Weekendavisen den 27. marts 2009.
Bandekrig. Michel Saouma er født i Kerteminde, han deltog i borgerkrigen i Libanon, blev lokal præsident for Hells Angels og sad tre år i spjældet inden han lagde fortiden bag sig og grundlagde sit eget investeringsfirma i Dubai og Libanon. I denne uge tilbød han at mægle mellem rockerne og indvandrerne.
Fredag i sidste uge blev jeg af en vens ven, som jeg har mødt en håndfuld gange, inviteret til middag på et hotel i København. Han havde en gæst, som jeg skulle møde. Hvem, ville jeg vide. Og hvad skulle vi tale om? Kom nu bare, fik jeg at vide. Du vil synes at det er interessant.
Samme aften møder jeg dansk-libanesiske Michel Saouma for første gang. En mand i 30’erne, velklædt, veltrænet, velopdragen. Stylet hår og dyrt armbåndsur. Han takker fordi jeg ville komme, og mens vi studerer hotelrestaurantens spisekort, siger han, at han gennem længere tid har fulgt med i mine artikler og kommentarer. Han er ofte uenig med mig, men tænker at jeg vil være interesseret i hans historie: Til hverdag bor han med sin kone og deres tvillingedrenge i Dubai og Libanon, hvor han passer en blomstrende investeringsbusiness. Men nu er han kommet til København for at tilbyde sig som mægler i vinterens konflikt mellem rockere og indvandrerbander.
Mens han spiser sin gedeostsalat, ruller han sin historie op:
I 1968 kom en ung libaneser til Danmark for at holde lidt ferie og se nærmere på de unge piger, inden han skulle videre til USA og fortsætte den karriere, der havde gjort ham til direktør for et gasselskab hjemme i Libanon. Men skæbnen ville, at den unge mand blev hængende og skiftede sit direktørjob og karriereplanerne ud med en fynsk kæreste.
Sammen bankede de en lille butik op på Vesterbro i Odense, hvor de solgte palæstinensertørklæder og nicheting fra Syrien og Indien, og i 1972 får de en søn, Michel. Drengen vokser op i meget trygge rammer i Langeskov, hvor han bl.a. tilbringer meget tid hos sin mormor og morfar. Da han er 14 flytter familien til Odense, og drengen får smag for det han i dag kalder ”et adrenalinsøgende liv med forkvaklede machoidealer”. Han hænger ud med de forkerte rødder, havner på den forkerte side af loven og går bevidst efter konfrontationer med andre unge mænd. Hvis han kunne komme i slagsmål, gjorde han det.
Michels vej var ellers udstukket. Han skulle gøre sin EFG færdig, og derefter læse videre på Princeton eller Wharton Business School i Pennsylvania, så han kunne gå ind i forældrenes firma, der under navnet Fransa Design var vokset til et vigtigt varemærke. Drengen var indstillet på sin retning og på at være sin fars kronprins, men hans smag for ballade tog over – og skolen gled i baggrunden. Nu stod der kampsport og bodybuilding på programmet.
Da Michel er 17 år, får han øje på en udfordring, der foruroliger hans far. Hjemme i Libanon er farens familie, der tilhører det lille kristne kirkesamfund af maronitter, involveret i de sidste faser af den altødelæggende borgerkrig, og Michel vil ned og kæmpe sammen med sine fætre. Hans far sætter sig på bagbenene, men bliver trodset af sin søn.
”Jeg var fem måneder i Beirut, og lad mig blot sige at min evige søgen efter adrenalinkick blev mere end opfyldt,” siger Michel Saouma, men han vil ikke uddybe. Dengang mente han selv, at han var en meget idealistisk ung mand. I dag synes han, at han tog fejl, og når han ser tilbage på sine ungdomsår, konstaterer han, at han aldrig mere kan blive overrasket over menneskets nederdrægtighed.
”Jeg levede i en radikal subkultur uden politiske mål. Eller målet var det hurtige liv med masser af piger og gang i gaden fra morgen til aften. Jeg går meget op i sundhed. Jeg læser The Lancet, dyrker Hatha-yoga og drikker grøn te – måske for at kompensere for, hvor voldsom jeg har været ved mig selv tidligere. Men jeg er stadig fascineret af, hvilket fantastisk værktøj kroppen er, og jeg slipper nok aldrig for at skulle gå til makronerne, men i dag nøjes jeg med at dyrke jiu-jitsu.”
Clean cut
Hvis man spørger ham, hvordan en syttenårig slagsbror fra Odense lærer at begå sig i Beiruts borgerkrig, forklarer han:
”Mindsettet er det vigtigste. Hvis det er på plads, kan du gå gennem alt. Jeg var kampentusiastisk. I fem måneder levede jeg i borgerkrigen, og det jeg oplevede der, skulle ikke bare komme til at forme mig da jeg vendte hjem, det formede de næste ti år af mit liv.”
Da Michel Saouma vender hjem til Odense, kan han ikke se det, som han kan se i dag: at krigen var formålsløs, den endte i ingenting, at alt er status quo. Men han kunne heller ikke se sig i sin mors og fars firma. Hvordan skulle han kunne arbejde der efter de voldsomme oplevelser i Libanon? Forældrene vælger at sælge Fransa Design til Brandtex koncernen.
Michel havde stadig brug for adrenalinsuset, og for at få det, traf han alle de forkerte valg. Han mener i dag, at han burde have søgt ind i politiet eller jægerkorpset dengang – men han valgte at bygge en karriere op som den mest effektive dørmand på Fyn. Hvis der var optræk til ballade på en natklub, ringede man efter Saouma, der lægger hånden på hjertet og indrømmer, at han kunne lide balladen. Og at han var klar til at gå linen ud i enhver situation.
”Jeg var bodybuilder og meget hårdt pumpet. Men jeg lignede mors dreng i ansigtet, og selvom jeg ikke stod tilbage for slagsmål, forsøgte jeg altid at vise social forståelse og gjorde en dyd ud af at være høflig.”
I 1994 bliver han idømt tre års fængsel for våbenbesiddelse og grov vold. Og der er ingen bitterhed over det. Når man siger A må man også sige B.
Da Michel kommer ud af fængselet i 1997 begynder han at interessere sig for konfliktmægling og løsninger uden slagsmål. Han var allerede blevet optaget i Hells Angels, som han havde stiftet bekendtskab med gennem dørmandsarbejdet, og her øjnede han pludselig mulighed for at blive en del af et miljø, som han havde søgt efter. Og Michel skulle i dén grad få brug for sin nye sans for konfliktløsning uden vold.
Hvad var der sket, hvis du ikke havde nærmet dig rockerne?
”Ha, ha, ha…”. Michel Saouma smiler undvigende. „Det ønsker jeg ikke at tale om. Jeg vil aldrig udtale mig om noget med Hells Angels, fordi jeg ikke har noget at gøre med dem i dag. Det er min fortid.“
Og hvilken fortid! Michel Saouma gør lynkarriere og bliver oven i købet optaget som ny præsident for HA-afdelingen på Fyn.
Det eneste, han i dag vil fortælle fra dengang, er dette:
”Jeg forlod HA igen i 1999. Det var de nok meget glade for, for jeg er i virkeligheden meget mere til gelé i håret og Ole Henriksen-cremer…”
Når man forlader rockermiljøet, er det et clean cut. Der er ingen vej tilbage, der er ingen kontakt. Hvad Michel Saouma siger om sit brud med HA, minder om hvad Bo Weymann har fortalt om sit brud med Blekingegadebanden.
Men så står han der, efter at have levet for adrenalinsuset fra han var 14 til han var 29. Hvad nu? Michel kaster sig over fuld-kontakt-kampsport, thaiboksning og martial arts. Men kriminaliteten lader han ligge. Der er nemlig sket noget afgørende i hans liv. Han har mødt en fantastisk kvinde. I 2000 bliver han gift, og i 2002 bliver han far til tvillingedrenge.
”Jeg har også en knægt fra tidligere, han er tretten år. Jeg fik ham med et flygtigt bekendtskab, og jeg var ikke parat til at være far dengang. Jeg ved at jeg ikke har været verdens bedste far for ham, men jeg håber at jeg kan kompensere.”
Med sin nye familie bosætter Michel Saouma sig i 2003 delvis i Libanon, delvis i Dubai, hvor han kickstarter et investeringsfirma sammen med sin far. De investerer i ejendomme under byggeboomet, senere i IT m.m. Og det går godt. Rigtig godt.
”I dag består min omgangskreds af businessfolk og ambassadører,” siger han. ”Men jeg skjuler ikke min fortid, hverken for mine sønner eller for andre. Det vil være fordækt. Jeg fortæller min historie, fordi den er god. Det er en god historie, at man kan flytte sig så voldsomt. Og mit liv har foretaget gigantiske omvæltninger, så folk har svært ved at sætte mig i boks. Nogen tror at jeg er Fantomet. Eller James Bond.”
Den fremstrakte hånd
Ja, Michel Saouma er svær at sætte i boks, og jeg spørger mig selv, hvem manden egentlig er. Hvis han ikke er her på eget initiativ, hvem refererer han så til? Jeg beder ham om at forklare, hvorfor han er her én gang til. Han brænder for Danmark, siger han. Det er hans hjemland, det står hans hjerte nær. Han ved godt, at han opførte sig som en idiot i sin ungdom, men i dag bliver han irriteret når han hører nutidens unge sige, at det er umuligt at få opfyldt sine drømme. For det er det ikke.
”Jeg er halvt dansker, halvt libaneser. Jeg er administrerende direktør i mit eget firma, men for femten år siden sad jeg i fængsel. I dag er mange arabiske unge i et indre fængsel. De dyrker en offerrolle, som betyder at de forhindrer sig selv i at få succes. Jeg siger: Vælg ikke den vej! Og hvis du har gjort det, så tro ikke at du ikke kan slippe ud,” siger han.
Hjemme i Dubai følger han med i, hvad der sker i Danmark, og vinterens bandekrig mellem rockere og indvandrere bekymrer ham.
”Da det eskalerede, syntes jeg ikke at jeg bare kunne blive siddende på min veranda i Dubai og drikke kold Chablis,” siger han.
Så Michel Saouma beslutter sig for at tage til Danmark, selvom det ikke står øverst på familiens ønskeseddel.
”Min kone ved at jeg er en ildsjæl, der vil gøre en forskel. Derfor er jeg her nu, og jeg rækker en hånd ud til både rockerne og indvandrerne. Uanset om man arbejder med mægling på gadeplan eller mellem stridende nationer, lyder step 1 i Håndbog for Mæglere sådan her: ”Læg en føler ud og se om der er stemning.” Derefter er step 2: ”Sid omkring bordet og skab konsensus”. Føleren er ude, nu venter vi på feedback. Jeg vil gerne være med til at skabe en fredelig løsning, hvis de respektive grupper ønsker mig i arenaen. Hvis ikke de synes at jeg har været væk for længe. Jeg er stand by. Ønsker man min hjælp, er jeg klar. Hvis nej, rejser jeg tilbage til min familie og passer min forretning,” siger han.
Har nogen fra de respektive grupper bedt dig komme?
”Nej, jeg har slet ikke haft kontakt med dem siden jeg trådte ud.”
Er der andre, der har bedt dig komme?
”Nej, jeg er her på eget initiativ.”
Det virker ikke realistisk. Har du haft kontakt med politiet eller PET i det her forløb?
Lang tænkepause.
”Nej…”
Michel Saouma fortæller at han har stor respekt for politiet og i særdeleshed medarbejderne i Politiets Efterretningstjeneste, der arbejder for at forøge sikkerheden i vores hverdag. De kunne bestride topposter i erhvervslivet, siger han, men de arbejder for borgernes sikkerhed af idealistiske årsager. Det kan han lide – folk, der investerer sig selv. Naser Khader er et andet godt eksempel. Han lader sig ikke intimidere af andre holdninger eller af meningsmålinger, men folk forstår ikke altid den kamp han kæmper for alles frihed, mener han.
Frihed ligger Michel Saouma meget på sinde. Han mener ikke at vi værdsætter den nok eller passer godt nok på den.
”Vi danskere agerer som et selvudslettende folk – som om vi er et folk, der hverken er stolte af landet eller hvad det står for. Det kan ses som et svaghedstegn. Derfor holder de arabere, der kommer hertil, fast i deres egne traditioner i stedet for at nærme sig det danske. Jeg efterlyser mere stolthed. Ikke nationalisme! Man kan godt være patriot uden at være nationalist. Men jeg siger, at jeg er stolt af at være dansk, og jeg vil altid være forkæmper for vores frie og åbne samfund.”
Er det frie og åbne samfund da truet?
”Det mener jeg ikke det er. Alle positivt tænkende mennesker, religiøse eller ateister, vil stå sammen mod dem, der vil omstyrte demokratiet.”
Michel Saouma ved – af bitter erfaring fra Libanon, understreger han – at der er mennesker, som med vold og magt vil pådutte andre deres tankegang. Dem skal man slå hårdt ned på. De radikale grupper skal bekæmpes, ellers vil det gå ud over flittige Hassan i grønthandleren.
”Til gengæld fortjener de, der arbejder hårdt for at falde til og gerne vil bidrage til en god hverdag her i Danmark, et boost. Jeg efterlyser jeg flere mennesker på banen i debatten. Jeg vil høre flere arabere, både med kristen og muslimsk baggrund. De er for tavse. Vi har brug for et bedre udstillingsvindue, en slags råd der kan vise, at langt de fleste indvandrere ønsker at bevare det danske samfund. Måske vil jeg kaste mig over den opgave sammen med andre progressive kræfter. Os med mixed baggrund har en bredere forståelse for indvandrernes handlemåder og tankegange, og vi kan bidrage med fælles forståelse. Jeg er selv et produkt af mangfoldighed og den slags tiljubler jeg. Det gør hverdagen mere spændende.”
Afvisningen
Weekendavisen har mødt Michel Saouma på hans hotel i København et par gange i ugens løb. Hans fremtoning er afslappet, gennemført høflig, kontrolleret og gennemtænkt. Den voldsomme ungdomstid, borgerkrigen, rockerkarrieren og fængselsopholdet har han parkeret.
Søndag aften troner Jesper Steinmetz frem i TV2 Nyhederne med denne overskrift: ”Muligt gennembrud for fred i bandekrigen…” Studieværten kan fortælle, at en forhenværende rockerpræsident med baggrund i indvandrerkredse har tilbudt sig som mægler, og Michel Saouma bliver interviewet i et af hotellets mødelokaler. Han vil, siger han, gerne hjælpe med at afslutte konflikten, og fordi han både kender rockermiljøet og taler arabisk, har han nogle forudsætninger, som har mæglere ikke kan have.
Fra TV2’s arkiv ser man levende billeder fra 1999, hvor den unge rockerpræsident bliver interviewet i sin lædervest. Det var dengang han var med til at forsone de fynske rockere og indvandrere efter lang tids knivstikkerier. Nyhederne kan også fortælle, at han var manden der mæglede da to HA-rockere blev stukket ned på Blågårds Plads på Nørrebro året efter at han selv havde forladt Hells Angles. På billederne fra 1999 ligner han sig selv, som han ser ud i dag. Tøjstilen er dog blevet bedre.
Da jeg møder Michel Saouma igen mandag formiddag, er han glad for nyhedsindslaget aftenen før. Nu er signalet sendt. Han venter på respons.
Men tirsdag morgen i denne uge strandede Michel Saouma forhåbninger om, at parterne ville tage imod hans fremstrakte hånd. Nogen gav ham besked om, at hans tilbud blev ignoreret, og på Hells Angels hjemmeside kunne man læse dette:
”Der har i dagspressen været forlydender om at personer med kendskab til det såkaldte bandemiljø på Nørrebro og Hells Angels Motorcycle Club Denmark har forsøgt at mægle imellem ”parter” i det som danske medier har døbt ”bandekrigen”. Det er korrekt at der har været rettet henvendelser til HAMC Denmark og af hensyn til vore mange venner, de mange danskere og nydanskere der støtter os og de som er berørt af situationen har vi valgt at orientere om disse kontakter i fuld offentlighed. HAMC Denmark har således modtaget flere henvendelser fra bekymrede og velmenende personer, men vi må endnu en gang understrege, at vi ikke er en del af en konflikt på den måde som det fremstilles i pressen. Derfor har vi også svært ved at se hvordan HAMC Denmark skulle kunne deltage i forhandlinger om fred. Med hvem skulle vi forhandle? Om hvad skulle vi forhandle? Hvem udover HAMC Denmark skulle garantere at evt. aftaler blev overholdt? Vi fastholder, at HAMC Denmark, på lige fod med de fleste borgere i dette land, er en del af en kulturkonflikt – IKKE en racekrig og heller IKKE sammenstød om kriminelle markeder – men derimod en konflikt der alene handler om at vi ikke vil leve med daglige chikanerier rettet imod vores miljø og vore nærmeste omgivelser.”
Michel Saoumas mission er forbi. Den mislykkedes. Nu vil han overveje at komme på banen på andre måder. Måske vil han tage imod et tilbud om få sin historie skildret i en film. Film er, siger han, det eneste bjerg, han ikke har besteget endnu. I går torsdag rejste han tilbage til Dubai, hjem til konen, tvillingerne og investeringsvirksomheden.
”Jeg ville forsøge at skabe fred os ro. Men det havde altså ingen interesse, og det er selvfølgeligt ærgerligt, fordi der nu er risiko for flere uskyldige ofre. Men jeg er bestemt ikke ked af at undgå den mentale tidsrejse femte år tilbage. Jeg havde håbet at vi kunne mødes og ordne tingene som før. Nu har jeg forsøgt. Det var det. Jeg havde ikke regnet med noget, men det skulle afprøves, for det nytter jo ikke noget at man risikerer at blive skudt på gaden i København af bange og desperate kriminelle, bare fordi man lider af hårtab og ligner en rocker.”
Er du færdig med at slås?
Tænkepause.
”Ikke for det, jeg tror på. Jeg anskuer livet på en helt anden måde i dag, og jeg undgår ballade for så vidt muligt. Når det er sagt, vil jeg altid være klar til at lægge overfrakken hvis mine kære er i fare. Som kristen frygter jeg kun Gud den Almægtige.”