Anmeldelse i Weekendavisen den 20. december 2013.
Paradis. For første gang på dansk: F. Scott Fitzgeralds roman om en ung mand, der drømmer om at blive noget, ikke om at være noget.
Kirken, kærligheden, krigen
Er det en sentimental interesse for verden af i går, er det en refleksion af nutidens krig og krise, eller er det slet og ret en litterær genvækkelse? Hvad er det, der gør, at F. Scott Fitzgerald, Ernest Hemingway og andre fra den tabte generation nu bliver genopdaget og genudgivet?
Sandsynligvis er det en kombination af det hele. Vi elsker de håbefulde, talentfulde unge mennesker, udspændt mellem hedonisme, ulykkelig kærlighed og nybrydende litteratur. Vi spejler os i deres tid, hvor granaterne slog ned ved skyttegravene og bankerne kollapsede. Og vi beundrer deres indtagende evne til at skrive om sig selv og deres store livsmål.
Nu får vi – for første gang på dansk – F. Scott Fitzgeralds debut, På denne side af Paradis, ligesom vi for nylig fik Blid er natten og Ernest Hemingways noveller in toto, nu også med de tidligste ungdomsværker, og en definitiv udgave af hans Paris-erindringer fra 20’erne, hvor han hang ud på barer og cafeer med det enorme skrivetalent, drukkenbolten F. Scott Fitzgerald.
Allerede i 1920 var den unge Scott brudt igennem med This side of Paradise, løseligt baseret på forfatterens eget liv og hans havarerede kærlighed til den ulyksaglige Zelda, som han generobrede gennem romanens succes. Pludselig var den kun 23-årige forfatter en litterær stjerne, feteret og beundret for sit dristige generationsportræt af den verdensfjerne, privilegerede livsnyder Amory, der flyder ubesværet gennem dagene og allerede som dreng var en ambitiøs fantast:
“Når han kom i seng, hørte han stemmer – udefinerbare, hendøende, fortryllende – lige uden for hans vindue, og inden han faldt i søvn, drømte han en af sine yndlingsdagdrømme, den om at blive en stor football-spiller eller den om den japanske invasion, hvor han blev belønnet ved at blive forfremmet til verdens yngste general. Han drømte altid om at blive noget, aldrig om at være noget. Det var også ganske karakteristisk for Amory.”
Sådan skriver en ung romandebutant om en person, som han i meget høj grad tegner efter sit eget spejlbillede, imponerende uimponeret og ekstremt (selv)ironisk. Men også ekstremt selvbevidst, for F. Scott Fitzgerald tøver ikke med at beskrive Amory som en usleben diamant og et litterært geni, ikke kun i andres øjne, også i Amorys egne. Og den stakkels fyr må også spilde sit talent på et reklamebureau – ganske som den selvforagtende Scott selv måtte i en periode.
Men mens forfatterens litterære alter ego aldrig rigtig får gjort noget ud af sit talent, holdt Scott selv sig ikke tilbage i debutromanen, hvor han dels skriver i tidens toneklang, dels i en nyskabende skrivestil, hvor synsvinkler skifter og prosa blandes med digte, sange og regulære scener fra et skuespil, ikke radikalt eksperimenterende som den samtidige, ældre og meget mere modne James Joyce, men alligevel modigt anderledes end mainstream.
Romanens hovedmotiver tegner et tidsportræt af årene omkring Første Verdenskrig, hvor de etablerede familier går meget op i deres positioner: de unge sønner skal på de rigtige universiteter, og deres søstre skal have deres debut i selskabslivet. Her taber Amory sit hjerte et par gange, og her indser han, hvad det vil sige at blive svigtet. Ikke at han ikke har vidst det på forhånd, for moren er en excentriker, der lever sit eget liv, og faren passer sine forretninger uden at ænse sin søn.
Samtidig skal Amory finde ud af, hvad han tror på – om noget: “Han var ikke engang katolik, men det var det eneste anstrøg af et kodeks, som han havde, den brogede ritualistiske, paradoksale katolicisme…”
Der er altså den fraværende familie, den upålidelige kærlighed, den utilstrækkelige kirke og den prestigefyldte kunst, men den kræver for meget af den talentfulde, men dovne, livsnyder. Og så er der krigen. Amory sendes til Europa og kommer hjem igen, men vi hører intet om, hvad han oplever derovre, måske fordi Scott Fitzgerald selv aldrig nåede at blive udskibet fra basen USA, og netop derfor adskiller Amory sig så radikalt fra Hemingways anderledes livserfarne Nick Adams.
Amory forbliver en dagdrømmende teoretiker, der flagrer formålsløst gennem livet i forgæves jagt på et ståsted. Mod slutningen – inden den lidt patetiske kulmination, hvor regnebrættet gøres op og han når sit livsresultat – vikler Amory sig ud i en politisk debat, hvor han argumenterer forfor nationalisering af industrien, og siger at det er truslen fra socialismen, der driver enhver reform fremad. Russerne går over stregen, ligesom den franske revolution, mener han, men det er ‘ulejligheden værd’ af hensyn til det store samfundseksperiment!
Så mangesidigt overraskende er På denne side af Paradis‚ F. Scott Fitzgeralds vildt velkontrollerede ungdoms- og gennembrudsværk om Amorys religion, kunst og kærlighed, hvor man første gang så det talent udfolde sig, som kulminerede med mesterværket Den store Gatsby og novellerne. Gudskelov, at det ikke blev en karriere som reklameforfatter.
F. Scott Fitzgerald: På denne side af Paradis. På dansk ved Viggo Hjørnager Pedersen. 335 sider, 300 kr. Rosenkilde & Bahnhof.