Flodtid, Blodhingst, Carmen og Lacrimosa…

Weekendavisen den 16. marts 2012

Nordisk Råds Litteraturpris 2012. Hvem vinder? Vi præsenterer kandidaterne forud for næste uges afgørelse.

Den 22. marts kl. 19.00 lokaltid i Reykjavik bliver det offentliggjort, hvilken forfatter, der skal modtage den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris 2012. Inden da har to litterater fra hvert land og sprogområde hyppet kæpheste i den broderlige kappestrid. Desværre er der tavshedspligt for jurymedlemmerne, og udadtil er der altid konsensus – selvom der naturligvis bages rævekager som i ethvert andet eliminationsshow.

Nordisk Råds Litteraturpris blev indstiftet i 1961 og uddelt første gang i 1962. Derfor strækker 50-års jubilæet sig over to år. Prisen har til formål at “øge interessen for nabolandenes litteratur og sprog samt for det nordiske kulturfællesskab”, den kan altså ses som et klokkeklart identitetspolitisk projekt – med stor succes. Vi læser faktisk hinandens litteratur.

Og så til kandidaterne:

Islandske Gerður Kristnýs Blóðhófnir (Blodhingst) er en omskrivning af et digt fra den Ældre Edda, Digtet om Skirner, hvor frugtbarhedsgudinden Frej indtager Odins udkigssted Lidskjalv med udsyn til alle verdener. I Edda-digtet taler menneske og hest sammen, men Gerður Kristný lader hovedvægten være på forholdet mellem guder og aser, mellem mænd og kvinder.

Samiske Rwdna Carita Eira er nomineret for sin debut, Ruohta muzetbeallji ruohta, en digtvandring i en besjælet natur side om side med det elskede rensdyr, her i digtets prolog: “tretten år gammel/skar jeg merket/det kullsvarte øet/stjernepannen/de lange beina/han sprellet/låst mellom mine/knær/jeg strøk den myke kalvemulen/med blodige/hender/og/slapp ham fri/løp svartøre løp.”

Norske Øyvind Rimbereid har med Jimmen skrevet et mystisk og svært langdigt for to stemmer, nemlig en kusk og hans hest, som i 1970’erne hentede madaffald på norske gårde. Det store digt er dels skrevet på mandens Stavangerdialekt, dels på hestens (!) uperfekte sprog, der både er grammatisk forkert og bygger på gamle ordformer og balladedigtning. Jimmen beskriver mødet mellem den gamle verden og den nye tids industrialisme med bl.a. olieboreplatforme.

Også det gamle og det nye ramler sammen hos den grønlandske journalist og forfatter Tungutaq Larsen er indstillet for digtsamlingen Nittaallatur (Snefnug), som både rummer digte om kærlighed, om lokale forhold i Grønland og om internationale emner, f.eks. terrorisme.

Finland-svenske Gösta Ågrens I det store hela er blevet kaldt for symbolske livsvandringer om at flytte sig selv i tid og sted, bl.a. i forfatterens møder med sine to afdøde brødre, der også var forfattere. Tonen er sentimental, f.eks. når han skriver: “Livet är tomt; det finns/inga själar. Ändå kräver naturens eller sinnets/grymhet ständigt någonting, utan/att få det. Offret/skriker. Det är allt.”

Den finske digter Saila Susiluotos Carmen er voldsom og kaotisk poesi, der udspringer af Georges Bizets opera, her omplantet til et moderne indkøbscenter, hvor vagter, husmødre på indkøb osv. bryder ud i sang. Digtkredsen skildrer mennesker i søgen efter kærlighed i et miljø, hvor reklamerne sætter stemningen. Også forfatterens sprog er kaotisk, eksperimenterende og nyskabende ved hjælp af nettets søgemaskiner m.m.

Katarina Frostenson – der som medlem af Det Svenske Akademi selv er med til at uddele selveste Nobelprisen – afslutter en serie trilogi af digtbøger med Flodtid, som på flere punkter er beslægtet med Saila Susiluotos samtidskritik. Vi hører bl.a. om bankmændene, der skamfulde forlader deres kontorer med papkasser under armen efter et krak, og vi kommer med ind i en Seven Eleven, hvor digteren folder sin forargelse over forbrugssamfundet ud. Og også Katrine Frostenson lader sproget – og os – flyde undersøgende gennem steder, stemninger og begivenheder.

Det samme gælder hos danske (eller rettere: dansk-polske) Janina Katz i Skrevet på polsk, der er forfatterens egne oversættelser af digte, som oprindelig er skrevet på hendes modersmål og derefter omsat til eksilsproget dansk. Sproget er mere stringent, men også her veksles der mellem erindring, identitet og nutid, f.eks. den polske premierministers dødsfald i et mystisk flystyrt.

Og så til prosaen:

Norske Merethe Lindstrøm er nomineret for en bevægende roman, Dager i stillhetens historie om et ældre ægtepar, hvis hverdag præges af mandens tiltagende demens. Men glemslen kommer ikke kun som en sygdom sent i livet. Parret har systematisk undladt at fortælle deres døtre at faren er tysk jøde, ligesom moren har fortrængt at hun som ung bortadopterede en dreng.

Fra Sverige kommer Eva-Marie Liffner med den sære Lacrimosa, der er en slags historisk fantasi over den svenske forfatter, teolog, mystiker, embedsmand m.m. Carl Jonas Love Almqvist (1793-1866). Han er mest kendt for sin fortælling Drottningens juvelsmycke om et androgynt væsen ved navn Tintomara, halvt menneske, halvt dyr – den svenske litteraturs mest foruroligende skikkelse. Det er denne fortælling og digterskæbne, Eva-Marie Liffner folder ud i Lacrimosa, der er blevet berømmet for at forny den historiske roman som genre.

Selvstyreområdet Åland nominerer i år Leo Löthman, der med Transportflotte Speer har skrevet den autentiske historie om et af de 41 skibe i den ålandske transportflåde, som sejlede i nazisternes tjeneste mens Finland og Tyskland endnu var allierede.

Færøerne Hanus Kambans novellesamling Gullgentan (Guldpigen) er inspireret af forfattere som Herman Hesse, Ray Bradbury og Ursula K. Le Guin, og rummer både magisk realisme og moderne samtidskritik, bl.a. om overvågningssamfundet.

Islands romankandidat er Bergsveinn Birgissons Svar vid brefi Helgu (Svar på brev fra Helga). Forfatteren, der til hverdag underviser og forsker på Universitetet i Bergen, har skrevet en roman om en gammel bonde i en afsides egn, som skriver en brev til sin tidligere elsker.

Livliner afslutter Vibeke Grønfeldts romankvartet om Agate Holm og bondesamfundets udvikling. Den danske priskomité, Lilian Munk Rösing og Asger Schnack, kalder værket for sprogligt unik, eminent historieskrivning og portrætkunst – og nordisk verdenslitteratur.

Samtidskritikken står stærkt, ikke mindst i poesien. Tør man (uden at have læst det hele!) vove pelsen med et gæt på hvor de 350.000 danske kroner havner? Jeg tror på en digtbog, og smider en femmer på Katarina Frostensons Flodtid med helgardering på Carmen og Jimmen.