Bare en ballon?

Kommentar i Weekendavisen den 12. maj 2010.

Radio Free Somalia. Venstre lod De Konservative sejle deres egen sø i sagen om burkaer. Nu gør Lene Espersen gengæld i en sag om demokratisk propagandaradio. Regeringens frihedskamp er på slingrekurs. Og Søren Pind…?

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen undrer sig sikkert stadig over, at han i weekenden kom så galt af sted med sit forslag om at sende demokratisk frihedsradio ind over grænsen til Somalia og andre uddemokratiske stater. Øh, spørger han sig selv, var det ikke ellers meningen, at Danmark skulle være demokratiets internationale fortrop?

Dårligt nok havde Michael Aastrup Jensen fortalt Jyllands-Posten, at Venstre ville suppllere Per Stig Møllers ”Det Arabiske Initiativ” med en langt mere offensiv og aktivistisk demokratieksport i form af propagandaradio til lande som Somalia, Yemen, Iran, Burma m.fl., før udenrigsminister Lene Espersen affejede ideen som ”naiv”. Og Lene Espersen var ikke alene om at skyde forslaget, som Venstre kalder ”Kamp for global frihed”, i stumper og stykker.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen jordede det med en bemærkning om, at ”folk har de tyranner, de fortjener”, og to forhenværende udenrigsministre, den radikale Niels Helveg Petersen og socialdemokraten Mogens Lykketoft, sagde at forslaget var ”uigennemtænk” og ”den sikre måde at rykke frem på terroristernes liste”.

Også politisk kommentator og fhv. konservative partiformand og justitsminister Hans Engell undrede sig i et interview over, at det store regeringsparti Venstre kunne finde på at fremlægge en idé, der i den grad er skabt til diplomatiske kriser og eksponering af Danmark i en tid, hvor terrortruslen i forvejen er rigeligt stor. Det er, sagde Hans Engell, lige så uigennemtænkt som da De Konservative i sommer for frem med bulder og brag imod burkaer.

Kun De Konservatives Naser Khader, støttede Michael Aastrup Jensens idé, hvilket altså betyder, at den konservative udenrigsordfører mener det modsatte af sin egen partiformand og udenrigsminister – og selvom Aastrup Jensen selv nedtoner uenigheden med Lene Espersen (de skal have en ”god og konstruktiv dialog”, siger han!), er udenrigsministerens dom uden forbehold. I en pressemeddelelse skrev hun: ”Idéerne om, at Danmark ’gennem handling’ skal underminere diktaturstater og eksportere demokrati og ytringsfrihed via radiostationer og eksport af slagord direkte til borgerne er uden tvivl velmente, men i virkelighedens verden på kanten af det naive.”

Når nu Hans Engell sammenligner Michael Aastrup Jensens forslag med De Konservatives fuldkommen mislykkede burkaudspil, ligner Lene Espersens afvisning også en slags tak for sidst til Venstre, der som bekendt ikke var nogen støtte for regeringspartneren dengang – og dermed får vi endnu et eksempel på, at regeringens friheds- og værdikamp er på voldsom slingrekurs. Hvad i alverden vil de egentlige? Og hvorfor kan de ikke finde ud af, om det er vigtigst – eller muligt! – at flå burkaerne af kvinderne eller destabiliserer diktatorer med radiopropaganda?

Men regeringen roder, spørger man sig selv, hvorfor ideen om radiotransmissioner som modpropaganda i f.eks. Somalia har fået så ilde en medfart. Der er jo mildest talt intet nyt i at bruge det fleksible og langtrække medie i den politiske sags tjeneste, og Michael Aastrup Jensen lægger sig netop også helt tæt op ad koldkrigstidens amerikanske antikommunistiske propaganda, Radio Free Europe og Radio Liberty. Hvis det gavnede at ”fremme demokratiske værdier og institutioner ved at sprede faktuelt korrekt information og idéer” dengang (Radio Free Europes formål citeret fra Wikipedia), hvorfor er det så en naiv idé i dag? Og hvorfor ønsker Dansk Folkeparti ikke at bruge de påvirkningsmetoder, der støttede de undertrykte folk under kommunismen til at hjælpe de undertrykte folk i f.eks. Somalia og Burma i dag?

Naturligvis er dansk enegang en kamp mod vejrmøller, men tanken om at opruste med global, demokratisk public service til lande, hvor befolkningerne er afskåret fra nyheder, kritisk analyse m.m., er ikke tosset i sig selv. Som den fhv. operative chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, så tit har sagt, så handler kunsten at modvirke og forebygge terrortruslen ikke mindst om at vinde sjæle, hjerner og hjerter. Det er ikke en kamp, der føres med missiler.

Blandt de mange ubesvarede spørgsmål, er der dog ét, der spørger mere end andre, nemlig: Hvor er udviklingsminister Søren Pind i denne sære misære? Manden udråbte jo sig selv til frihedsminister og erklærede de udemokratiske regimer krig, men det er ikke lykkedes at opspore en eneste kommentar fra ham til Michael Aastrup Jensens forslag. Man skulle da ellers tro, at Søren Pind gerne så en international udgave af P3-succesen Mads & Monopolet, hvor han selv gennem mange år har svaret bedrevidende på almindelige mennesker ligegyldige spørgsmå. Man kan lige forestille sig en sms fra Somalia: ”Al-Shabaab har forbudt os at spille fodbold, se film og lytte til musik, men vi vil altså gerne være mere frie og demokratiske, hvad skal vi gøre?”

Men den nye frihedsradio bærer tilsyneladende slet ikke udviklings- og frihedsministerens vandmærke, hvilket er ret sært. Tværtimod har ophavsmanden til ”Kamp for global frihed” sagt, at han ikke har ”vedt forslaget” med hverken Søren Pind eller forsvarsminister Gitte Lillelund Bech. Hvad skal det mon betyde? Har Venstre en udenrigspolitisk ordfører, der lancerer en idé om demokratisk radiokamp mod dikatatorer i fejlslagne og farlige stater over hele kloden uden at koordinere det politisk med frihedsministeren? Det nægter jeg simpelthen at tro på. Jeg synes at det stinker langt væk af en kontroversiel og uigennemtænkt prøveballon, som Søren Pind personligt ikke vil besudles af, hvis nu den ikke falder i god jord – hvad den altså ikke gør. Så enten er Michael Aastrup Jensen en slags stråmand for ministeren, eller så er han en ualmindelig dårlig, umusisk og risikobetonet udenrigsordfører.