Lars Husum: Jeg er en hær

Anmeldelse i Weekendavisen den 8. oktober 2010.

Soldaten. ”Jeg længes mod krig. Jeg længes mod en verden, der giver mening.” Vigtig roman af Lars Husum.

Han er en hær

For to år siden udkom journalisten Niels Ole Qvists roman Tango 4 om danske soldater i Irak og Afghanistan, og for fjorten dage siden kom Ib Michaels Orbit, der også rummer scener fra krigen i Afghanistan – men bortset fra dem, husker jeg ikke andre danske skønlitterære værker om disse temaer. Hvorfor? Har forfatterne ikke set at Danmark er i krig?

Lars Husum, der debuterede udmærket i 2008 med den succerige Mit venskab med Jesus Kristus, vender nu tilbage med Jeg er en hær, der (og her tager jeg ordet ud af munden på forlagets pressemeddelelse) er ”en samtidsroman om mennesker, for hvem krig er et arbejde, et livsvilkår.” Når jeg sådan vælger at citere forlaget, er det fordi der – for en gangs skyld – ikke er tale om salgs- og bragesnak. Dette er i begrebets bedste forstand en samtidsroman, en roman om et fuldkommen vitalt politisk og moralsk spørgsmål, og måske er det først ved læsningen af Jeg er en hær, at det står klart, hvor hårdt vi har savnet indsigtsfulde og solidariske skønlitterære beskrivelser af soldaternes krig. Som ikke er den samme krig, som politikernes.

Jakob er premierløjtnant, 27 år. Det betyder, at hans arbejdsplads ikke er et kontor i byen, men slagmarken i Bosnien og senere Afghanistan. Når han er hjemme i Danmark, gribes han af rastløshed, meningsløshed. For hvad er en soldat egentlig, hvis han ikke er i krig? Hele tiden ligger soldateridentiteten og skubber på for at komme frem til overfladen.

Da Jakob bliver kæreste med Lone, har han igen noget at forsvare. Lone har sønnen Ask med psykologen Martin (han var hendes forældres kollega, de var ikke kærester, det var en fejl), og netop som Martin river Lone i håret i et skænderi på gaden, ankommer Jakob. Han griber fat i ham, tvinger ham ned, siger: ”Jeg er stor, jeg er stærk, jeg har adgang til våben. Hvis du nogensinde generer min kæreste igen, så kastrerer jeg dig.”

Da Martin næste gang skal hente Ask, står Jakob klar sammen med sin ven Jesper. De er begge i uniform. Hvis du truer min kæreste igen, laver vi ballade, siger han. Tror du at vi kan lave ballade? Ja, det tror psyologen. ”Godt, for vi er virkelig gode til at lave ballade. Vi er uddannet til at lave ballade,” siger Jakob. Og så kommer nøglesætningen, titelsætningen, som gennem romanen optræder i fem variationer. Første gang:

”Jeg er en hær. Hvis du forsøger at invadere mit land, brænder jeg dine landsbyer af. Jeg henretter alle våbenføre mænd. Jeg myrder, flår. Jeg er en blodtørstig hær.”

Anden gang er sætningen koblet til tanker om tryghed og frygten for at miste et barn, hvis han skulle gå hen og blive far: ”Jeg vil være en god far det meste af tiden, for jeg vil være ansvarlig og fornuftig. Mit barn vil være trygt 99% af tiden, men det er denne ene procent af tiden, der skræmmer mig. Det er den procent, der slår ihjel. Den nat forsøger jeg at holde mørket på afstand. Lone sover ved siden af mig, og jeg spiser hende, så jeg har hende i mig. Hun brænder i min mave. Jeg er en hær. Jeg brude være frygtløs, men jeg er bange for, hvad jeg har, hvad jeg vil få, hvad jeg vil miste, og jeg vil miste så vanvittit meget.”

Tredje gang er da han i tv ser terrorattentatet på World Trade Center: ”Alt bliver kaos nu,” tænker han. Og så: ”Jeg er en hær, alle føler smerte, ingen lider overlast.”

Fjerde gang er Jakob i krise, under et mareridt er han hoppet ud af vinduet. Nu tænker han: ”Jeg er ikke længere en hær. Jeg er Jakob-ude-af-kontrol.” Og kort efter, da han i tv ser Saddam Hussein blive fanget, tænker han: ”Jeg længes mod krig. Jeg længes mod en verden, der giver mening. Jeg er, hvis intet andet, en soldat i den danske hær.”

Sidste gang sætningen optræder, er Jakob i Afghanistan. Han hold er blevet angrebet, han har hjernerystelse, og Lone er rasende da de taler sammen i telefonen: ”Røret bliver smækket på. jeg får ikke lov til at forsvare eller forklare mig. Kære skat, undskyld at de skød efter mig. Jeg beklager meget at der findes mennesker, der mener, at andre skal dø. Hvis jeg kunne vælge, ville alt det farlige forsvinde,og jeg ville ligge i din seng, mens så længe de eksisterer, vil jeg stræbe efter at være en hær. Jeg fortryder intet.”

Jeg er en hær er i naturlig familie med andre kunstværker, der også beskæftiger sig med krigens konsekvenser for soldaterne. I første omgang tæt beslægtet med Niels Ole Qvists Tango 4, hvor en hjemvendt soldat kaster sig over rattet mens kæresten kører bil, fordi han får en fantomoplevelse af en vejsidebombe – hjemme i Vejle. Romanen kan også opfattes som en slags skønlitteraturens svar på Susanne Biers Brødre, der også handler om en traumatiseret Afghanistan-veteran. Eller den kan ses som en kunstnerisk pendant til maleren John Kørners store billeder af faldne soldater. Og så genbruger den psykologiske elementer fra tv-filmen Majoren (1998), baseret på et plot af Jan Stage, om en Bosnien-soldats traumer efter hjemkomsten til Danmark.

Men først og fremmest er Lars Husums roman i familie med virkeligheden, og den kommer med en forbløffende timing i kølvandet på en ny rapport, der siger at de hjemvendte soldater klarer sig bedre end forventet, men at deres pårørende lider af angst og stress. Men selvom soldaterne klarer sig godt, ved vi dog fra sommerens debat, at mange veteraner har isoleret sig i de danske skove, fordi de ikke kan reintegrere sig i den meningsløse hverdag. Og det er romanens frygtindgydende pointe: Krigen giver mening. Det er det herhjemme, der er svært at holde ud.

Hvis man læser det som en krigskritisk eller pascifistisk pointe, læser man denne vigtige roman forkert, selvom pascifismen har en klar stemme i handlingen, nemlig Jakobs fars. Jeg er en hær er nemlig ikke en roman om krig i den forstand, hverken politisk eller moralsk, det er en solidarisk roman om soldater, om de mænd, der ansat til at føre krigen i frontlinien, om de menneskelige omkostninger, de og deres familier betaler.

Lars Husum er ikke bare kommet godt ind i den danske samtidslitteratur med sine to første romaner, han har også fra første færd fundet sin helt særlige litterære stil og tone. I Mit venskab med Jesus Kristus gengav han (fiktive) illustrerede avisartikler, og i Jeg er en hær bruger han også grafiske virkemidler, bl.a. genoptrykker han med fantastisk effekt den autentiske pjece Min sidste vilje hvis jeg falder i forsvarets tjeneste, der giver os civilister et stærkt indblik i, hvordan de unge mænd skal tage stilling til deres egen begravelse inden missionerne.

Vi læser, hvordan Jakob udfylder alle svarene, f.eks.: ”Særlige ønsker til min påklædning i kisten: Jeg vil gerne have min dødningehoved-T-shirt på, hvis Lone ikke har smidt den ud. Jeg ønsker, at disse salmer bliver sunget: Det bestemmer mor. Jeg har følgende ønsker til udfærdigelsen af min gravsten: Stenen må ikke skinne.”

På denne indiskutabelt virkelighedsnære måde, bliver svarene på den blodrøde pjeces spørgsmål dybt bevægende, fordi Lars Husums traumatiserede Jakob og hans tragiske makker Jesper bliver repræsentanter for hver eneste af virkelighedens udsendte soldater, der jo alle har familie, forældre, kone, kæreste, børn. Det er alle dem, romanen handler om.

Lad mig slutte i den kuriøse afdeling, selvom Jeg er en hær er en gennemført alvorlig roman. Det er nemlig værd at notere, at Lars Husum har introduceret en fin lille signatur i forfatterskabet, ligesom Hitchcock, der ofte selv lod sig se i en scene: Jakob oplyser sit telefonnummer i romanen, og nummeret er sjovt nok identisik med hovedpersonen Nikolajs telefonnummer i Mit venskab med Jesus Kristus. Så gæt hvem, der svarer, hvis du ringer op…

Lars Husum: Jeg er en hær. 304 sider, 299 kr. Roman. Gyldendal.