Interview i AMNESTY, december 2009.
Er idealistens offerdød forgæves? Sådan spørger Hanne-Vibeke Holst, der efter den store romantrilogi om kvinder, magt og politi nu skifter genre – men ikke tema. Til februar har hun premiere på et skuespil, der tager udgangspunkt i det uopklarede mord på den regeringskritiske russiske journalist Anna Politkovskaja.
Hanne-Vibeke Holsts mobiltelefon ringede, og i den anden ende var Betty Nansens Teatrets direktør Henrik Hartmann. Han havde fået en idé, som de skulle tale om. Forfatteren befandt sig i Malaysia, og forbindelsen var ikke den bedste, men på råbene fra Frederiksberg Allé kunne hun forstå, at direktøren ville have hende til at skrive ny dramatik til hans scene. Nej, nej, råbte hun tilbage. Hun skulle først skrive en roman.
Det gjorde hun så – og derefter et teaterstykke. Til februar går tæppet for Moskva den 7. oktober, som er Hanne-Vibeke Holsts frie dramatisering af den regeringskritiske russiske journalist Anna Politkovskajas arbejde og endeligt. Anna Politkovskaja dækkede Ruslands krige i Tjetjenien, og hun blev dræbt af ukendte gerneningsmænd i 2006 i den by og på den dato, der har givet skuespillet navn:
”Jeg kunne have skrevet en fabel om et ukendt land, en ukendt journalist, en ukendt krig og en ukendt diktator, men i så fald ville stykket mangle kontakt til virkeligheden. Jeg skrev på min indignation over drabet på Anna Politkovskaja, og datoen er med i titlen som et symbol på drabet, og på alle drab på de idealister, der er kommet på tværs af magthaverne forskellige steder i verden,” siger Hanne-Vibeke Holst.
Er ’Moskva den 7. oktober’ den nøjagtige historie om Anna Politkovskaja?
”Nej, det er drama, ikke et doku-drama. Min hovedpersonen er journalisten Nina, der dækker Tjetjenien-krigen for sin avis, Nye Tider. Jeg har lavet en bevidst forskydning af begivenhederne og skabt min egen historie om en person med sine egne politiske og eksistentielle dilemmaer. Stykket kunne ikke være dokumentarisk, for jeg kunne ikke vide, hvad Anna Politkovskaja tænkte og følte. Derimod kunne jeg koge hendes skæbne ned og sætte den ind i en historie og en handling, der kan afvikles over en måned. Af samme grund har jeg ikke gengivet Annas virkelighed helt nøjagtig, men taget mig friheder for at underbygge de teamer og dilemmaer, der er vigtige for mig – f.eks. var Annas børn voksne, men i stykket er Ninas børn 12 og 15.” svarer Hanne-Vibeke Holst.
Magtens brutalitet
Som i sin store romantrilogi om kvinder og politik, beskæftiger forfatteren sig også i skuespillet om de omkostninger, som knytter sig til karrieren. Denne gang handler det bare ikke om at vælge eller fravælge magten, men om at have frygten for likvidering inde på livet:
”Kvinder, der arbejder i hajfyldte farvande, tænker hele tiden på konsekvenserne for børn og familie – det er deres helt storte dilemma. Naturligvis er det også svært for mænd, men kvinder er oppe mod en større forventing om at vælge familien frem for alt, og vi ser os selv som nogen, der først og fremmest har ansvar for vores børn. Mænd forventes at vælge heltegerningen. Men uanset om man er mand eller kvinde, så forestiller man sig ikke sin egen død. ” siger Hanne-Vibeke Holst.
I reolen har hun et eksemplar af Anna Politkovskajas Putins Rusland stående. På titelbladet er en hilsen og en signatur fra forfatteren, som Hanne-Vibeke Holst mødte ved et læserarrangement i København i 2005:
”Jeg kan huske at hun blev spurgt, om hun ikke var bange, og hun svarede, at det var hun nødt til ikke at tænke på. Og sådan tænker mange idealister. ’Ja, de truer mig, men jeg kommer ikke til at dø’, siger man. Men når man har fået tilstrækkelig mange trusler, indser man at man kommer til at tabe kampen. ’Skal jeg så gå videre eller trække mig tilbage? Nej, jeg fortsætter’. Kvinder tror naivt at de kan tage kampen op, fordi vi ikke forstår den brutalitet som magten udformes med. Derfor er der mange kvinder blandt idealisterne. De kæmper det lille individs kamp mod den omgivende statsmagt, og det er en meget ensom periode som omgivelserne har svært ved at forstå. Det er det samme tema som i min romantrilogi, men her ført ud i det ekstreme dilemma og valg mellem liv og død.”
Arketypiske idealister
I 2003 var Hanne-Vibeke Holst i Stockholm for at blive interviewet om Kronprinsessen netop den dag, hvor udenrigsminister Anna Lindh blev stukket ihjel, og alle møder med den svenske presse blev derfor transformerer til at handle om drabet og prisen for at ville magten. Og da Anna Politkovskaja blev dræbt, var Hanne-Vibeke Holst i Göteborg for at deltage i en politisk debat.
”Jeg hørte om mordet i fjernsynet, og tænkte: ’Fuck, så skete det som alle frygtede.’ Det fyldte mig både med sorg og indignation, fordi der var så meget mere i hende. Efter drabet begyndte jeg at samle udklip om hende. Jeg havde ingen idé om at skrive om hende, men kom snart efter til at tænke på, at hun var det dramatiske stof, jeg søgte. Hendes historie rummer de store personlige dilemmaer og modsatrettede kræfter – og det er jo det stof, som forfattere lever af. Jeg begyndte at researchede hende meget grundigt, men ikke kun som person. Jeg dykkede ned i idealisterne og heltene, for at finde det arketypiske, det universelle, fællestrækket. For der er jo hele tiden nogen, der risikerer livet for at gøre det rigtige, og stykket kunne derfor også handle om en italiensk dommer der dømmer i mafiasager. Det store spørgsmål er derfor: Nytter det at dø? Ændrer det noget? Er idealistens offerdød forgæves?,” siger hun.
Og hvad er dit eget svar på det spørgsmål?
”I stykket indkredser jeg et svar. Mens den dræbte Ninas datter repræsenterer et ’ja’, siger Ruslands præsident – til lejligheden: Drygin – ’nej’. Han mener ikke at idealisterne ændrer så meget som et komma med deres død. Det er jo hele Kristus-myten: Døde han forgæves? Spørgsmålet er en interessant udfordring til vores selvopfattelse som politiske væsner. Jeg siger nej, de døde ikke forgæves. Anna Politkovskaja døde ikke forgæves, og hendes fire-fem nære venner, der også er blevet likvideret efter hende, gjorde heller ikke. Realister og kynikere siger ja, de døde forgæves. Jeg siger nej, men jeg er også naiv.”
Hvad vil du gerne have dit publikum til at tænke?
”Jeg vil gerne have at publikum får respekt for de Anna Politkovskaja’er som er overalt, i Danmark kunne det jo være Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose. Og så vil jeg gerne have at man spørge sig selv: Ville jeg selv have gjort som Anna, eller ville jeg have hyttet mit eget skind? Har vi den nødvendige civilcourage til at gøre det rigtige?”
Hvad ville du selv have gjort?
”Moralsk håber jeg at jeg ville have gjort som Anna. Og jeg frygter det. Men her i Danmark kan vi jo være glade for at vi ikke bliver testet af vores regering på dét spørgsmål. Den vestlige verden er undtagelsen, for i resten af verden er der store repressalier fra regimerne. Men i vesten tager vi os ikke synderligt af menneskerettigehdskrænkelserne i Rusland, fordi vi skal tage hensyn til energileverancerne fra Gasprom. Derfor kan Rusland begå overgreb mod Tjetjeniens civilbefolkning uden at det får følger. Jo, der er små forkølede kvæk fra EU, men vi mangler overnationale organer, der kan sanktionere mod overgreb, for FN kan ikke.”
—
Hanne-Vibeke Holst:
• boede i Moskva 1987-1990, hvor hun dels oplevede Gorbatjovs forsøg på at indføre reformer og åbenhed (perestrojka og glasnost), dels mærkede Murens fald fra østsiden.
• har tidligere skrevet to skuespil: Interview og En flig af himlen. Sidstnævnte handler – lige som hendes tv-serie Operation Negerkys – om unge, der skjuler en flygtning.
• researchede og interviewede en række Ruslands-eksperter da hun skulle skrive om Anna Politkovskaja og samarbejdede med en gruppe af frivillige researchere, som Betty Nansen Teatret indkaldte. De samlede bl.a. materiale om arketypiske helte og idealister.
Anna Politkovskaja:
• blev født den 30. august 1958 og dræbt den kl. 02.30 i Moskva den 7. oktober 2006.
• uddannet journalist 1980 og ansat på avisen Novaja Gazeta, hvor hun skrev om krigen i Tjetjenien.
• modtog bl.a. Olof Palme Prisen og priser fra fra International PEN og Amnesty International for sit journalistiske arbejde om menneskerettighedskrænkelser.
Hanne-Vibeke Holst: Moskva den 7. oktober. Premiere på Betty Nansen Teatret den 28. februar 2010. Instruktør: Peter Langdal. Medvirkende: Paprika Steen, Ditte Graabøl, Lars Brygmann, Janus Nabil Bakrawi, Ole Lemmeke m.fl.