Fem fodboldbøger

Anmeldelse i Weekendavisen den 5. december 2008.

Nostalgi. Selv om man som dansker burde vide bedre, så ender en landskamp mod Spanien næsten altid med, at Maude går op og lægger sig.

”I vil bare score på mit ansigt”

Én biografi om Allan Simonsen, to biografier om Frank Arnesen, en portrætbog om Laudrup-dynastiet plus en enkelt dokumentarfilm og hele tre bøger om de danske firserlandshold… Jeg giver en stadionpølse til den, der kan forklare mig, hvor denne massive nostalgibevægelse kom fra?!

Det hele begyndte i foråret da Mads Kamp Thulstrup, Carsten Søsted og Daniel Dencik og lagde os flade af grin med fodbolddokumentarfilmen Og det var Danmark (som ganske vist snød med vigtige detaljer, men pyt, jeg skal have den når den udkommer på dvd den 25. november!), og det fortsatte da Joakim Jakobsen lagde en lang og præcis aflevering med Tynd luft, der bl.a. brillerede med den sociologiske analyse af roliganbevægelsen: Fordi landsholdet i 80’erne viste vindermentalitet og farlighed, var folket nødt til at balancere tingene ved at være troskyldige fjollehoveder! Og nu fortsætter det med fire biografier og et par landsholdsportrætter mere, der alle sammen griber tilbage til den vidunderlige tid, hvor Stævnets orkester under ledelse af solotubaist Erik Åkerwall, og med en bensvingende blondine med tamburmajorstav i hånden, bragte os i den rette stemning på Hockeybanen, Cementen og B.93 langsiden, ikke at forglemme hovedtribunen, der fik lov at stå som en gammel grædemur i Parkens grå beton indtil den blev revet ned i fjor.

Jens Andersens monumentale Frankieboy om Frank Arnesen er blevet anmeldt af Hans Mortensen og står udenfor denne bunkeanmeldelse, ligesom kollega Joakim Jakobsens Tynd luft for længst er blevet gæsteanmeldt af fodboldkyndige Flemming Rose, men ellers kommer her et overblik over sæsonens nostalgiske boldbøger:

Dan Hirsch Sørensen og Hans Krabbe har lavet interviewbogen Drengene fra Wembley. Et legendarisk landshold taler ud. Det er en underholdende rundtur til alle de fantastiske spillere, der fortæller om deres fortid og nutid – og det er naturligvis underholdende, men også forbløffende indiskret. Jeg ved ærlig talt ikke om jeg gider vide, at Søren Busk græd hele natten da hans bror fortalte ham, at han var bøsse, og at brødrene aldrig fik talt ud inden broren døde af AIDS. Jeg ved heller ikke om jeg gider vide, at Ivan Nielsen ikke har set sin far i fyrre år, og nu også har brudt med sin mor fordi hun bagtaler hans kone. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal stille op med historien om at Jesper Olsen måtte flytte fra et hus i Manchester pga. spøgelser. Eller med historien om at Troels Rasmussen har en søn der er autist…

Så er det straks mere relevant at Preben Elkjær forlanger 10.000 kr. til velgørenhed for at stille op til interview. Manden, der ifølge forfatterne er landsholdets guldalder kogt ind til en bouillonterning, siger at de første ti forfattere har spurgt om lov til at skrive en bog om ham, men det gider han ikke være med til: ”I vil bare score på mit ansigt”. Men han får sine penge til velgørenhed – vi får ikke at vide hvad han vælger – og kvitterer med fine udfald mod tidens knæfald mod talentløshed som Vild med dans (tag den, Peter Schmeichel – han har været med i den engelske udgave). Preben Elkjær har interesseret sig for kunst siden Allan Simonsen præsenterede ham for Robert Jacobsen – hvor, hvordan, hvornår, hvorfor, får vi ikke at vide – og mildt presset kommer han pludselig i tanker om, at han har fået tilbud om at stille op til folketinget og faktisk også er medlem af et politisk parti. Jeg gætter på Venstre.

Allan Simonsen har ikke medvirket i bogen, men det gør han til gengæld i Bo Østlunds Allan Simonsen. Europas bedste 30 år efter, der al underholdningen, nostalgien og det meget fine billedmateriale til trods, også hensætter mig i en tvivlsom melankolsk stemning, for hvorfor skal vi egentlig vide, at Allan ikke har kunnet holde sammen på sin familie, at han er skilt, gift igen og bosat i Barcelona uden nogen særlig kontakt til døtrene fra det første ægteskab? Når det er sagt, er biografien en udmærket påmindelse om, hvor stor Allan var, da han var størst.

Danish Dynamite af Thomas Laursen og Ole Sønnichsen er skåret over samme læst, som Drengene fra Wembley, men har langt, langt mindre bid. Interviewerne går på ingen måde lige så tæt på, som Dan Hirsch Sørensen og Hans Krabbe, hverken privat eller professionelt, og der er langt imellem de interessante oplysninger, dog er det nyt, at Klaus Berggreen kunne være kommet ned til Lerby og Arnesen i Ajax Amsterdam. Som titlen antyder, er der tale om en ukritisk og uambitiøs reproduktion af de store myter og klicheer, og det hele er forudsigeligt til smertegrænsen.

Ole Sønnichsen har også haft tid til at skrive Arnesen. Fra gavflab til fodboldboss. Biografien om Frank Arnesen vinder ikke i en løbeduel med Jens Andersens ambitiøse bud på et totalbillede af den tavse mand. Til gengæld er historien med klichetitlen Fra gavflab til fodboldboss en lettilgængelig, fint illustreret og børnevenlig biografi – og det sidste mener jeg absolut som en oprigtig kvalitet. Desværre Ole Sønnichsen mangler visse steder omhu i detaljen. F.eks. spejlvender han sidehistorien om hvordan Søren Lerby kom til Fremad Amager og helt galt går det, når han gør en af Arnesens og Lerbys holdkammerater i Ajax Amsterdam til verdensmester med Holland ved VM i Argentina i 1978. Det var altså en finale som Holland tabte!

Axel Boisen, Christian Mohr Boisen og Henrik Nordskilde har fået den indlysende gode idé, at lave generationsportrættet Laudrup. Et fodbolddynasti, der handler om en far og hans to sønner: Finn, Michael og Brian. Om den familie er der jo fortalt så uendelig meget, og det meste her er også ren reproduktion, ja man sidder tilbage med en fornemmelse af, at alt det afgørende stadig er ufortalt – hvilket vi gerne lever med af privatlivshensyn. Jeg ville dog gerne have læst om, hvorfor i alverden Michael Laudrup, der siger nej til så meget, sagde ja til at være med i initiativgruppen bag tænketanken CEPOS.

Bogen er god, gavmild og i glimt også overraskende god, f.eks. i en kort, højspændten sekvens, hvor Brian kommenterer det faktum, at hans eget bitre og konfliktfyldte brud med Don Ø i FC København ikke har haft konsekvenser for Michaels forhold til den magtfulde fodboldboss: ”Altså, hvis det havde været min bror, hvis det havde været Michael, der havde været gennem den mølle, så tror jeg nok, at jeg havde taget hans parti og var så ikke blevet set et andet sted med sådan en mand. Michael er anderledes der….”

Der er også stil over citatet fra den poetiske fodboldprofessor og fhv. verdensmester Jorge Valdano, der trænede Michael i Real Madrid: ”Sjældent har jeg set en gruppe spillere være så glade for en holdkammerat. For tiden vil alle være som Michael. Selv bolddrengene prøver at kikke til højre, når de kaster til venstre.”

Bedst er dog beskrivelsen af endnu et traumatisk dansk nederlag til Spanien. Boisen, Boisen og Nordskilde skriver: ”Selv om man som dansker burde vide bedre, så ender en landskamp mod Spanien næsten altid med, at Maude går op og lægger sig”.

Ja, vi får et seriøst pulver firsernostalgi over tilsammen 2000 bogsider, og man spørger sig selv, om der er læsende fodboldnostalgikere nok til disse gave-, mande- og mandelgavebøger, her 25 år efter at landsholdet blev godt. Trods småfejl hist og her, giver bøgerne et retvisende billede af spillerne, sporten og spændingen. Dog advarer jeg mod at læse dem alle i forlængelse af hinanden, for sådan en klichereproduktion, kan selv den mest inkarnerede roligan vist have svært ved at fordøje.

Bo Østlund: Allan Simonsen, 300 sider, 249 kr. People’s Press. / Ole Sønnichsen: Arnesen. Fra gavflab til fodboldboss. 286 sider, XX kr. Gyldendal. / Thomas Laursen og Ole Sønnichsen: Danish Dynamite 276 sider, 299 kr. Gyldendal / Dan Hirsch Sørensen og Hans Krabbe: Drengene fra Wembley. Et legendarisk landshold taler ud. 318 sider, 299,95 kr. Lindhardt og Ringhof. / Axel Boisen, Christian Mohr Boisen, Henrik Nordskilde: Laudrup. Et fodbolddynasti. 415 sider. XX kr. Lindhardt og Ringhof.