Anmeldelse i Weekendavisen den 10. oktober 2008.
Trilogi. Religion eller individuelt menneskeansvar? Anne B. Ragde afslutter sin trilogi.
I det stille vand
Hvem sælger i dag 1 million bøger? Det gør Dan Brown, J.K. Rowling, Stig Larsson – og Anne B. Ragde. Den norske forfatters romantrilogi Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge om tre umage brøde – bonden, bøssen og bedemanden – har rejst sig som en hel bogtsunami over by, bygd og bogklub, men i forhold til f.eks. Stieg Larssons grotesk storsælgende krimier, har Anne B. Ragdes slægtssaga kun slået småskvulp mod de danske kyster. Det er synd.
Da første bind i serien udkom, skulle jeg diskutere den i DR2’s Smagsdommerne. Med i de orange stole var også balletkritikeren Erik Aschengreen, der ”på standens vegne” følte sig noget fortørnet over portrættet af den hysteriske, selvoptagne og oversensitive bøsse Erlend, der er brudt ud af det fordomsfulde, bornerte og bøsseforskrækkede bondemiljø ud for Trondheim og nu lever det søde bohemeliv i København med toetagers penthouselejlighed på Gråbrødre Torv og karriere som kunstnerisk og kolerisk vinduesdekoratør.
Og ok, Erik. Jeg forstår dig godt. Portrættet af Erlend er gennem hele værket måske det mest underholdende i romanen, men det er unægtelig også en kliche, eller en parodi på en kliche. Hvis målet er at gøre op med fordomme og falske forestillinger, så er resultatet rent faktisk det stik modsatte, for denne groteske, grådlabile og totalt sexfikserede konstruktion af en bohemebøsse, er faktisk ret så uforglemmelig morsomt i al sin overdrevne respektløshed.
I det hele taget er romanserien et livtag med fordomme, ikke kun om bøsser. Her får den kristne bedemand og de lavmælte bonderøve også et skud pulver, alle bliver serveret i skarp sovs og skildret i ekstremer, men bag de ramsaltede (og død kærlige) portrætter findes mere end en familiehemmelighed, som man i skyld og skamfuldhed vogter over som tempelriddere vogter over den hellige gral. Den første af disse hemmeligheder fik vi blotlagt i de første bind, hvor det viste sig at fædre og sønner og onkler ikke nødvendigvis var det, man antog dem for at være, og i trilogiens afsluttende roman, bliver der føjet enkelte træk til de unævnelige relationer.
Det er svært at være menneske at stå i ærlig relation til andre og at erkende sine følelser overfor sig selv og sin familie. Det synes at være pointen i Anne B. Ragdes værk, der samlet set handler om mennesker, der trodser fortrængninger og fordomme i kampen for respekt. Og her er Erlend et omdrejningspunkt. I den midterste roman var han anledning til den symbolske titel Eremitkrebsene på grund af en barndomserindring om krebsene, der hele tiden skifter hus, fordi ”bilder sig ind at de vantrives i det gamle når de opdager et nyt”.
Anne B. Ragde skrev, at Erlend lod sig fascinere af det faktum at eremitkrebsene var født til at stjæle andres huse for at overleve. At de var født helt uden beskyttelse – ganske som han selv, forstår man. I det sidste bind, skifter vi pludselig fokus i titlen. Væk fra det humanistiske og hen til det religiøse, repræsenteret ved den kristne bedemand Margido, der læser op fra Biblen: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød. Han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig i det stille vand.” Det er så nemt at læse op foran en kiste, men det bliver straks sværere at gøre det rigtige, det gode, når man selv skal tage ansvar for sit eget liv. Da familiens mysterier strammer til og Margido er tvunget til at tage ansvar for de levende og ikke kun for de døde, som han er vant til at vise udsøgt omsorg, længes han efter en hjælpende hånd fra oven: ”Kunne han bare ligge i grønne enge og lade den gode Gud føre sig til vand, hvor han fandt hvile, sådan at han fandt ny kraft.”
Ja, kunne man dog bare ligge stille og lade andre, meget gerne gud, om at tage ansvaret, hvor ville livet så være uendelig meget lettere. Men gud tager ikke ansvar for den eneste tilbageblevne af de gamle på slægtsgården, og kommunen afviser også at gøre det. Og hvad så?
Hvis man havde troet (og det havde man nok), at det hele ville munde ud i en happy feel good afslutning, så kan man godt tro om igen. Ganske vist er der lyse åbninger om en bedre fremtid, ikke mindst for den ellers så kolossalt depressive Torunn, der i seriens åbning bliver kastet ind i en familie og en fortid, som hun ikke vidste at hun var en del af – og den agtværdige konklusion, der står tilbage er, at vi ikke kan ligge i grønne enge og lade os føre, men at vi – som de eremitkrebs, vi dybest set er – hele tiden selv må søge det hjem, hvor vi er trygge. Problemet er bare, at vi hele tiden tror, at vi vantrives i det gamle, når vi møder det nye.
Humør og parodisk lethed balanceret med tyngde og tænksomhed plus religion overfor individuelt menneskeansvar, det er opskriften på Anne B. Ragdes sympatiske saga.
Anne B. Ragde: Ligge i grønne enge. Oversat af Karen Fastrup og Dorthe de Neergaard. 300 sider, 299 kr. Rosinante.