykker til Louises 99-årige livsforløb.
Hvert kapitel i Peter Asmussens skarpt udformede Og tilsidst går verden under – hvor ’til sidst’ konsekvent er sat i ét ord – har en dato som titel. Nogle har en historisk betydning: Første Verdenskrigs udbrud, krakket på Wall Street, Tysklands angreb på Polen, undtagelsestilstanden under besættelsen, Gagarins rumrejse, Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet, Danmarks indtræden i EF og Murens fald – men det fremgår ikke af romanen og indgår ikke i handlingen.
Og tilsidst går verden under åbner sælsomt og stærkt med en svigefuld beregning: Louise, den endnu ufødte, lytter til sin mors samtale med en mand, der ikke er den kommende far, men en hemmelig elsker. Det lyder som om det tordner i det fjerne, men det er flåden, der forbereder sig til krig. De elskende sidder i en lysning ved en skrænt og ser ud over havet. Hun siger at hendes mand aldrig finder ud af hendes affære, han er en dumrian. Elskeren siger at hun kan forlade manden. Hun svarer, at elskeren skal elske hende, manden skal forsørge hende. Så dukker manden op i lysningen, og elskeren går sin vej. Nu kommer en ny lyd som torden. Manden siger at krigen vil gøre ham rig som et svin. Kvinden siger, at det er lyden af verden, der går under. Manden går hjem, og den endnu ufødte retter et spark mod sin mors ømmeste punkt. Næste dag bliver Louise født. Som sagt på den dato, hvor Første Verdenskrig bryder ud.
Lysningen ved skrænten spiller en gennemgående – og stærkt symbolsk – rolle i Og tilsidst går verden under. Hver gang vi er der, siger en af personerne, at hvis man holder hænder op til ansigtet, kan man bilde sig ind at man stadig er i stenalderen. Det er her det hele begynder, og det er her det hele slutter. Midt i en serie fragmentariske erindringer, ånder den gamle Louise ud i sin kørestol. Cirklen er sluttet, og i sidste kapitel, ’Efter erindring’, hører vi, at lysningen – det hemmelige, uopdagede sted – forsvinder, fordi der skal anlægges en asfalteret cykelsti. Her skal lysningen og skrænten ikke kun læses som konkret geografi, men også som en mental tilstand og et symbolsk billede på tilværelsens håb og trusler.
Spørgsmålet er, hvad de ikke-historiske datoer indikerer i de tretten punktnedslag i Louises liv frem mod den sidste dato nøjagtig 100 år efter begyndelsen (og fem måneder ude i fremtiden fra romanens udgivelse). Mit umiddelbare bud er, at Peter Asmussen blander historiske mærkedage med datoer, der kun betyder noget i et enkelt menneskes livsforløb. Den store verden går sin gang, men påvirker ikke nødvendigvis tilværelsen for enhver. Som der pludselig står:
”Kronologi giver ingen mening for Louise. Eller trøst. Og kronologien i denne bog er ikke Louises systematik. Hun husker ikke på den måde. Og det giver slet ingen mening til erindringerne, til hændelserne de opbevarer. Hvis nogen havde sagt, tiden er en kugle, og Louise havde hørt det, ville hun med det samme have forstået det.”
Heri ligger romanens essens. Den handler dybest set om erindring som begreb, om den måde vi erindrer os selv og vores liv på. Om man vil gå til kronologien og systematikken for at løse romanens rebus, må være op til den enkelte. Jeg holder mere af den fragmenterede tilgang. I 1929 tænker Louise, hvad hun ville svare, hvis nogen spurgte, hvad hendes valgsprog var, nemlig: ‘I det store, i det små / Intet at forstå’. Sådan tænker hun om livet, hvad enten det udspiller sig på en dato, der er vital for verdenshistorien, eller på en dato, der ikke huskes for noget.
Og tilsidst går verden under både bekender sig til og frigør sig fra 1914-2014. I Louises ånd spiller erindring en større rolle, end handling, og alligevel er romanen fuld af konkret dramatik. Den har dybde i flere lag, og sproget har både åbne lysninger og overraskende skrænter, men først og fremmest er det godt set af Peter Asmussen, at lade de essentielle øjeblikke i ét menneskeliv udspille sig på en tavs baggrund af verdenshistorie.
Peter Asmussen: Og tilsidst går verden under. Roman. 176 sider, 200 kr. Gyldendal.