Offensiv opposition

Kommentar i Weekendavisen den 9. september 2011.

Kommentar. Folketinget har brug for en ny høringsinstitution. Rød blok har lovet at den kommer.

Bare rolig, det bliver hverdag igen! Selvom det er festligt nok at være til permanent politisk festival, er det også forstemmende. De mediekonstruerede events (tag f.eks. TV2’s rekordplatte ‘håndboldshow’ sidste uge, som mange politikere tydeligt mistrivedes i) og de alt for mange og alt for forvirrende meningsmålinger, gør ikke den politiske debat nogen tjeneste.

Til gengæld kan der være godt nyt på vej efter valget. Socialdemokraterne, De Radikale og Socialistisk Folkeparti har nemlig på forhånd lovet at udstyre folketinget med en længe savnet mulighed i dansk politik, nemlig en splinterny høringsinstitution, som forbedrer oppositionens chancer for at se regeringen nærmere efter i sømmene gennem formaliserede høringer, som evt. kan indkaldes, forberedes og gennemføres af folketingets udvalg.

Hvis Danmark får et magtskifte efter valget på torsdag, kan de blå altså få det væsentligt bedre i offensiv opposition under de røde, end de røde har haft det i defensiv opposition under de blå. Det er et paradoks, som alle bør glæde sig over på demokratiets vegne.

Naturligvis vil en evt. ny regering grovæde retfærdigt af den magt, vælgerne måtte tildele den. Men den røde blok har efter ti år med en mørkeblå de facto flertalsregering, der ikke har været bange for at træffe vidtrækkende og kontroversielle beslutninger med minimalt flertal, opdaget at der er hårdt brug for at nytænke rammerne for oppositionens arbejdsbetingelser i folketinget.

I “gamle dage” var vi vant til at Danmark blev ledet af mindretalsregeringer, men VKO’s solide flertal har gjort det nødvendigt at diskutere en svag oppositions mulighed for at arbejde i folketinget, og en høringsinstitution vil betyde at oppositionen – og dermed offentligheden – får bedre indsigt i sager, hvis beslutningsgrundlag eller konsekvenser ellers er utilfredsstillende belyst. Man kunne jo nævne i flæng fra den nuværende regerings tid: Krigsgrundlaget i Irak, fangeudleveringerne i Afghanistan, fangetransporterne i Grønland, overbetalingen af privathospitalerne, 24-års-reglen, starthjælpen, Muhammedkrisen eller syltningen af de statsløses ret til dansk statsborgerskab, som nu er placeret i en kommission.

Ingen flertalsregering bryder sig naturligvis om at give kontrol fra sig, og Venstres gruppeformand Kristian Jensen også afvist oppositionens idé om en høringsinstitution som ”en mærkelig idé”. Tidligere på sommeren sagde han: ”Hvis det er, fordi politikere gerne vil sætte sig selv i scene, synes jeg, det er spild af skatteydernes penge. Hvis man vil anklage folk, har vi domstolene med nogle retsgarantier, der beskytter folk”.

Men en høringsinstitution skal netop ikke være en juridisk instans, men en politisk, som kan gøre det muligt for parlamentet at indkalde både politikere og privatpersoner som vidner og dermed gøre dansk politik mere transparent og demokratisk. På den måde vil en folketingshøring adskille sig fra et folketingssamråd, hvor det kun er ministeren, der udtaler sig. I et samråd taler ministeren ganske vist under ministeransvar, men han/hun behøver ikke nødvendigvis at svare på spørgsmålene fra det udvalg, der står gennemfører samrådet, ligesom det ikke er muligt at indkalde vidner udefra.

Sidst forslaget om en høringsinstitution i folketinget var fremme – det var efter valget i 2007 – afviste daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen det med det argument, at alle politiske uenigheder skal tages i folketingssalen, bl.a. gennem forespørgselsdebatter. Men hvis dét var sandt, ville der jo heller ikke være grund til at diskutere gennem medierne. Pointen ved demokratiet, hvor man i hørupsk ånd deler sig efter anskuelser og handler politik nede på markedspladsen, er vel at parlamentarikerne har de bedst tænkelige muligheder for at diskutere på et sagligt og oplyst grundlag. Det har vi ikke haft i de seneste ti år, hvor VK-regeringen og det magtfulde Dansk Folkeparti har kunnet majorisere oppositionen og afvise alle krav om uvildige undersøgelser.

Høringsinstitutionen skal ifølge Socialdemokraterne etableres efter britisk og amerikansk forbillede (på de kanter opfatter man sådan en institution som udtryk for good governance, god regeringsførelse), og vil derfor hverken være et traditionelt samråd eller en egentlig kommission, hvor arbejdet kan stå på i årevis. Folketingshøringer vil derimod sikre at undersøgelsen forbliver politisk og ikke bliver syltet i embedsværket. Den vil altså være en mellemform, der åbner nye muligheder for at få en kontroversiel politisk sag belyst af en kritisk opposition, og hvis vi får et magtskifte, bør de gamle magthavere takke de nye for at gør livet i opposition mere offensivt og mere interessant. I sidste ende er det jo i offentlighedens og demokratiets interesse.