Hvid snekrone, sort asfalt

Anmeldelse i Weekendavisen den 6. november 2009.

Sydkraft. Jakob Ejersbos Eksil-Revolution-Liberty-trilogi er perfekt gennemført.

Jakob Ejersbos (1968-2008) efterladte Afrika-trilogi er en nyklassiker i dansk litteratur. Den godt og vel 700-sider store Liberty fuldender det ambitiøst anlagte og nærmest perfekt gennemførte projekt, som begyndte med romanen Eksil og fortællingerne Revolution.

I Eksil viste Jakob Ejersbo, at han mestrede en suveræn stilsikkerhed: Den uforglemmelige Samantha bryder vandspejlet i romanens første sætning (vand og liv), og i romanens sidste sætning bliver hendes grav kastet til (jord og død) af hendes far og Christian, hendes danske ven, trilogiens hvide neger, Libertys hovedperson. Cirkelslutningen er ikke til at tage fejl af.

På samme måde tegner Jakob Ejersbo en perfekt ring i den afsluttende roman, hvor Christian træder ud af flyveren på Afrikas jord i den første sætning, mens han i den sidste forlader en anden flyver, denne gang i Europa: ”Jeg nikker, vender rundt, går ud gennem døråbningen, ned ad trappen. Hen over den sorte asfalt.”

Det er ikke noget tilfælde, at asfalten er sort. For det første er ’sort’ hele romanprojektets symbol og samlingsbegreb, synonymet for Afrika selv. For det andet spejler den sorte asfalt sig i åbningssætningen 712 sider tidligere, hvor Christian træder ud af flyveren og ”ser Kilmanjaros hvide snekrone i det fjerne”.

Mellem den hvide snekrone og den sorte asfalt, ligger Jakob Ejersbos monumentale, handlingstætte portræt af de hvide kolonisters konflikt- og kontrastfyldte skæbnemøde med det Afrika, som de naivt rejser ud for at redde af hjertets godhed. Og hvor er det elegant, at markere sneen som en hvid plet i Afrika og asfalten som en sort plet i Europa – nøjagtig som Christian selv. Hvor end han er, er han fremmed. En hvid vokset op hos de sorte, evigt eksileret, en søvngænger, kontrastpletten i et Yin-Yang-tegn, den evige minoritet. Hans med- og modstykke er romanens anden fortællerstemme, vennen Marcus med det formidabelt uperfekte sprog. Marcus er houseboy hos de hvide og drømmer konstant om det forjættede land, Europa. De to drenge bliver hinandens snekrone og asfalt .

Liberty begynder i 1980, og er fra 1983-1986 parallel med Eksil, indtil den slutter i i 1990 (med en enkelt reference til borgerkrigen i Jugoslavien, den europæiske stammekrig, hvor årstallet ikke kan passe med virkeligheden, men pyt nu med det). Jakob Ejersbo klipper mellem sekvenserne, skifter synsvinkel og perspektiv, hvilket lægger op til en omhyggelig parallellæsning af de to romaner – ikke mindst af Samanthas uforglemmelige død og begravelse – ligesom der er personer og handlinger fra fortællingerne i Revolution, der går igen og spejler hinanden. Det er suverænt set, og skrevet med sublimt overblik.

Liberty er en storslået roman, hvor alle forsøger at vinde deres bid af lykken på andres bekostning. Menneskeforbrug, menneskemisbrug, menneskeforagt, kynisme, hjem- og hjælpeløshed – det hele beskrevet sort på hvidt og hvidt på sort. En formel indvending kan være, at Liberty nærmest er for gennemført i skildringen af Christian som den den ”professionelle afrikaner”, der ikke er ”så hvid som han ser ud til” og derfor føler sig ”usynlig”, når han opholder sig i Ålborg. På samme måde kan man anholde, at romanen nærmest er for perfekt i symbolerne på forholdet mellem Europa og Afrika – men på den anden side: dette er dramatisk stof, skrevet med en mageløs kunstnerisk investering, der gerne må spille på hele registeret.

Jakob Ejersbos søster Ea Ejersbo står bag trilogiens magtfulde piktogramdesign, der føjer sig perfekt til de ekstremt markante titler. Det begyndte på omslaget af Eksil med Afrika som et rødt kranie i profil, fortsatte med en blå silhuet af en mand på Revolution, og slutter nu med en grøn Uhuru Torch, det socialistiske partis frihedsflamme, som også har givet navnt til diskoteket Liberty, og dermed til romanen. De tre omslag er mildest talt potente, men det havde givet bedre mening, hvis signalfarven på Eksil havde været gul og ikke rød, for dermed havde omslagene dannet Tanzanias flag. Jeg har nemt ved at forestille mig, at forfatteren havde ønsket det sådan.

De godt og vel 700 sider truer med at trætte henne i den sidste fjerdedel, og selvom der er tendens til redundans, er Liberty en kraftudladning af potent prosa, ikke mindst i de passager, hvor Jakob Ejersbo skriver om vold og sex. Hvad det sidste angår, markerer han sig som en pornograf af guds nåde.

Jakob Ejersbo efterlod et sandt magt- og pragtværk, og Eksil-Revolution-Liberty sikrer hans eftermæle som en forfatter af internationalt format. Jeg håber at trilogien en dag kan blive oversat og læst i Tanzania.

Jakob Ejersbo: Liberty. 712 sider, 349 kr. Gyldendal.