Anmeldelse i Weekendavisen den 10. juni 2011.
Kh Lars. Skinnebach x 3: frapperende, fribytteragtigt og med sylespids sarkasme.
Svar på ingen menneskers spørgsmål
Lars Skinnebach er en en sprogstærk, nyskabende kvalitetsdigter med politisk engagement, læst og respekteret af feinschmeckere – og milelangt fra et folkeligt gennembrud. Og skulle det nu betyde noget? Nej, naturligvis ikke. Det paradoksale er blot, at digteren faktisk rigtig gerne vil mobilisere folket og opdrage det med lyrik. Det er en temmelig enestående ambition.
Digte 04-09 – en opsamlingsudgave af I morgen findes systemerne igen (2004), Din misbruger (2006) og Enhver betydning er også en mislyd (2009) – bekræfter Lars Skinnebachs ry som en politisk indigneret digter, kulminerende med den klausul, der er knyttet til hans seneste værk, Øvelser og rituelle tekster (After Hand, 2011): I fem dage må læseren kun bruge penge på mad, ikke på andet. Digteren mener, at vi mennesker kun har fem-ti år til at ændre vores adfærd radikalt, hvis vi ikke vil ødelægger betingelsen for liv på jorden.
Lars Skinnebach vil få os til at tænke på miljøet, klimaet, fattigdommen og forbrugersamfundets ressourcespild. Når politikerne har svigtet, må digterne nemlig træde til. Sådan taler en lyriker på politisk mission, velvidende, at forbrugersamfundet vil skide hans digte en hatfuld. Det kræver derfor selvtillid at spænde sin digtning – og sin læser – for sådan en vogn, men det aftvinger også respekt. En digter der vil noget! En digter der mener noget! En digter der blæser på proportionerne i politik og poesi og inviterer sin læser til at være med!
Et sted skriver Lars Skinnebach: “Der må være vigtigere ting at diskutere end folkeoplysning”. Og det er jo ironisk nok, fordi han selv taler som et mix af en dommedagsprofet og en folkeoplysningslyriker, når han sådan prøver at råbe os op. Men digtes praktiske nytteværdi skal en lyriker naturligvis aldrig forsøge at gøre op:
“Mine digte er svaret på ingen menneskers/ spørgsmål, hvor mange kan du samle, Profet?/ Ja, det er dig jeg taler til/ ikke din mand eller kone eller personlige/ lille gud. At det er tilladt at skrive/ lille gud på det her sprog er en frihed/ vi må skampule/ Forstår du dine værdiers grænse/ din æstetiske smags?/ Forstår du at jeg taler til andre end dig?”
Den aggressive, smådesperate og noget diffuse politiske tone ligger godt til Lars Skinnebach, hør bare:
“Hvis du pisser i Det Muslimske Hav bliver det større og mere ildelugtende/ Men det skal ikke afholde dig, hr. folketingsmand…”
Eller: “Se Amerika/ græde, de græder deres olietårer/ og knalder retfærdighedens lillesøster/ i hendes arabiske røvhul.”
Jo, digteren har et umiskendeligt, frapperende, fribytteragtigt engagement og en brutal, sylespids sarkasme, der kan få en tekst til at eksplodere, f.eks. her: “En eller anden skulle hænge sig i en skov så tæt at ingen bebyrdes med at finde liget. Det er humanisme.”
Originaludgaven af Enhvers betydning har også en mislyd slutter med en tekst om digtet som genre, instans og værdi, direkte henvendt til mig/dig, underskrevet “Kh Lars”. Derefter får vi ni ordløse sider med stiplede linjer, som en invitation til os om at skrivere videre selv.
Lars Skinnebach henvender sig gerne direkte til sin læser, (bl.a. med opfordringer til ikke at læse mere!), og det kan blive meget anstrengende i længden. I den nye samleudgave er den fine effekt med de stiplede linjer desværre udeladt, men den selvrefleksive lyrik og al dens meta-meta slutter stadig med en kærlig hilsen fra forfatteren. Det har jeg ærlig talt ikke brug for. Jeg nøjes gerne med Lars Skinnebachs berettigede vrede, indignation og naivt-aktivistiske lyrik. Kh Klaus.
Lars Skinnebach: Digte 04-09. 128 sider, 249 kr. Gyldendal.