Artikel i Weekendavisen den 4. juli 2008.

Interview. Bjørgulv Braanen er chefredaktør på den norske venstrefløjsavis Klassekampen. Han advarer imod multikultur, provokerende ytringsfrihed og EU uden folkelig legitimitet.

Klassekampen lever! I hvert fald i Norge. Og i det mindste i skikkelse af en avis, der stadig er venstrefløjens talerør, selvom den har forladt 70’ernes marxistisk-leninistiske udgangspunkt.

Weekendavisen er taget til Oslo, hvor Klassekampens chefredaktør Bjørgulv Braanen tager imod til en snak om politik og medier på sit diminutive kontor på femte sal i en kompakt kontorbygning. Adressen hedder Grønland, men gademiljøet minder mest om en asiatisk-arabisk globaliseringsfusion, hvor cafeerne både tilbyder norske karbonader og orientalsk kebab.

Er Grønlandet eksempel på norsk multikultur?

”Indvandrerne udgør 7,4 % af Norges befolkning,” siger Bjørgulv Braanen, smilende og tænksomt, som om sådan et lille tal ikke er værd at snakke om. Så tilføjer han: ”Det tal vi stige i de kommende år, bl.a. pga. familiesammenføringer. Problemet er, at det politiske establishment har omfavnet Norge som et multikulturelt samfund, ja Utlendingsdirektoratet hedder nu Integrerings- og mangfoldsdirektoratet, og de har ansvar for det man kalder integrations- og mangfoldighedspolitikken. Men jeg mener at den multikulturelle idé, forstået som at forskellige grupper skal leve adskilte liv, er vældig dårlig. Ethvert samfund har brug for fælles kultur, og det er en umulighed at alle skal leve forskelligt, hvis man har demokratiske ambitioner.”

I Danmark er det typisk højrefløjen, der er imod multikultur, men dit ståsted er jo på venstrefløjen, der traditionelt går ind for multikultur?

”Jeg går ind for at flest mulige er med i den fælles debat, den fælles kamp. Men multikulturalisme er uforeneligt med folkestyre. Et lands kultur, erfaringer og værdier skabes af historiske begivenheder, og derfor ændrer værdierne sig hele tiden. Som jeg læser den danske værdidebat, tror mange danskere, at der er noget evighedsagtigt over vestlige værdier, men det er der ikke – og jeg bliver nervøs når mennesker udefra bliver afkrævet forhåndserklæringer om loyalitet overfor danske og norske værdier. Værdier og kultur er i evig udvikling, og det vi skal stå sammen om er i realiteten et ganske tyndt fundament, som i realiteten ikke er så meget mere end en følelse, eller erkendelse, af at vi er afhængige af hinanden og hører sammen. Og så må folk være til venstre eller højre eller muslimer eller kristne eller fascister eller hvad de vil. Der skal være pluralisme, der skal være religionsfrihed og enhver menighed skal have ret til at eksistere. Det er uforståeligt at man kan være imod det. Kampen står derimod om hvad der skal være normen for samfundets udvikling. Når folk er statsborgere i landet, kan du ikke definere dem ud af den demokratiske kamp. Men det store spørgsmål er om der kommer nye race- og religionskrige, nu hvor den vestlige frygt for islam er i stærk vækst,” siger Bjørgulv Braanen.

Han peger på tre årsager til øget frygt for islam: den øgede indvandring, den amerikanske og vestlige udenrigspolitik, der har fået mere og mere offensive ambitioner, og kristenfundamentalismens stigende betydning i amerikansk politik.

”Intet har været bedre for den islamiske fundamentalisme, end okkupationen af Irak. Vi har en tendens til at se islam som en fast blok, men alle muslimer er ikke ens, og i et demokratisk samfund er det ekstremt vigtigt at passe på nuancerne, eller skaber man marginalisering. Det er en retorik og en tankemåde der ikke bidrager til at integrere. Men målet er nok at få muslimerne ud af vores lande, og det skaber øget fundamentalisme i den arabiske verden.”

Da den norske forfatter Dag Solstad i maj skrev en stor artikel i tidsskriftet Samtiden, hvor han gjorde op med dyrkelsen af ytringsfriheden som ”en hellig idé, som står over alle andre ideer”, sagde de fleste mediefolk fra, men Bjørgulv Braanen skrev en leder, der bakkede Dag Solstad op.

”Jeg synes at der er mange niveaufejl i debatten om ytringsfrihed. Ytringsfrihed handler om, hvad man gerne må sige, og hvad man skal straffes for at sige. Venstrefløjen har traditionelt ville forbyde racisme og nazisme, men det synspunkt har jeg forladt. Jeg mener at det er bedst at bruge ytringsfriheden til at sige fra: ’Det dér bør du ikke sige! Du skaber racisme, når du siger sådan og sådan!’ De der siger at muslimer, islam og terror er det samme har vundet en skanse i Danmark. Jeg forstår godt at Villy Søvndal siger som han siger, men jeg håber at vi slipper for at nå dertil i Norge. Vi skal bruge ytringsfriheden til at kæmpe for den rette politik, moral, videnskab osv., men vi skal også respektere, at der er ting, som vi ikke ønsker, f.eks. er jødehetz uanstændigt, fordi vi er enige om at det er uanstændigt.” Jeg bruger derfor min ytringsfrihed til at sige: ’Jeg synes at du skal holde kæft!’ Men jeg fører ikke nogen til retssale eller guillotine.”

Bjørgulv Braanen har fulgt debatten om Danmarks karikaturkrise, som også fik en lokal aflægger i Norge da redaktøren af det vækkelseskristne blad Magazinet, Velbjørn K. Selbekk, i 2006 genoptrykte Muhammed-tegningerne fra Jyllands-Posten, og han konstaterer, at ytringsfrihedens juridiske rammeværk har taget opmærksomheden fra indholdet:

”Hvis man siger, at det ikke var klogt at provokere ved at trykke tegningerne, bliver man kritiseret for at undertrykke ytringsfrihed, men man bruger jo bare sin egen ytringsfrihed til at give sin mening til kende. Ytringsfriheden er en ramme, hvor vi kan slås om ret og forkert, men den bruges til at dømme debattører der opfordrer til at gøre det anstændige,” siger han.

I en lederartikel i Klassekampen har Bjørgulv Braanen påtalt dobbeltbogholderiet hos dem, der på den ene side forsvarer Muhammed-karikaturerne ud fra ytringsfriheden samtidig med at de vil have restriktioner for Holocaust-benægtelse og hvad nazister må sige.

”Nogen tror på provokation og konfrontation som metode i identitetspolitikken. Men provokationsteorien fører til det modsatte af målet,” siger han.

Selv har Bjørgulv Braanen undladt at trykke de tolv tegninger fra Jyllands-Posten, fordi han ikke vil provokere muslimerne, og han forstår ikke at Politiken og Information valgte at trykke tegningerne, da det kom frem, at der var attentatplaner mod tegneren Kurt Westergaard: ”Hvis de to aviser mente at tegningerne var provokerende første gang, hvorfor var de så pludselig gode nok anden gang?”

Måske som en solidaritetserklæring, måske som et fremstød for religionskritik?

”Ja, men solidaritet for hvad og hvem? Er det ikke netop sådan at trykningen af tegningerne fører til at islamistiske fundamentalister får gode kort på hånden, fordi moderate muslimer er enige i at dette opleves som krænkende? Aggressiv ateisme og kristenfundamentalisme mødes i dag i modstand mod islam.”

Men ateisme stammer vel fra venstrefløjen?

”Det siges at aggressiv ateisme er en del af en venstrefløjstradition, men det står der strid om. Pionererne i den nordiske arbejderbevægelse var f.eks. kristne socialister, og man ønskede ikke nogen krig mod religionen og de religiøse. Arbejderbevægelsen i Norden har altid haft kristne medlemmer, ja det norske Arbeiderpartiet brød faktisk med Den Kommunistiske Internationale, Komintern, i 1923, bl.a. pga. kravet om ateisme”.

Bjørgulv Braanen hylder den demokratiske ytringsfrihed, men han slår fast, at ”medier er frie, men ikke ansvarsfrie.” Han uddyber med et eksempel fra den norske historie:

”I 1905 besluttede Stortinget i Oslo, det daværende Kristiania, at løsrive Norge fra Sverige. Hvis svenskerne fik det at vide før tid, var der risiko for at de ville besætte landet, så der blev i dagene op til beslutningen udstationeret bevogtning langs grænsen. De norske aviser vidste hvad der skete, men de skrev det ikke, fordi det handlede om nationens sikkerhed. Her for nylig var jeg så til møde i Redaktørforeningen, hvor en tidligere redaktør på Aftenposten sagde, at medierne i dag ikke ville have handlet på den måde, men valgt at skrive nyheden. Jeg er helt uenig. I nogle situationer indgår du som redaktør i en national konsensus, hvor det handler om at tage et nationalt ansvar. Et ansvar for noget som er større end hver enkelt avis’ kommercielle egeninteresser. På den andre side kan man jo også sige at grunden til at de danske aviser optrykte tegningerne var den stærke vrede mod islamistisk terror. Men det kan være at danske medier og politikere her påtager sig en opgave, man ikke er i stand til at løse. Danske medier kan hverken gøre fra eller til når det gælder terrorismen i Mellemøsten. Hvis man giver indtryk af at man bidrager til at mindske den ved ”at stå fast” eller trykke tegninger ”i solidaritet”, skaber man en illusion i befolkningen. Og hvad vil de gøre, hvis der kommer flere ambassadebomber og Arla kun kan eksportere til Sverige og Norge? Muhammed-tegningerne risikerer at blive et nyt 1864 for Danmark.”

Bjørgulv Braanen har ofte taget ordet i den norske mediedebat. Han har bl.a. kritiseret at regeringen smider gode lunser til et enkelt medie, som så har eksklusiv ret til historien:

”Det kan ikke være rigtigt i et ordentligt demokrati, synes jeg. Men så får jeg at vide, at jeg skal forholde mig til medievirkeligheden. Regeringen siger at medierne kræver eksklusiv ret til en historie for at give den fyldig dækning. Men vi i medierne ville jo aldrig acceptere at staten skulle give efter for et pres om eksklusive rettigheder fra andre aktører, f.eks. olieselskaber. Vi er tilbage ved et før-moderne statsbegreb.”

Nu redigerer du selv en nicheavis, men hvordan er den generelle udvikling?

”Jeg ser en kommercialisering af medierne, der fører til en ensretning. Medierne hælder mod hinanden i prioriteringer og politiske holdninger. Man går efter det dramatiske, og der er en kobbelmentalitet, hvor medierne løber i flok efter personsager. Vi har her i Norge bl.a. haft en stor skandale om olie- og energiminister Aaslaug Haga, der i juni måtte gå af efter en sag om et stabbur (en lille bræddehytte, der i gamle dage blev brugt til opbevaring af mad på gårdene, red.), hun havde lejet ud, uden at indtægten var blevet oplyst til skattevæsenet. Men er den slags sager relevante for offentligheden? Jeg mener at politikere skal bedømmes på det politiske. Er der overensstemmelse mellem det de siger og det de gør? Det er 90 % afgørende for mig. I sager om det politiske job, skal man være moralsk og stenhård, men det private er ikke væsentligt. Hvis politikerne skal skandaliseres, skal de skandaliseres på politikken, ikke på privatlivet. I dag ville Churchill ikke kunne være politiker, og ønsker vi et samfund, hvor der ikke er plads til Churchill? Jeg ville aldrig kunne blive politiker, og vi har vel alle har gjort noget, der er på kant med loven eller den offentlige mening. Vi skal vælge politikere ud fra deres gennemførelseskraft, og jeg ønsker en mere rummelig offentlighed. Men medierne driver politikerne fra skanse til skanse, fordi det er historier med dramaturgi.”

I Danmark har vi også lige haft sager om et par ministres private brug af offentlige penge og ministerbiler. Hvad er problemet med den slags historier?

”De er bekymrende fordi de flytter opmærksomhed fra indhold til form, fra store spørgsmål til små. Man siger at medieudviklingen er uafvendelig og bare sker, men medierne er jo selv drivkraften. Vi må forvente at organisationer kan tage selvstændige beslutninger. Vi mennesker har en fri vilje, og medierne kan selv vælge, hvordan de vil være. Pressen flirter selv med sex og prostitution, Ekstra Bladet i Danmark f.eks., men er selv moraliserende og supersnerpede.”

Klassekampen, hedder din avis. Giver det nogen mening i dag?

”Ja, det er afgørende at forstå verden i klassebegreber. Europæisk politik skal forstås ud fra sociale forskelle. Jeg så at Helle Thorning-Schmidt var fortvivlet over det irske nej til Lissabon-traktaten, og da hun blev spurgt om ikke der var et demokratisk underskud i EU, svarede hun: ’Nej, nej, EU er superdemokratisk. Der er grønne, homofile og abortmodstandere side om side, det er demokrati nedefra.’ Men EU er et politisk-økonomisk elitært system, som kompenserer med lobbygrupperne, men hvor er politikkens subjekt, arbejdstagerne? De føler sig forladt og deraf kommer uroen om EU’s fremtid. Men faktisk ville det ikke være svært at vinde en folkeafstemning om en EU-traktat. Man skal bare sige at man garanterer opretholdelsen af alle arbejdsaftaler om løn og tariffer, og at alle der kommer udefra for at arbejde skal overholde de gældende regler. Det vil give dundrende flertal i alle lande – i morgen!”

Klassekampens chefredaktør advarer magthaverne i både EU og Norge. De er, mener han, i fuld gang med at spille bolden i hænde på deres politiske fjender på den yderste højrefløj:

”Der opstår en politisk apati eller et oprør, når kompetencen overgår til internationale organisationer uden folkelig legitimitet. Arbejderne har tillid til nationalstaten, der har skaffet dem rettigheder, så det er klart at den er populær. EU, derimod, er i et modsætningsforhold til folkeflertallet i de fleste lande, det er en grundlæggende tillidskrise, der kan blive ekstremt eksplosiv. At drive en politisk udvikling, som man ikke har legitimitet til, vil til syvende og sidst føre til protest og oprør, og kun højrepopulismen vil have gavn af det.”

I Norge udspiller sig for tiden en debat om et stigende skel mellem rig og fattig. De rigeste 5000 nordmænd sidder i dag på den største del af indtægterne siden 1935, hvor arbejderklassen brød igennem. I de seneste år er Norge gået fra en flad lønstruktur til større og større polarisering. Regeringen, en koalition af Arbeiderpartiet, Senterpartiet og Socialistisk Venstre, taler meget om at afskaffe fattigdom, den vender også hele tiden tilbage til, at Norge seks år i træk er blevet kåret til verdens bedste land af FN’s udviklingsprogram UNDP.

”Vi er verdens bedste land, og derfor vil regeringen derfor have at alt skal være verdens bedste her. Skolepolitikken, den offentlige sektor, klimapolitikken. Det er en uopnåelig og vulgær ambition, ukonkret og hinsides. Man vil aldrig kunne nå målene. Man må stille sig mål, der er mere nøgterne og mindre svulstige. Det åbner for en misnøjepolitik, hvor Fremskridtspartiet vil kunne sige at målene ikke er blevet nået. Retorikken om verdens bedste land gavner kun højrepopulismen,” siger Bjørgulv Braanen.