Hans Otto Jørgensen: By og hest

Anmeldelse i Weekendavisen den 21. maj 2010.

Avanceret russerpige. Er det nu det ypperste, det fri marked har at byde på, at vi har fået Natasja at lave sjov med – spørger Hans Otto Jørgensen.

Den stejlende hest

For få uger siden udgav gynger-og-karrussel-forlaget Gyldendal Hans Otto Jørgensens seneste roman, Exodus, og nu udsender det lille karussel-men-ikke-gynger-forlag Anblik By og hest, for Hans Otto Jørgensen skriver mere, end et enkelt forlag kan magte at forpagte:

For få måneder siden udsendte Hans Otto Jørgensen sine ulykkeshistorierne for børn, Vand, blod, tis og maskiner (med Maria Wandels markante illustrationer), og når man læser både børnebogen og den nye roman, kan man se, at forfatteren forstår sig på stordriftsfordele: der er er indtil flere episoder, situationer og sprogtilstande, der går igen.

By og hest spiller i nogen grad på samme tema, som Exodus (som jeg ikke har læst, men kun læst om), der hæver udvandringen fra land til by helt op i titlen. Som altid skjuler den egentlige handling sig inde bag det uigennemskueligt velovervejede og omhyggeligt drøvtyggede sprog, der har denne karakteristiske brune, beske og barkagtige tone. Men når vi skræller i barken, ser vi at de tre hovedpersoner, Amy, Ian og Verne, er i opbrud. Den gamle verden er under forandring, sagt som en kliche: Udkants-Danmark møder Globaliseringen.

Sagen er nemlig, at Hans Otto Jørgensen detonerer en bombe i den kriseramte nordjyske agrare eksistens, for der hvor gammelt liv forsvinder, rykker nyt liv ind – her i form af slaviske prostituerede. I de gamle landboejendomme i Viborg, Varde og Thy, kan man nu købe blid og avanceret russerpige og boblebad med to udløsninger hos to overliderlige pornomodeller osv.

By og hest har trafficking-temaet til fælles med finske Sofi Oksanen, der med den formidable roman Renselse vandt Nordisk Råds Litteraturpris, og få emner egner sig bedre til at skildre den kulturelle omkalfatrings onde omkostninger, end netop kvindehandel og sexslaveri.

Hos Hans Otto Jørgsensen bliver det truende på en helt særegen facon, når den stakkels pige bliver besteget på en måde, hvor mand og dyr smelter sammen:

”Har hun ligget på ryggen og skubbet sig frem med en tyrs krop på slæb, og har hun truykket ham med, en ét ton stor muskel med svingende hale og klove, der støder mod gulvet og balancerer denne krop, denne svulmende gigant, omkring det ene punkt, der er hendes åbning.”

Til dette modbydelige billede støder endnu ét, nemlig forfatterskabets allestedsnærværende hest: ”Har de haft heste med op. Har der været den dundren på trappen. Er det det, der nu er Stalins tromme. Er det nu det ypperste, det fri marked har at byde på, at vi har fået Natasja at lave sjov med.”

Og så bladrer man en gang, og på en ellers blank side læser man: ”DEN STEJLENDE HEST er alt for farlig”. Dermed ringen sluttet til forsiden, hvor en sort hest i silhuet rejser sig i forgrunden af noget, vi godt kan opfatte som en agrarkultur på retur.

Det er fascinerende, foruroligende og fremmedgjort, stenhårdt skrevet, ikke sjældent med en kuldslået uigennemtrængelighed, der efterlader læseren i vildrede. Hvad handler det om? Man må acceptere at Hans Otto Jørgensen skriver mystisk og unddrager sig genfortælling – og at han gør det i sin helt egen særklasse.

Hans Otto Jørgensen: By og hest. 124 sider, 175 kr. Anblik.