Niels Ole Qvist: Tango 4

Anmeldelse i Weekendavisen den 3. oktober 2008.

Irak og Afghanistan. Måske forlader soldaten krigen, men krigen forlader ikke soldaten.

Døden på slagmarken

For to uger siden udkom Jyllands-Posten-journalisten Kim Hundevadts dokumentarbog om de danske soldater i Afghanistan, I morgen angriber vi igen (anmeldt af Anne Knudsen den 5. september) og nu kommer så B.T.-journalisten Niels Ole Qvist med en debutroman, der til dels handler om den samme krig, de samme begivenheder og de samme soldater, men dog med hovedvægten på missionen i Irak. Hermed har vi fået en troværdig krigslitteratur.

Jeg har læst Kim Hundevadts og Niels Ole Qvists bøger i umiddelbar forlængelse af hinanden, hvilket har givet et troværdigt og dybt indblik i soldaterpsykologien og livet ved fronten, og jeg anbefaler dobbeltlæsningen til alle, der gerne vil have et usentimentalt indtryk af den brutalt voldsomme virkelighed, som vores soldater lever i. Og dør i.

Niels Ole Qvists Tango 4 er en umoden roman med et mådeholdent kunstnerisk niveau (”himlen er pornografisk blå”), og personportrætterne gør sig ikke fri af klicheernes forudsigelighed. Ikke desto mindre lykkes det til sidst at samle stoffet til en overbevisende og så godt som bevægende beskrivelse af hovedskikkelsen David, en ung soldat, der sendes fra Frederikshavn til ørkenkrig

I Irak passer David sit job mens han længes efter kæresten Anne Sophie og bekymrer sig for at hun er ham utro derhjemme. Da hun skriver i en mail, at hun overnatter hos veninden Ingrid, slår han hendes nummer op på nettet og ringer for at kontrollere om det er sandt. Kæresten er der ikke, og David er sikker på, at hun lyver for at dække over en affære. Han konfronterer Anne Sophie med sin teori, som hun gennemhuller med lethed. Hun har sovet hos en anden Ingrid, en studiekammerat fra medicin. David tjekker igen på nettet, og finder på universitetets hjemmeside en liste, der viser at Anne Sophie ganske rigtigt er i læsegruppe med en Ingrid.

Paranoiaen sniger sig ind, og det tror pokker. Når man hele tiden er på udkik efter vejsidebomber og snigskytter, vænner man sig til at se fjender og farer alle vegne. Og når man lige har haft en arbejdsdag, hvor raketterne slår ned, mennesker forbløder og man selv har kneppet den filippinske køkkenpige ude i lagerrummet… Samtidig bærer David rundt på besværlige og tunge tanker (og her slipper forfatteren klicheerne løs) om sin familie, dels om den dominerende far, dels om broren Kim, som der er sket noget skæbnesvangert med – vi ved ikke rigtig hvad. Kim – viser det sig – var også soldat, og mens han var udsendt, gik hans privatliv i opløsning. Konen fandt en anden, og da Kim kom hjem, var han ikke længere ægtemand og far til to, men blot en veteran med hovedet fuld af svigt, skuffelser og savn.

Vi fornemmer at det er gået helt galt for Kim, og at David frygter at det samme skal ske for ham selv – og da brikkerne falder på plads til sidst i romanen, kan vi tydeligt se, hvordan den hjemvendte soldat aldrig kan slippe sine oplevelser, men i al fremtid vil være bundet til det, han har set og gjort ude i felten. Da David vender hjem fra Irak, henter Anne Sophie ham i lufthavnen Billund, og da de kører af sted mod Vejle, slår han pludselig et dramatisk sving med bilen, fordi han skulle undgå en vejsidebombe. En vejsidebombe? I Vejle?

Måske forlader soldaten krigen, men krigen forlader ikke soldaten. Hvordan kan man opretholde et almindeligt liv derhjemme, når de ude på missioner trænes og vænnes til et liv i undtagelsestilstand? Dét er romanens helt overordnede problem, sådan som vi også kender det fra den hjemvendte Krebs i Hemingways klassikernovelle Soldatens hjem.

Tango 4 har ikke de store ambitioner om at sætte krigen og krigsdeltagelsen ind i en overordnet politisk sammenhæng, desværre. Kun en enkelt gang slipper Niels Ole Qvist bidsk satire og sarkasme løs i en kort, men rigtig god, sekvens hvor han beskriver generalen, der hjemmefra kommer på lynvisit hos tropperne. Og en enkelt gang har David et budskab, der sætter bogens begivenheder i et større perspektiv. Han falder i samtale med en embedsmand, der mener at de danske soldater gør et formidabelt stykke arbejde, og David svarer: ”Du kalder det et fantastisk job. Men vores job går altså– 90 procent af tiden – ud på at undgå at blive dræbt. Der er kun ti procent tilbage til at udføre det, vi rent faktisk er sendt herned for. På den måde er vi jo bare et symbol.”

Når man læser Kim Hundevadts og Niels Ole Qvists bøger, får man et levende indblik i en verden, som man kun kan forstå, hvis man er soldat. I begge bøger er der f.eks. beskrivelser fra Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor danske soldater blev dræbt i en såkaldt friendly fire, som de engelske allierede affyrede mod danskerne ved en tragisk fejl.

Om vi kan lide krigene eller ej, skylder vi at vise soldaterne vores forståelse, og derfor er litteraturen, dokumentar eller fiktion, så vigtig. I romanen er det de helt små detaljer, der giver mening. Jeg havde f.eks. ikke tænkt på, at soldaterne har deres mobiltelefoner med på mission, og at de kan sende en sms – måske den sidste – hjem til kæresten og forældrene mens de gør sig klar til kamphandlinger. Et andet eksempel: Da en af Davids venner bliver ramt og blodet sprøjter fra hans ben, prøver de at stoppe blødningen ved at spænde et bælte om det åbne sår, og med en tus skriver de klokkeslettet 14.14 i panden på soldaten, så man kan se hvornår han fik lagt knebelpres, for der er grænser for hvor længe det må sidde for at benet ikke skal visne.

Tango 4 er koden for en soldat, der ikke længere har brug for assistance, Tango 4 er en død soldat. I Niels Ole Qvists roman er der flere meldinger af den slags, og uden at røbe for meget af handlingen, vil jeg sige, at David er centrumpersonen, ikke mindst på grund af hans erindringer om broren Kim, der kom hjem fra krigen til ingenting. Han kunne ikke håndtere synet af en gruppe indvandrere hjemme i Danmark, for frygten for fjenden havde sat sig i ham som en refleks. Det gik Kim, som det kun kunne gå, og det går David som det kun kan gå. Og uanset hvor soldaten er og uanset hvor soldaten ender, så findes døden på slagmarken.

Tango 4 er ikke en stor roman, men dens stof er stort.

Niels Ole Qvist: Tango 4. 320 sider, 299 kr. Roman. Gyldendal.