Anmeldelse i Weekendavisen den 1. oktober 2010.
Tid og rum. Ib Michael hylder kærligheden i kropumulig roman om paralleluniverser.
”Du er langt ude, det ved du godt.”
Ib Michael har – temmelig uorginalt – sat et citat fra Alice i Eventyrland som motto for sin nye roman, Orbit, nemlig: ”Curiouser and curiouser!, cried Alice…” Man forstår altså, at det er nysgerrigheden og fantasiens umådehold, der er romanens mål og hensigt. Men Ib Michael burde have brugt dette Alice-citat i stedet: ”Oh, dear! What nonsense I’m talking!”
Orbit er en på alle måder grænseløs roman, der udforsker tid og rum med en entusiasme og appetit, som kun kan opfattes som en hyldest til kærligheden og fortællingen. Her er intet umuligt, intet lades uforsøgt – og intet indfald er for åndssvagt til at nyde fremme.
Som Peter Høeg, der i Elefantpassernes børn på én gang ville bruge humor, action og livsfilosofi, hvilket faldt til jorden i et trefoldigt klask, vil også Ib Michael gabe over det hele i en hoved- og meningsløs sampling af action i en dansk nutid, mystiske tidsrejser til parallelle verdener og en tolkning af både Dantes Guddommelige Komedie – ja, romanen er ligefrem konstrueret i ni kredse – og myten om Orfeus og Eurydike.
Vi følger Christina, en drageflyvende koreanskfødt adoptivpige, hvis danske forældre er døde i et flystyrt, og Ronnie, en forhenværende rocker med dubiøse venner i bandemiljøet i Frederiksværk og Hundested. I et hus, hvor der tidligere har boet en gammel polarforsker, kommer de i besiddelse af en gammel elfenbensskive med symbolske ideogrammer og et par sølvspatler og små signalfløjter, der gør dem i stand til vupti at rejse i tid og rum – og så går den vilde skattejagt i et sammensurium af action, satire og metafysisk-mystifystisk konspirationsroman.
Christina og Ronnie bevæger sig gennem orbit i jagten på en kriminalistisk gåde, som fortaber sig en del undervejs, og på deres tidsstop når de både at gøre karriere som gøglere, udbryderekonger og amfibier. Men naturligvis bliver de skilt i tid og rum, og må gøre alt for at finde hinanden. Dermed bliver de to unge mennesker Ib Michaels versionering af Orfeus og Eurydike – og en slags paralleludgaver af titelpersonerne i den legendariske tegneserie om Linda og Valentin, agenter i tid og rum, som der også refereres til kort – og selvom vi aldrig rigtig mærker at de to forelsker sig i hinanden, må vi jo tro på det.
Vi må også prøve at tro på romanens præmis om tidsspring og skiftet fra den ene parallelle verden til den anden – den tilstand, der kaldes Orbit. Men det er svært at hengive sig til, måske fordi det her ikke er rendyrket science fiction. Det er tilsyneladende også svært for forfatteren og hans hovedperson selv, for Ib Michael lader Christina indrømme at ”det er svært at forklare”, og Ronnie taler nærmest til sin egen skaber, altså Ib Michael, når han kommenterer Christinas redegørelse om tidsspringene: ”Du er langt ude, det ved du godt.”
Ja, Ib Michael er langt ude, højt oppe, dybt nede. Men hvad er meningen? Er der en mening? Orbit er tænkt og skrevet, tror jeg, som en fuldtonet hyldest til kærligheden, fantasien og fortællingens styrke, en romantisk tillidserklæring til det irrationelle og metafysiske, og dermed en undsigelse af den blodfattige danske normalprosa. Fair nok. Problemet er bare, at man ikke lader sig forføre, hverken af de unge elskende eller al ramasjangen. Og det er ikke forsøget på at åbne paralleluniverser, der i sig selv er noget i vejen med – det lykkedes jo ganske storartet da Svend Åge Madsen i fjor transmitterede fra Jesu undfangelse via spejlplaneter i Mange sære ting for.
Orbit er bedst i korte, forbigående sekvenser, hvor Ib Michael skildrer fremtidens – eller nutidens parallelle – virkeligheder i en verden med klimakatastrofer og et splittet USA flere generationer ude i fremtiden. Her har han faktisk fat i en visionær og interessant form for science fiction, som desværre fortaber det sig i romanens kropumulige vildnis.
Ib Michael: Orbit. 392 sider, 299 kr. Gyldendal.