Anmeldelse i Weekendavisen den 25. maj 2012.
60 år. Pia Tafdrup har blik for det morbide i sine erindringsdigte.
Søen med de druknede killinger
Da Pia Tafdrup var en lille pige, skøjtede hun med sin mor. Til hvæs af snegnister og lyden af nyslebet metal mod is, slår de herresving og damesving: “Søen med de druknede killinger, / på den løber vi på skøjter, / når isen er tyk nok / til at glemme / poter, der fægtede i luften, / kløer, der spilede sig ud / de blindt synkende dyr, / der spræller i sækken / med den tunge sten.”
Dette digt – som jeg vender tilbage til om lidt – er det mest vellykkede eksempel på Pia Tafdrups formstøbte forsøg på at skrive 60 erindringsdigte, ét for hvert år hun har levet, fra det nyfødte barns medfødte tillid til den modne kvindes håb. Og ind imellem: Et liv.
Salamandersol er, ifølge bagsideteksten, afslutningen på en kvartet, som begyndte med Hvalerne i Paris, Tarkovskijs heste og Trækfuglens kompas. Vi bevæger os altså i dyrebilleder fra hvaler til heste til fugle og nu til salamanderen. I temaer ser forløbet sådan ud: fra en rejse ind i kærligheden til en rejse ind i demensen til en rejse ind i, ja ind i selve det at rejse. Og nu digter Pia Tafdrup så på tværs af det hele med erindringer, der væver alle livsindtryk sammen i et totalbillede.
Salamandersol rummer mange fine digte, men ingen er så skarpe og klare i mælet som vinterdigtet om skøjteturen, der finder sted da Pia er 10-11 år. Digtet åbner med denne sætning: “Søen med de druknede killinger”, og så er stemningen sat. Hurtigt får vi at vide, at moren “har et nyt barn i maven”, og vi husker et tidligere digt om en dødfødt bror. Så kommer erindringen om killingerne og isen, hvis tykkelse skal få dem til at glemme killingerne, der går til bunds, og så slutter Pia Tafdrup af: “Boblerne, som længe / flød / på det sorte vand, / hvor ringene havde sit centrum / som skydeskiver, / på kort over rækkevidden / for raketterne på Cuba.”
Digtet forener formfuldendt erindringen om den dødfødte bror med billedet af den gravide mor og angsten for krigen med behovet for glemsel. Men det handler om et killingedrab. Sådan kan man også digte om det år, hvor verden var på randen af atomkrig. Det er fremragende.
Pia Tafdrup skriver sig digt for digt gennem sin barndom, ungdom, studierne, kunstnerlivet, modningsårene og voksentiden, hele tiden til politisk akkompagnement fra ungdomsoprøret, revolutionsromantikken, Thylejren, den kolde krig, Falklandskrigen, Tjernobyl, Mathias Rust, Murens fald, de nye krige og terrorismens gennembrud. Digtene samler sig til et tidsportræt.
På det private plan flytter vi med fra bolig til bolig: “En mand har hængt sig, en kælderlejlighed er ledig. / Jeg dækker fortvivlelsens blodigt indtørrede / signatur på væggen med hvid maling, / flytter ind…” Digteren tapetserer væggene med Life’s fotos fra Vietnamkrigen, og fordyber sig derefter i litteraturen, fra Strindberg til Ivan Malinovski.
Litteraturen spiller også en rolle i et rørende lille digt om, hvordan digteren mødte sin mand: “Frem til mig i toget kommer en mand / og spørger / til bogen, jeg læser…” Sådan kan et ægteskab jo også begynde – som et Vintereventyr i et tog med et møde over Blixen.
I Tarkovskijs heste skrev Pia Tafdrup om sin fars demens, og nu mindes hun sin mor i et par fine digte om en kvinde, der “hellere vil støtte sig til vinden end at bruge stok.” Digtet slutter med en bitter konstatering: “Faldet er til / for at vi skal rejse os igen, / men det forstår min mor ikke.”
Pia Tafdrups Salamandersol har en konservativ sikkerhed i sproget, og læsere med mere vilde temperamenter end mit, vil måske savne nogle spring på de dybe favne. Men digtene er elementært velfungerende, rige på tankevækkende iagttagelser og med et skarpt blik for det morbide, der tegner en tid udstrakt over et helt livs register.
Pia Tafdrup: Salamandersol. 84 sider, 175 kr. Gyldendal.