Vita Andersen: Sig det ikke til nogen

Anmeldelse i Weekendavisen den 9. november 2012.

Vold. “Når nogen prøver at slå en ihjel, så har man selv lov at slå ihjel.” Påtrængende roman fra Vita Andersen.

Blodig desperation

Da forfatteren Vita Andersen for nylig fyldte 70 år, handlede avisportrætterne først og fremmest om hendes debut og akutte publikumsgennembrud (100.000 eksemplarer solgt i en ruf!) med den antilitterære, banale og prosaiske knækprosa i Tryghedsnarkomaner tilbage i 1977.

Digtsamlingens titel tilføjede som bekendt et nyt begreb til de danske ordbøger, som man i dag ikke kan forestille sig sproget foruden. Men den blev også stigmatiserende for forfatteren, der lige siden har levet og skrevet i dens skygge. Også dagens roman – med den meget lidt neologistiske og yderst ferske og intetsigende titel Sig det ikke til nogen – kan læses som en fortælling om fatal ‘tryghedsnarkomani’, Vita Andersens signaturbegreb, om hun vil det eller ej.

I to lejligheder overfor hinanden bor kokken Laura og fotografen Claire. Laura lever sammen med den notoriske voldsmand Simon, og en dag ser Claire gennem sin kameralinse at Laura får bank. I stedet for at melde volden til politiet, begynder Claire at iagttage og følge Laura med sit kamera, imens hun forsøger at stabilisere sit eget kaotiske privatliv med teenagedatteren Zarah, der er begyndt at blive lovlig intim med sin papfar, Claires kæreste Adam.

Jo, man kan roligt sige, at de to kvinder begge søger efter tryghed, og at de kommer til at slås for den, i Lauras tilfælde på den mest kødelige og dødelige måde, der tænkes kan. Som Vita Andersen koldt konstaterer: “Når nogen prøver at slå en ihjel, så har man selv lov at slå ihjel.”

Sig det ikke til nogen stinker af blodig desperation og fortræd. Mest ondt gør naturligvis den fysiske vold, der fører til offerets spektakulære selvbeskyttelse. Men vold er vold, den kender vi jo kun alt for godt. Det er derfor dens mentale side, der er mest smertelig, og man fornemmer virkelig voldspsykopatens psykologi, når Simon råber til Laura, at hun provokerer ham.

“At jeg slår dig, er det trumfkort, du altid trækker op af hatten,” siger han, mens han banker hende igen, som om det er offerets egen skyld, at voldsmanden slår. Og voldens traume sætter sig. Da Simon er væk (hvor siger jeg ikke), larmer Laura rundt i lejligheden i et forsøg på at opretholde naboernes forestilling om, at hendes voldelige mand stadig er hos hende. Og senere: “Pludselig blev fornemmelsen af Simon så stærk. Hans vrede, hans lussinger. Hun måtte slå sig selv et par gange for at få Simons indblildte lussinger til at forsvinde.”

Vita Andersen skriver både stabile hverdagssituationer med roligt åndedræt (omend desperationen hele tiden lurer) og febrilt desperate scener med dunkende puls. Det hele er fortalt i en frugtbar vekselvikning mellem banalt-prosaisk sprog og mere dristige og levende undtagelser. Til det sidste hører en ekstrem vellykket tegning af en mand (i øvrigt en komplet ligegyldig biperson), hvis ansigt “så ud som om det havde ligget i blød i mælk”.

Omvendt har denne replik en voldsom mislyd: “Du bliver lige så sexet som et bombenedslag…”. På amerikansk er bombshell godt nok slang for ‘sexbombe’, men på dansk lyder det som et dårligt integreret udtryk, og mislyden fjerner fokus fra den sammenhæng, det indgår i. Det er nemlig Adam, der siger det til sin kærestes datter, Zarah. Forholdet mellem de to er ubehageligt uafklaret, for hvad er det egentlig der sker for den fortvivlede teenagepige, der lægger
an på sin papfar uden at moren kan føle sig sikker på, at han holder hende på afstand?

For små to år siden udkom Josefine Klougarts Hallerne, der beskrev et voldeligt forhold i en københavnsk lejlighed, hvor beboerne blev betragtet udefra. Vita Andersen bruger det samme motiv og det samme greb, men derudover er bøgerne væsensforskellige. Hvor Josefine Klougart reducerer sin tekst til rent sprog og avanceret ingenting, har Vita Andersen det derimod med at læsse for meget på, og det jævner romanen noget ud, for eksempel serveres sidehistorien om Claires forsøg på at slå igennem som kunstfotograf som en omgang langhalm.

Men når det er sagt, er Vita Andersens psykosocialrealisme og mentale portrætter så voldsomme, at romanen gør et stærkt påtrængende indtrykt. Sig det ikke til nogen har nemlig ikke ligget i blød i mælk. Den har ligget i blød i blod.

Vita Andersen: Sig det ikke til nogen. 390 sider, 300 kr. Roman. Samleren.