Danskernes land

Kommentar i Weekendavisen den 15. februar 2008.

Kultur. Søren Pind og Kristian Jensen er uenige om integration. Hvem af dem repræsenterer Venstres officielle synspunkt?

Mandag den 4. februar skrev Søren Pind et indlæg på sin blog, hvor han krævede assimilation af indvandrere i stedet for integration. Tirsdag den 5. februar offentliggjorde Politiken en kronik af skatteminister Kristian Jensen, som formulerede fem vigtige pejlemærker for det liberale samfunds udvikling – og de to unge Venstrefolks synspunkter om det samme emne viser sig forbløffende nok at være ganske uforenelige. Mens Søren Pind kræver kulturel ensretning, ønsker Kristian Jensen plads til kulturel forskellighed. Begge synspunkter er jo ganske valide, og selvom de er personligt uenige, kan kun den ene have ret på partiets vegne.

I en kronik i Jyllands-Posten i søndags uddyber Søren Pind sit opgør med multikulturalismen (samlet set et ekko af Søren Krarup gennem halvtreds år, bare ikke nær så suverænt og sort), og han lægger ud med en beklagelse over, at vi ”i angst for at erkende vores ejendomsret til det her land, afstår fra at fortælle, oplyse og blive bekendt med vores egen kultur”. Han henviser til en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet, der viser, at vi danskere er glade for vores land og er modstandere af multikulturalisme – men samtidig føler en ligegyldighed overfor vores arv og kultur. Vi er, refererer Søren Pind, ligeglade med Kingo, Buxtehude, Rømer, Brorson, Ewald, Oehlenschläger, Rask og H. C. Ørsted, Kierkegaard, H.C. Andersen, Bohr, Krøyer, Carl Nielsen, Grundtvig og Ingemann. Til gengæld elsker vi velfærdsstaten – til den liberale ideologs store ærgrelse, for den er jo kun et ”kunstprodukt”!

Det er to interessante pointer i det citat: For det første er det opsigtsvækkende, at danskerne åbenbart er imod multikultur – men også ligeglad med national kultur. Vi er mest optaget af vores egen velstand, og det stemmer jo meget godt overens med det vi har set i årevis: Vi taler og taler og taler om ”danske værdier”, men den eneste værdi, som danskerne går op i, er tilsyneladende friværdien. Så fuck tolerance og frisind.
For det andet er det tankevækkende at Søren Pind kan tale om at vi ”afstår fra at fortælle, oplyse og blive bekendt med vores egen kultur”. Jamen, har han da slet ikke lagt mærke til Dansk Folkepartis og Brian Mikkelsens fædrelandskærlige kurs siden 2001? Som bekendt handler den kulturpolitiske kanonkampagne jo lige nøjagtig om alt det, som Søren Pind efterlyser.

Men folket opfører sig ikke helt, som politikerne gerne vil have. Folket er for kulturløst til at interessere sig for Kingos symfonier, Carl Nielsens digte og Ingemanns malerier og Søren Pind kombinerer kulturkritikken af sine landsmænd med krav til udlændingene. Logikken synes at være denne: Når nu danskerne ikke gider være danske nok, skal udlændingene i hvert fald kaste deres egen kultur af sig og blive lige så kulturløse som os andre.

Han skriver at udlændinge skal være hjerteligt velkomne hvis de er forfulgt og pint i deres hjemland (og her kan Søren Krarup så ikke være med længere!) og hvis de vil bidrage aktivt. Præmissen er dog at de erkender, at de er gæster, indtil de er blevet danske statsborgere, siger han, og konkluderer: ”Derfor orker jeg ikke at høre ordet integration mere. Ordet er et af de mest belastede i dansk sprogbrug, for man kender træet på dets frugter. Assimilation må være ordet.”

Som eksempler på overdreven eller misforstået integration anfører Søren Pind fraværet af svinekød i københavnske daginstitutioner, manglende salmesang i bestemte folkeskoler, fortrin for religiøse retninger i svømmehaller, at pigekoret ikke længere synger på DR’s P4 og at rådhusklokkerne er forsvundet fra æteren (er det også et knæfald for islam, det vidste jeg ikke?).

Der er tale om en kortslutning. Assimilation kan ikke indføres, det er en kulturel proces, som ikke kan lade sig gøre i første eller anden generation, fordi man ikke kan krænge sprog, kultur, normer, vaner og behov af sig som en gammel frakke. Omvendt skal et værtssamfund heller ikke opløse sig selv, deri har Søren Pind naturligvis ret, men de eksemplar han anfører, er hverken foruroligende eller gode: Hvorfor f.eks. servere gris i de institutioner, hvor der ikke er nogen børn, der må spise gris? Hvis der stadig er danske familier, der kræver flæsk, synes jeg også at de skal have det, og at de muslimske familier naturligvis skal acceptere det. Det kræver blot lidt planlægning og fleksibilitet i indkøb og madlavning, og det er vel ikke et kulturtab for danskheden at finde pragmatiske løsninger på praktiske problemer? Eller skal man tvinge de muslimske børn til at spise mad, der er forbudt for dem?

Skatteminister Kristian Jensen er også optaget af dansk kultur, og i sin vision for et borgerligt, liberalt samfund (Politikens kronik d. 5. februar) skriver han om behovet for at kulturel forankring og identitetsbevidsthed, og han siger at både danske enklaver i udlandet og udenlandske grupper herhjemme er eksempler på at selvtilstrækkelighed holder os fastlåst i egne værdier og skader integrationen. I mangt og meget er Kristian Jensen enig med Søren Pind, skatteministeren taler om frisind, forskellighed og tolerance, så man tror at han mener det:

”Jeg ønsker et samfund med plads til forskellighed. Hver dansker må gøre op med sig selv, hvilken livsstil, boligform, arbejdsrytme, religiøs overbevisning, familiestruktur eller tøjvalg der netop passer den enkelte”.
Man bemærker naturligvis at skatteministeren taler om ”hver dansker”, ikke om ”hver borger”, men hans frisind slår alligevel igennem, når han senere skriver, at ”bikini eller burka er og bliver et personligt valg”. Dog garderer han sig ved at tage afstand fra gruppepres, social mobning og vold, og ved at skrive, at grænsen for frisindet og tolerancen går der, hvor mennesker bliver udsat for tvang. Og hvem i alverden kan være uenig i det?

Søren Pind har ret i at Danmark er danskernes land. Jeg er enig i, at et land skal passe på sig selv når det mødes med store krav om forandringer og tilpasninger. Men den vigtigste grund til at vi ikke dyrker vores egen kultur specielt meget, har ikke noget med indvandringen at gøre. Det handler vel mere om, at vi ikke har tid til at dyrke det danske, fordi vi har så travlt med at dyrke det amerikanske. Kulturpåvirkningen fra USA har jo for alvor ændret vores levemønster på alle leder og kanter, hvilket burde optage den borgerlige kulturpolitik meget mere.

Naturligvis skal der være grænser for, hvilken kultur- og mentalitetsimport, vi skal acceptere, og sidste uge bragte to eksempler på hvor galt og hvor godt det kan være. Det gale kom fra England, hvor ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, mente at muslimsk sharia skal være en valgmulighed for engelske muslimer i civile sager om ægteskab, skilsmisse, arv og forældremyndighed. Det gode eksempel kom fra fire jyske sparekasser, der sammen har oprettet et boligfinansieringsinstitut, som sikrer at boligkøbere ikke betaler renter af deres boliglån. Instituttet køber det hus, som kunden gerne vil bo i, og sælger det videre til kunden på et betinget skøde, der sikrer 30 års råderet. Men køberen overtager først selve skødet, når sidste rate er betalt, og dermed bliver det også muligt for muslimer at komme ind på det danske ejerboligmarked, som de ellers har været afskåret fra, fordi de ikke må betale renter ifølge deres religion. For muslimerne betyder det mulighed for en ny social mobilitet, fordi de kan fraflytte deres lejeboliger i ghettoområderne.

Ærkebiskoppen er på vildspor, fordi et retssamfund naturligvis ikke kan operere med valgfrihed og forskellige jurasystemer for borgerne. De jyske banker er derimod på ret spor, fordi den nye finansieringsform kan bruges af alle, muslimer eller ej.

Når Søren Pind kræver assimilation – altså ensidig tilpasning – minder det unægtelig en hel del om det, som Kristian Jensen kalder gruppepres eller social mobning, og kravet om assimilation er i hvert fald uforeneligt med det liberale frisinds fordringer, som skatteministeren ridser op. Derfor er det relevant at spørge, hvem, der egentlig repræsenterer Venstres syn på sagerne. Er assimilationskravet Pinds eller er det partiets?