Truer tiggerne samfundet?

Weekendavisen den 8. november 2013.

Kommentar. En ung rumæner er blevet taget for betleri tre gange. Rigsadvokaten vil have Højesteret til at smide manden ud af landet.

DET GÅR TIL ØL. Sådan stod der på et papskilt, som lå på fortovet foran en tigger lige ved siden af Tivolis hovedindgang på Vesterbrogade i København for en håndfuld år siden. Jeg stoppede op, smed en mønt i den langskæggede fyrs kasket, og sagde at ærlighed jo skal betale sig. Ja, svarede han, og fortalte, at indtægten var steget støt siden han droppede det gamle skilt, der gennemskueligt løgnagtigt bad om en mønt til en kop kaffe og en ostemad…

Også for tiggere gælder det altså om at kommunikere klart og tydeligt, hvis de skal trænge igennem med budskabet og vinde over konkurrenterne på det hårde gademarked for medlidenhed. I reklamebranchen kalder man det USP: Unikke Salgs Pointer.

Jeg kom til at tænke på den ærlige tigger ved Tivoli da jeg i sidste uge var i Oslo. I den stenrige by i det stenrige land, sidder der nemlig en tigger på hvert gadehjørne, groft sagt. Jeg gik fra lufthavnstoget i retning af Karl Johan, og allerede på bangårdspladsen blev jeg mødt af en kvinde med fremstrakt hånd og et bedende blik, helt klart en romakvinde fra et af de fattige hjørner af udkants-EU. Dårligt nok var jeg nået ned ad gågaden, før der sad endnu en tigger på jorden med en sørgeligt tomt papkrus fra Burger King foran sig. Og tyve skridt længere fremme endnu en.

Nogle af tiggerne er migranter, der har mistet deres servicejobs i Sydeuropa på grund af krisen, og nu søger lykken i mere velstående lande, andre er transporteret hertil som ufrivillige gældsslaver af organiserede trafficking-bander, der kontrollerer indtægterne.

At der er tiggere i Europas byer, er jo ikke noget nyt. At der er mange rumænere – og hvor romanerne ellers kommer fra – er heller ikke overraskende. Nej, det der slog mig, var at den næste tigger, jeg så på Karl Johan, forsøgte sig med et særligt budskab, der skulle få osloborgerne til lommerne: GIV EN MØNT TIL EN NORSK UTELIGGER. GODE HILSNER FRA HENNING.

Stakkels Henning var ikke den eneste norske hjemløse, der kommunikerede på denne måde. Kort efter så jeg én forhutlet fyr mere, der også brugte sin nationalitet som USP. Med andre ord: I konkurrencen med de fremmede romaer må norske tiggere henvende til norske medborgere. Det er en appel om solidaritet mellem landsmænd. Jeg ved ikke, hvordan det gik for Henning, men jeg er ret sikker på at hans direkte budskab og personlige kommunikation giver ham visse fordele, som romaerne ikke har. Til gengæld er romaerne i flertal, og der kommer hele tiden nye folk til.

Også i Danmark tigger romaer og østeuropæere i gaderne, men tiggeri er forbudt. En ung mand fra Rumænien er nu blevet snuppet tre gange af politiet, og derfor vil Rigsadvokaten have ham udvist af landet. Det har Østre Landsret dog afvist, men anklagemyndigheden har nu søgt om lov til at bringe sagen videre til Højesteret, hvilket er lidt mystisk, fordi det kun er et par år siden, at den øverste domstol sagde nej til udvisninger af EU-borgere, der havde begået bagatelagtige lovovertrædelser – og det må man vist sige, at tiggeri er.

Ifølge EU’s opholdsdirektiv kan EU-borgere kun smides på porten, hvis de udgør en “reel, umiddelbar og alvorlig trussel” mod “grundlæggende samfundsinteresser”. Det lyder helt fair, synes jeg. Men hvad kan egentlig true “grundlæggende samfundsinteresser”? Jeg kan forestille mig mange ting – vold, drab, narko – men tiggeri er ikke én af dem. De kan være irriterende, men tiggerne på Strøget – danske såvel som udenlandske – er ærlig talt ikke en tiendedel så pågående som de unge danske studerende, der vil hverve os i den gode sags tjeneste, hvad enten Sagen handler om børn eller dyr, som det er synd for. Disse facere fra indsamlingsorganisationerne kan være utrolig svære at ryste af. Tiggerne, derimod, kender deres plads og resignerer høfligt med det samme.

Tilbage til Oslo, hvor Oljefondet snart runder svimlende 5000 milliarder kroner, hvilket betyder at hver eneste nordmand i princippet har en rund million på bankbogen, men alligevel er der hjemløse, uteliggere, der må tigge. Måske er de psykisk syge, socialt fortabte, ensomme. Som Aftenpostens chefredaktør Hilde Haugsgjerd skrev forleden: Jo mere velstående Norge er blevet, desto vanskeligere er det blevet at håndtere fattigdom som samfundsproblem.

Den nye blåblå regering har sagt, at den vil arbejde for at gøre Norge til et land med “små forskelle og minimal fattigdom”. Det er en taktisk smart formulering, der skal ses i lyset af, at tidligere regeringer forgæves havde lovet helt at afskaffe fattigdommen. Men det er også et nederlag for en velfærdsstat med stærke fællesskabstraditioner og banken fuld af oliemilliarder.

Det samme er tilfældet i Danmark, også selvom vi ikke kan sidestille vores velfærdsmuligheder med nordmændenes. Ganske vist fik vi i sommer en officiel fattigdomsgrænse (man er fattig hvis man tre år i træk kun tjener 103.000 kroner om året, svarende til halvdelen af medianindkomsten, som fastlægges udfra at 50% af befolkningen har en højere indkomst og 50% har en lavere, og studerende tæller naturligvis ikke), men de godt 42.000 borgere, der ligger under denne grænse fylder desværre mindre i vores opmærksomhed, end de tiggere, der kommer hertil fra de kriseramte østeuropæiske økonomier for at samle flasker og hutle sig igennem.

Når Rigsadvokaten går efter en enlig fyr med et papkrus, retter den bager for smed, for manden fra Rumænien er ligegyldig i det store billede, og en udvisning vil blot være en symbolhandling. Øget fattigdom i Europa er et strukturelt problem, og i dag modtager over fire millioner europæere fødevarehjælp fra Røde Kors. Den reelle fattigdom er derfor den største trussel mod “grundlæggende samfundsinteresser”, og det bør være en politisk vindersag at bekæmpe den, især i en tid, hvor flere familier oplever arbejdsløshed og økonomiske problemer. At fokusere på socialt marginaliserede borgeres irriterende tiggeri, løser imidlertid ingen problemer.