Kannibal Nielsen

Weekendavisen de, 24. august 2012.

Kommentar. Det forhenværende Das Beckwerk æder sin partner i ny roman. Bogstavelig talt.

Skuespilleren Mads Mikkelsens skal spille Hannibal the Cannibal i en tv-serie på 13 episoder over Thomas Harris’ lufthavnsromaner om den psykopatiske menneskeæder. Men også dansk litteratur har sin helt egen kannibal, nemlig manden der kalder sig Nielsen.

Kort repetition: Forfatter med meget mere Claus Beck-Nielsen erklærede sig selv og sin statsborgerlige identitet for afdød i 2001, hvorefter han fungerede som navnløs værkfører for kunstinstitutionen Das Beckwerk, inden han også bragte denne identitet til ophør og var principielt navnløs med selvpålagt taleforbud i et år.

Dette forbud udløb i januar 2012, hvor han bekendtgjorde, at han nu slet og ret hed Nielsen – det navn, som han også har beskrevet sig selv under i de romaner, der er udkommet som en del af det intelligente, udfordrende og uoverskuelige multiplot-illusionsnummer af et enigmatisk gesamtkunstwerk, som i mere end ti år har dissekeret begreber som identiteter, krig og demokrati.

I 2012 var Nielsen og Gyldendal anklaget i en retssag om ophavsret og identitetstyveri, fordi Nielsens makker, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, mente at hans privatliv var blevet krænket i romanen Suverænen, som Nielsen havde skrevet om de tos rejse til USA. Som man vil huske vandt Nielsen – og dermed den litterære ytringsfrihed – den opsigtsvækkende retssag, som nogle anså for at være en del af kunstprojektet, iscenesat og koordineret af de to modparter.

I går udkom så romanen Store Satans Fald (læs Louise Windfeld-Høebergs anmeldelse inde i sektionen), der afslutter det, forfatteren selv kalder en “verdenshistorisk trilogi”. Vi møder to europæere udsendt af efterretningsagenter for USA for at fremprovokere en revolution i Iran. På et tidspunkt indser vi, at det er Nielsen og Rasmussen, der jo tidligere har rejst ud med deres hvide fane med hul i midten for at fremme det internationale demokrati.

Nielsen-forskerne kan nu fortsætte de tekniske analyser af kunstnerens navne- og identitetsmanipulationer, forholdet mellem forfatter, forfatteralias og litterær persona, værkets omfattende intertekstualitet og så videre og så videre. Her er nok til flere universitetsspecialer.

Men Nielsen viser samtidig en ny, bizar side af sig selv. Romanpersonerne Nielsen og Rasmussen er på et tidspunkt alene i de iranske bjerge, sendt ud i friheden fra et iransk fængsel for systemmodstandere. Men hvilken ironisk frihed! Foran de to revolutionsanstiftere ligger en iskold og ugæstfri ødemark, hvor de i dagevis kæmper mod kulde og sult. En morgen er Rasmussen bukket under, hvorefter Nielsen stille og roligt dissekerer liget med en kniv, åbner bugen ind til indvoldenes “glinsende rede af glatte rundede dyr, blinde og farveløse, næsten gennemsigtige…”

Herefter går teksten, forfatteren og Nielsen amok. Han begraver ansigtet i Rasmussens mave, synker ind i den døde mand, glider ned i indvoldene og skødet, gennem ansigtet, ind i kraniet, ind i hjernen. Man siger at revolution æder sine egne børn. Her æder de sig selv.

Som litteratur er det velskrevet som ind i helvede, og det ligner intet, man har set før – netop fordi man ikke læser det som ægte horror. Så hvad går det her ud på? Måske er det en rituel kannibalistisk handling oven på den anklagede Nielsens juridiske sejr over den anklagende Rasmussen? Måske er det en form for frisættelse fra en diabolsk, antropofagisk fantasi? Måske er det en kunstnerisk og menneskelig genopstandelse fra den selverklærede døde, der nu suger livgivende næring fra et andet menneske, som måtte dø for at han selv kunne leve? Måske er det et helende møde mellem den selverklærede døde Nielsen i kisten og Nielsen med menneskeblod i munden, altså dannelsen af en vampyr? Måske er det primitiv, kynisk hævn?

Uanset hvad dette er, giver det ny mening til udtrykket ”at kannibalisere på”, som jo betyder at man tager salgsfordele fra sig selv ved at lancere et nyt produkt, der konkurrerer med det, man i forvejen har på markedet. Vores billede af Nielsen, sejrherren fra retssagen om retten til at fiktionalisere et andet menneske med brug af konkrete virkelighedsfakta, bliver i hvert fald ikke mere entydigt, selvom vi jo udmærket ved, at kannibalismen er det, forfatteren selv kalder for skønlitteraturens greb og overgreb på virkeligheden.

Nielsen dehumaniserer Nielsen ved at lade ham æde den karakter, som han i en paralleleksistens har bemægtiget sig den litterære og juridiske magt over, og heri – ved at gøre det umenneskeligste af alt – ligger nok den forhenværende Claus Beck-Nielsens egentlige transformation og mulighed for en ny begyndelse. Til gengæld er det svært at se, hvordan Nielsen-karakteren kan leve videre litterært.