Anmeldelse i Weekendavisen den 4. april 2008.
WTC. Den franske jonglør og linedanser Philippe Petit fortæller sin fuldkommen fantastiske historie om en himmelvandring i New York, 1974.
Lad det være sagt med det samme: Begivenheden er større end bogen. Til gengæld er begivenheden også så stor og suveræn, at den kan bære at blive fortalt i en ulideligt selvoptaget bog. Men på den
anden side: Har man ikke lov til at være selvoptaget, når man som ganske ung har virkeliggjort en ulovlig og livsfarlig vision ved at gå på line mellem de to tårne i World Trade Center?
Jo, gu’ må man være selvoptaget, det er nærmest en forudsætning, og da den 24-årige Philippe Petit den 7. august 1974 gennemførte sin ”kunstneriske forbrydelse”, var det kulminationen på seks års besættelse. Allerede sidst i 60’erne, da tårnene endnu kun var et urealiseret projekt, satte han sig for at han ville gå på line 400 meter over jorden, og i At nå skyerne fortæller han den groteske historie om, hvordan det lykkedes ham at gøre vision til virkelighed. Og der er altså ikke tale om, at man ”bare” spænder en line ud på to kroge.
Hele tilrigningen var i sig selv et lille stykke ingeniørkunst, som vel at mærke skulle udføres i al hemmelighed. Forarbejdet, ikke mindst den tekniske iscenesættelse, tog flere år for Philippe Petit og hans crew af venner, og omfattede bl.a. omhyggelige spiontogter i World Trade Center, ulovlig indtrængen, hemmelige alliancer og indsmugling af et ton materialer, der skulle bugseres op på toppen, hvor bygningsarbejderne var ved at færdiggøre de to tårne. Efter en masse problemer og frustrationer, som bogen redegør for med en trættende omhyggelighed, var linedanseren og hans betroede mænd endelig klar til at trække et kabel fra tag til tag, hvilket bl.a. involverede et dygtig bueskytte, og da morgenen gryede, dansede den sortklædte Philippe over Lower Manhattans gader, hvor tusindvis af mennesker stimlede sammen med nakken lagt tilbage.
I løbet af tre kvarter tog byen den unge franskmand til sig, og da statsadvokaten skulle udarbejde en anklage, valgte han at slå en handel af. Hvis Philippe ville optræde for byens børn i Central Park, ville byen frafalde en masse strafforhold. Og på den måde forblev manden, der kalder sig selv for Himlens Forfatter, lige så fri som de måger, der havde sværmet om ham op nær skyerne.
Philippe Petits præstation er så fascinerende, at man er nødt til at tilgive ham hans rædsomme, selvfede skrivestil, der f.eks. kan lyde sådan her, hvor nattens arbejde på toppen af tårnet går ind i sin sidste forsinkede, fase: ”Åh rædsel! Natten har opgivet mig. Den har beordret daggryet til gradvist at udfolde sine lysere nuancers draperier. Ængstelsen farver mit blod. Tiden er af afgørende betydning. Når jeg det? Der er ikke plads til fejltagelser på urskiven.”
At nå skyerne er linedanseren, vovehalsen, tryllekunstneren, lommetyven og den kriminelle konceptkunstner Philippe Petits erindringer – og hans bevægende kærlighedserklæring til WTC, skrevet i månederne efter at de blev knust af terrorister. Bogen rummer en interessant efterskrift af Paul Auster (ikke skrevet til denne bog, men oprindelig trykt i Philippe Petits mere faglig afhandling om linedanserkunsten). Den berømte linedans har tidligere været behandlet i bl.a. billedbogen The Man Who Walked Between The Towers af Mordicai Gerstein (anmeldt her i avisen den 6. august 2004, dagen før 30 året for begivenheden), og senest har instruktøren James Marsh’s dokumentarfilm Man on Wire vundet en pris på Sundance Film Festival i januar, og hvis man er nysgerrig, kan man med en enkelt googlesøgning finde frem til et filmklip fra festivalens eget tv-program, hvor instruktøren og Philippe Petit bliver interviewet om filmen.
Philippe Petit: At nå skyerne. Min linegang mellem Twin Towers. På dansk ved Rasmus Hasstrup. 279 kr. Forlaget Per Kofod.