Kommentar i Weekendavisen den 2. september 2011.
Kommentar. Dansk Folkepartis og De Radikales fællesannonce er fuld af tvetydigheder.
Der var udsendt varsler for en beskidt valgkamp, og det kan naturligvis nås endnu. Men ingen spinolog havde forudsagt denne forbløffende overskrift som Jyllands-Postens netavis udkom med onsdag aften: “De Radikale samarbejder med Pia Kjærsgaard”. Hvad var den nu af? Margrethe Vestager havde jo netop skubbet en elegant kile ind i den borgerlige lejr ved at få De Konservative til at undsige den blokpolitik, som Dansk Folkeparti har lukreret så effektivt på i de seneste ti år, og Pia Kjærsgaard var rasende.
Naturligvis var der heller ikke tale om nogen form for politisk alliance mellem modsætninger, men om en banal annonce. Jyllands-Posten skrev, at Ekstra Bladet torsdag ville bringe de to partiers fællesannonce for et debatmøde om grænsepolitikken, som samme aften (dvs. i går efter avisens deadline) skulle finde sted i Tønder med Margrethe Vestager og Pia Kjærsgaard som kamphøner. ‘Samarbejdet’ var altså et valgkampteknisk sammenskudsgilde.
Politikerne lever af at udstille deres uenigheder, så vi vælgere kan dele os efter anskuelser, og modpolerne kan derfor ikke undvære hinanden. Ideen om denne annonce, hvor modsætninger mødes i demokratisk uenighed, er derfor helt befriende, ikke mindst i kølvandet på Venstres pinlige tyveri af Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis portrætter af Helle og Villy.
Dansk Folkeparti har angiveligt inklineret for ærkefjenden, der på sin side ikke ville spille kostbar, og derfor findes der nu en annonce i radikalt klædedragt som reklamerer for Pias politik. Det er i sig selv en sær prøvelse for øvede øjne, fordi Dansk Folkeparti suverænt har Folketingets grimmest og mest uelegante logo og plakatdesign, hvorimod De Radikale sværger til den udtryksfulde sort-hvide über-æstetikske designerstil.
Men hvad går dobbeltannoncen så ud på: I De Radikales oprindelige annonce ser man Margrethe Vestager, der siger: “Vi stoler. Også på udlændinge”. Hun forklarer, at “ligesom vi stoler på vores danske medborgere, vil vi også møde udlændinge med en åben, tolerant indstilling.”
Dansk Folkepartis lovlige piratkopi viser Pia Kjærsgaard, der siger: “Vi stoler. Især på danskere.” Partiets pressechef Søren Søndergaard forklarer, at citatet henviser til partiets EU-skeptiske linje, og til at nationalbefolkningen er bedst til at tage beslutninger om deres eget land. Og dem partiet ikke stoler på, er EU: “Vi spiller på modsætningsforholdet. Den grundlæggende forskel på partierne er, at de Radikale er et internationalt orienteret, europæisk parti, mens Dansk Folkeparti er et dansk orienteret, nationalt parti,” siger Søren Søndergaard med klarsyn.
Nu kunne man nemt tro, at de to partier dermed åbner den udlændingedebat, som indtil videre har været fraværende i valgkampen. Men pressechefen siger, at man er fordomsfuld, hvis man læser udlændingepolitik ind i annoncen.
Ok, så er jeg fordomsfuld. Dansk Folkeparti har aldrig forsømt en lejlighed til at kræve stramninger i udlændingepolitikken, senest i denne valgkamp med den kreative idé om at flytte asylsagsbehandlingen til flygtningenes hjemlande. Derfor spekulerer annoncen naturligvis også i et dobbeltbudskab, der både handler om EU og om udlændinge i al almindelighed, fuldkommen som i partiets store reklamerskilte på byens husgavle her op til valgkampen: “Hold døren åben, men Danmark trygt”. Her er vi jo heller ikke i tvivl om, hvor truslen mod trygheden kommer fra.
Dansk Folkeparti har naturligvis en klar interesse i at diskutere flygtninge og indvandrere, for emnet har været afgørende for partiets succes ved de seneste tre folketingsvalg. Indtil videre har alle spørgsmålene om økonomi, vækst og velfærd dog – som forudsagt af mange – domineret valgkampen i sådan en grad, at flygtninge- og indvandrerpolitikken ikke har tiltrukket sig nogen opmærksomhed, og Dansk Folkeparti må samtidig konstatere, at flere og flere borgerlige vælgere nu ønsker et samarbejde om udlændingepolitikken med Margrethe Vestager fremfor med Pia Kjærsgaard. Dansk Folkeparti er altså oppe imod endnu en borgerlig nok-er-nok-stemning (ligesom den Gitte Seeberg lancerede ved præsentationen af Ny Alliance, forgæves, skulle de vise sig), og den radikale leder kan derfor både ende som regeringsmedlem under Helle Thorning-Schmidt eller som indehaver af de magtfulde midte, som en borgerlig regering må betro sig til. Og i så fald er Pia Kjærsgaard langt væk fra indflydelse.
Det er dermed to ærkefjender på så vitale områder som EU, udlændinge og retspolitik, der nu møder hinanden i en fællesannonce. Det kunne man sagtens afvise som en forbigående gimmick, men når Margrethe Vestagers samtidig siger, at annoncen også er en opfrodring til at lytte mere til dem, man er uenig med, må man spørge sig selv, om der er nye toner på vej i debatten.
Jyllands-Posten spørger naturligt nok den radikale leder, om hun så selv vil lytte mere til Pia Kjærsgaard, hvortil hun svarer: “Der er ikke nogen medicin, jeg anbefaler til andre, som jeg ikke prøver selv. Heller ikke selvom den er bitter.”
Den udtalelse er lige så tvetydig og åben for fortolkning, som Dansk Folkepartis annonce. Den har nemlig – naturligvis – en indbygget distance. Når Margrethe Vestager kalder medicinen for bitter, erkender hun jo, at hun næppe vil lytte til Pia med åbent sind, og fællesannoncen for debatmødet i Tønder, er dermed mest af alt et rollespil for to personer, der optræder sammen, men ikke har nogen ægte ambitioner om at komme hinanden i møde.
Margrethe Vestager spiller flere slags kort i sin jagt efter midten som position: Hun laver økonomiske forlig med den borgerlige regering, men går til valg sammen med Socialdemokraterne, som hun gerne vil danne ny regering med om fjorten dage. Hun bryder de borgerliges blokpolitik sammen med De Konservative til ærgrelse for Venstre og Dansk Folkeparti – og nu slår hun angiveligt en helt ny debattone an overfor selvsamme hovedfjende.
Hvad vil det egentlig betyde at Margrethe lytter til Pia? Og vil Pia lytte den anden vej også? Det er fint at den ene stoler på udlændinge og den anden stoler på danskere, men det ved vi jo godt i forvejen. Spørgsmålet er bare: Stoler de på hinanden, de to partiledere? Nej, det tror jeg ikke at de gør. Jeg tror at deres gensidige politiske skepsis er så stor og velbegrundet, at partiernes fællesannonce og debatmøde kun er skabt for det politiske shows skyld. Samarbjdet er fuld af tvetydigheder. Der bliver ikke lyttet.
Søren Søndergaards analyse af partiernes forskelle siger det hele: “De Radikale er et internationalt orienteret, europæisk parti, mens Dansk Folkeparti er et dansk orienteret, nationalt parti.” Lige præcis derfor konstaterer jeg: Jeg stoler også. Måske på Margrethe.