Kommentar i Weekendavisen den 16. maj 2012.
Kommentar. Tidsånden i den filantro-kapitalistiske branche prædiker samfundsansvar. Og på mandag kommer Bill Clinton…
For et halvt års tid siden blev jeg spurgt om jeg ville lave et interview til Realdanias årsmagasin. Artiklen skulle handle om de filantropiske fondes samfundsansvar.
Jeg sagde ja tak, for Realdanias arbejdsmark har altid interesseret mig, og jeg havde også skrevet om fondens projekter til tidligere årsmagasiner. Det er den slags opgaver, der finansierer et ekstra lag smør på brøddet og bl.a. giver mig råd til også at arbejde gratis i ny og næ. For tiden hjælper jeg f.eks. en af Københavns største børnefodboldklubber med at skrive dens 100-års jubilæumshistorie. Glorien dermed pudset og sjælefreden bevaret: der er balance.
Jeg er sikker på, at Realdanias adm. direktør Flemming Borreskov forstår, hvad jeg mener. Han tænker nemlig på samme måde, bare i en helt, helt anden skala: Tingene skal kunne betale sig rent økonomisk ud fra markedets ubønhørlige logik, fondens investeringer skal give afkast. Men samtidig er det vigtigt at tænke i sociale samfundsinteresser og grønne helheder.
I årsskrift 2012 kan man læse interviewet, hvor fondsdirektøren taler om, at der følger stort ansvar med store midler, og at de pengestærke fonde derfor må påtage sig deres del af opgaven i en tid, hvor statskassen er under hårdt pres. Flemming Borreskov mener at Realdania leverer en form for public service indenfor det man kalder ‘det byggede miljø’, altså arkitektur, byplanlægning, byudvikling m.m. Og som bekendt følger der en forpligtelse med public service.
Fondens kritikere mener derimod at Realdania tromler og majoriserer på en måde, som man kun kan, når man sidder på toppen af en pengetank, som næsten matcher den anti-filantropiske fedtsyl Joakim von Ands. Måske er det rigtigt, måske ikke. Rigtigt er det i hvert fald, at fondenes formuer giver særlige muligheder – og altså: et særligt ansvar.
De pengestærke fonde finansierer det, som det offentlige ikke magter. En del af fondenes ansvar må derfor naturligvis handle om at opnå en ægte folkelig og politisk legitimitet bag donationerne. Spørgsmålet er bare, hvordan man definerer en fondsmoral og en demokratisk fondsbevidsthed? Og hvad er konsekvenserne, når fondene i stigende grad påtager sig opgaver, som man med god ret kunne mene, at det offentlige burde have ansvar for, f.eks. indenfor forskning og viden eller sociale indsatser. Jeg siger ikke at det er et problem, jeg siger bare, at der er meget vi ikke kan vide på forhånd om fondenes fremtidige rolle, mens det dog er åbenlyst, at deres spillerum bliver udvidet, og at efterspørgslen på deres penge bliver større og større.
På mandag er Realdania vært for en konference, ‘Civilsamfundets filantropiske stemmer’. Hovedtaleren er ingen ringere end Bill Clinton, der for nogle år siden udgav bogen At give – sådan kan vi hver især ændre verden. USA’s tidligere præsident skal tale om at arbejde med filantropi og om, hvordan det civile samfund gør en forskel, og timingen kunne næppe være bedre, nu hvor diskussionen om danskernes arbejde og velfærd har højeste politiske prioritet.
Den danske finansiering af velfærd er under pres, og debatten om de velgørende fonde rummer derfor en latent provokation af hele vores opfattelse af de sociale tryghedsydelser, som samfundet skal have ansvar for. Alt det, som vi betragter som et naturligt offentligt ansvar, tænker amerikanerne traditionelt som en privat opgave, og den amerikanske idé om fondsdrevet filantropi harmonerer dårligt med den skandinaviske velfærdstænkning.
Spørgsmålet om fondenes samfundsansvar passer perfekt til tidsånden i den filantro-kapitalistiske branche. Ufatteligt rige folk som Bill Gates og Warren Buffet har taget initiativ til The Giving Pledge, hvor amerikanske milliardærer forpligter sig til at donere halvdelen af deres personlige formue til velgørenhed, et løfte som 81 milliardærfamilier har underskrevet siden initiativet blev taget i 2010. Indtil nu er der høstet 212 milliarder dollars til filantropi.
Multi-milliardærerne donerer altså astronomiske summer til storskalafilantropi som international demokratiudvikling, sygdomsbekæmpelse og udviklingsbistand, men pengene gives også til socialhjælp og uddannelse i USA. Man bliver imponeret, men gyser samtidig, for et samfund, hvor de svageste er afhængig af de rigestes filantropiske velvilje, er et samfund med en ansvarsfri stat. Og jo mere ansvar de rige tager, jo mere kan staten fralægge sig.
Samfundsansvar har mange udtryk, og et af de fineste er det filantropiske frivilligarbejde, der boomer i disse år, hvor det skønnes at der hvert år lægges hvad der svarer til 100.000 årsværk i de sociale, sportslige og humanitære foreninger. Se bare i din egen omgangskreds, hvor der nok er en ulønnet ildsjæl, måske en lektiehjælper på et sprogskole, en besøgsven på et plejehjem, en telefonpasser på en krisetelefon, en medhjælper i en genbrugsbutik, en vagt på et værested, en spejderleder, en reservebedstemor, en voksenven, en festivalvagt, en håndboldtræner. Disse mennesker skaber meget af hverdagens velfærd i Danmark i de foreninger og organisationer, hvor de lægger deres timer, og de samfundsbevidste fonde kan med fordel rette deres donationer mod projekter, som tilføjes ekstra værdi af frivilligarbejdet.