Weekendavisen den 16. august 2013.
Trans Atlantic. Colum McCanns nye roman er et stykke lunkent konsumlitteratur.
“Deres fingernegle fløjter…”
Kun to måneder efter udgivelsen i USA kommer Over Atlanten over Atlanten fra Colum McCanns velsmurte romanfabrik. Hans danske forlag må åbenbart mene at det er en hastesag. Og Louisianas fine litteraturfestival har også sat ham på programmet i næste weekend. Hvorfor dog det?
Måske fordi forfatterens forrige roman, Lad kun verden tumle sig (med 9/11-motiv og fransk klovn på slap line mellem tvillingetårnene), var en international bestseller?
Ked af at sige det, men Over Atlanten bekræfter mine værste fordomme om, hvordan en professor i creative writing konstruerer en bred bestseller over nogle autentiske begivenheder, der væves løst sammen med en fiktion om fire generationer af stolte kvinder og et gammelt brev, der krydser grænser og forener tid, sted og historie på en symbolsk facon.Det historiske stof er ellers godt nok, ja absolut interessant:
I 1845 rejste Frederick Douglas fra USA til Irland på foredragstur. Han havde netop udgivet sine erindringer om livet som sort slave, og var nu en værdsat agitator for slavernes frihed. Imens griber hungersnøden efter den fejlslagne kartoffelhøst om sig.
I 1919 foretog John Alcock og Arthur Brown den første transatlantiske flyvning fra Newfoundland til Irland, kun få måneder efter afslutningen af Første Verdenskrig, og tog dermed – som det hedder i romanen – krigen ud af flyveren.
I 1998 var den amerikanske senator og diplomat George Mitchell præsident Bill Clintons udsendte chefforhandler hos de stridende parter i den blodige konflikt mellem katolikkerne og de protestantiske loyalister i Irland.
Det er altså de politiske og historiske bånd mellem USA og Irland, det transatlantiske (og romanens amerikanske titel er Trans Atlantic), der udgør romanens grundstof og tema, og da forfatteren selv er født i Dublin, men bor og arbejder i New York, er der tale om personligt hjerteblod. Det er det så kommet et stykke lunkent konsumlitteratur ud af, hvor de autentiske begivenheder er monteret på et ustabilt stativ af de fire generationer af kvinder.
Hvis så bare sproget var forførende. Det er det ikke. Faktisk skriver denne skriveprofessor og bestsellerforfatter temmelig dårligt, og til tider reducerer han sine egne sætninger til ren stenografi, som om han godt ved, at han ikke kan få sætningerne til at makke ret, hør bare:
“I det fjerne, bjergene. Et kludetæppe af stendiger. Snoede veje. Forkrøblede træer. En forladt borg. En svinefarm. En kirke. Og dér, radiotårnene mod syd.”
Sådan bliver det ved med uambitiøse og urytmiske registreringer i én uendelighed, og det er jo slemt nok. Men det er faktisk værre, når Colum McCann prøver at skrive, her hvor vi er oppe i den lille transatlantiske flyver: “Deres hjelme klapper. Deres hår brøler. Deres fingernegle fløjter.”
Undskyld, hvad?! Deres hår brøler? Deres fingernegle fløjter!
Beklager meget, men Over Atlanten er en mislykket roman, hvis grundstof ellers er solidt. Kapitlet om Frederick Douglas er interessant og til tider direkte gribende, mens historien om John Alcock og Arthur Brown i bedste fald er indsigtsfuldt oplysende. Skildringen af George Mitchell (der lever i bedste velgående og har ladet sig interviewe af forfatteren som research til bogen) er overfladisk og sært politisk uengageret, mens kvindehistorierne bare er staffage.
Colum McCann: Over Atlanten. På dansk ved Juliana Wammen. 333 sider, 300 kr. People’s Press.