Erlend Loe: Stille dage i Mixing Part

Anmeldelse i Weekendavisen den 5. marts 2010.

Telemanns teater. Erlend Loe fortsætter sin undersøgelse af det sære, naive menneske i ny roman, der kun er for viderekomne læsere.

Hvor. Er. Dette. Land. På. Vej. Hen.?

Enten elsker man den underfundige, underspillede og sært naivistiske tone i norske Erlend Loes bøger, eller så fatter man simpelthen ikke, hvad manden har gang i – og den nye roman Stille dage i Mixing Part er så afgjort for viderekomne kendere af forfatterskabet, ikke for nye læsere.

Først et par ord om titlen: Engang – altså i virkelighedens verden – skrev Erlend Loes bror en mail til en familie, der udlejede en feriebolig i Garmisch Partenkirschen. Svaret fra Tyskland havde en række sære mislyde, og var ganske tydeligt oversat fra tysk til engelsk i et Google-oversætterprogram – som bl.a. havde forvansket bynavnet Garmisch Partenkirschen til Mixing Part. Tilsyneladende uden at afsenderne havde studset over det.

Mailkorrespondancen er gengivet forrest i romanen, som handler om ægteparret Nina og Bror Telemann og deres tre børns sommerferie. Nina elsker alt hvad der er tysk, Bror anser det derimod for at være en omgang nazilort. Mens hun gerne vil opleve landet, vil han bare nedfælde store tanker i sin notesblok, for Bror har ambitioner om at skrive et betydningsfuldt teaterstykke. Til hverdag arbejder han som dramaturg, men inde i ham venter en sand dramatiker på at blive forløst.

Nina, den forstandige, bebrejder sin mand, at han ikke kan skelne mellem fiktion og virkelighed. ”Du lever i en verden, hvor fantasi og erindring glider over i hinanden, men det her er ikke teater,” siger hun til ham. Bror, derimod, mener at alt handler om teater. Men så går det galt:

Da Bror har låst sig inde på toilettet, hvor han vil være alene lige så lang tid som det tager for Ninas elektriske tandbørste at løbe tør for strøm, mister han kontrollen over sig selv. Bedst som han sidder i sine enorme teatertanker, kommer Nina og banker på fordi sønnen skal tisse, men Bror vil ikke lukke op. Tænk at blive afbrudt, når man tænker på teater. Hvor er dette land på vej hen, tænker han. Han skriver i sin notesbog: ”Hvor. Er. Dette. Land. På. Vej. Hen.” Det er nærmest teater! Tænker Bror: ”Et land, der ikke er et land, men en mellemting mellem en tilstand og en person. Det er næsten helt sikkert teater. Det kan ikke være andet.”

Snart glider teatertankerne over i en dagdrøm om Brors helt store erotisk fantasi, den engelske tv-kok Nigella Lawson. Engang fik han en af hendes kogebøger af Nina (allerede som barn lærte Bror at skjule sin skuffelse over en gave da han fik en væv til jul), og i dag er han meget optaget af de billeder, hvor Nigella slikker chokolade af en ske, især når hun har sin tynde lyseblå bluse på. Lad mig nøjes med at sige, at fantasien udvikler sig…

Stille dage i Mixing Part er endnu en Erlend Loe-roman, der spiller på det evige besvær med at få et parforhold til at fungere. Nina og Bror arbejder sig direkte ind i et ægteskabsdrama, fordi han (nærmest som en anden Homer Simpson) insisterer på at sætte sine egne behov i centrum. Han skal have tid til at nedfælde sine ”store” tanker, imens han kun har hån, spot og latterliggørelse til overs for alt det, Nina interesserer sig for. Datteren, der er et stort tennistalent, må meget gerne blive rig så hun kan finansiere hans liv. Sønnen, der gerne vil være advokat, får at vide at han nok må indstille sig på at blive en kastebold i det sociale system. Og den yngste forbliver en anonym statist i Bror selvoptagede liv.

Da Bror opdager, at Nina har indledt et forhold til den tyske udlejer, og han forlader ferieboligen til fordel for en lejlighed nede i byen, hvorfra han sender skriver til Nigella, som han mener at kunne erobre fra hendes mand, den kolossalt rige reklamemand og kunstsamler, Charles Saatchi. Bror sætter hende – gud bedre det – i stævne i London.
Nina og Bror er ved at drive fra hinanden, sådan som man er, når sandhederne bliver sendt af sted som projektiler, der sidder lige i solar plexus. Men til sidst munder det hele ud i en herlig forsoningsscene, hvor Nina fortæller Bror, at sex med den tyske udlejer ikke var specielt godt, men at hun lod som om. Bror bliver begejstret. ”For satan, Nina. Det kalder jeg teater!” udbryder han i begejstring for forstillelsen.

Tilbage til titlen, som umiddelbart kan virke som en fix idé. Men Stille dage i Mixing Part rummer mere end en fejloversættelse: Da Bror bliver ved med at ironisere over navnet, beder Nina ham om at holde op. ”Det handler om identitet og selvforståelse. Det gør man ikke grin med,” siger hun. ”Jeg gør,” svarer Bror. ”Hvad hvis tyskerne fandt på et fjollet navn til Oslo?” spørger hun. Det mener han naturligvis at de er velkomne til.

Romanen (glimrende oversat af Susanne Vebel, der netop er blevet tildelt Oversætterforbundets Ærespris) er en aparte og skæv historie, som må være underlig læsning, hvis ikke man er fortrolig med Erlend Loes brug af parodiske og groteske scener og hans mesterlige dobbeltgreb, der beskriver dybde ved at skildre overflade. Men hvis man har fanget tonen i de tidligere romaners undersøgelse af det sære, naive mennesker (fra Kviden flytter ind og Fakta om Finland over Naiv.Super og mesterværket Doppler), og hvis man kan finde fortællingen i de den særlige anti-epik, ja så vil man sandsynligvis smile sig saligt og indforstået gennem den ordknappe Stille dage i Mixing Part, som rent faktisk er læst på en enkelt aften, mere står der ikke på siderne. Men det er som bekendt ikke ordenes antal, det kommer an på, det er deres kvalitet.

For satan, Erlend. Det kalder jeg litteratur!

Erlend Loe: Stille dage i Mixing Part. På dansk ved Susanne Vebel. 216 sider, 199 kr. Gyldendal.