Kommentar i Weekendavisen den 5. januar 2007.
Udvikling. 2006 sluttede med en hård debat om bistandspolitikkens mål og midler. Måske opfandt udviklingsministeren fokusgruppedemokratiets version 2.0: Lad de kendte formulere politikken!
Udviklingsminister Ulla Tørnæs slikker stadig sårene efter den hårde medfart, hun fik i december. De sved, de mange verbale prygl fra politikere, medier og organisationer, da ministeren hyrede kendisser til at diskutere dilemmaer i bistandspolitikken og derefter indstille (oprindeligt var det tanken at de skulle vælge), hvilke projekter, der skulle nyde fremme. Den daværende konservative ordfører og senere ministerkollega, Carina Christensen, kaldte f.eks. ideen ”vanvittig”.
Det, der lignede en god idé, blev pludselig et mareridt, ikke mindst da projektets såkaldte ”mediepartner”, Morgenavisen Jyllands-Posten, to dage før jul måtte fortælle, at tre af de tolv kendisser havde forladt projektet – en nyhed, som projektets egen hjemmeside dilemma.dk holder ganske hemmeligt for læserne. Pludselig er de tre – erhvervskvinden Anna Thygesen, balletdanseren Silja Schandorff og FCK’s Don Ø – bare pist væk. De skulle være good will ambassadører, men i dag er der ikke meget andet end bad will tilbage.
I denne regerings levetid er det blevet stadig vanskeligere for de humanitære organisationer at opretholde den folkelige forankring, som er så vigtig. Regeringen har nemlig dels skåret i bistandsmidlerne, dels fjernet den oplysningsbevilling, som hidtil har gjort organisationerne i stand til at holde kontakten med befolkningen ved lige. Argumentet for at skære, var, at de humanitære ngo’er selv måtte bevise den folkelige opbakning ved at skaffe sig flere indtægter fra befolkningen. Det har øget konkurrencen på indsamlingsmarkedet, hvor Dansk Røde Kors fortsat klarer sig fint, mens Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp holder skindet på næsen. Men hvad gør de små og vigtige organisationer, der hverken har netværk eller erfaring med at afholde husstandsindsamlinger? Ja, de drukner simpelthen. Eller rettere: de bruger en lille formue på at indsamle en marginalt større formue (og her snakker vi altså halvanden million!).
Mens organisationerne kæmper, får Ulla Tørnæs så den dybt originale idé, at indforskrive nogle kendte til at diskutere dilemmaerne i udviklingshjælpen. Regeringen går altså på en ganske ucharmerende strandhugst i det kendismateriale, som de humanitære organisationer er mere og mere afhængige af, når nu regeringen selv har sløjfet den vigtige oplysningsbevilling. Men hvorfor skal regeringen plagiere de hårdt pressede organisationer på et område, hvor regeringen intet har at gøre? Svaret er vel, at ministeren har brug for nogle trækplastre. Og vi ved at de kendte skaffer opmærksomhed til egne af verden, som ellers rager os en papand. Kofi Annan søgte f.eks. hjælp hos George Cloony for at råbe verden op om Darfur. Alle husker Bono og Bob Geldof – og se bare hvad der skete, da Madonna adopterede en dreng fra Malawi.
Netop den søndag, hvor udviklingsministeren åbnede sin hjemmeside med de kendte, gennemførte Mellemfolkeligt Samvirke Årets Julegaveindsamling, en tvungen nyskabelse fra en organisation, der plejer at leve af en offentlig rammebevilling. Organisationen har ikke tidligere ringet på ved dørene, men er nu nødt til det, fordi regeringen har smækket pengekassen i. På MS’ hjemmeside kunne man læse om kendis-stafetten, hvor en fodboldspiller og en studievært kappedes om at skaffe flest kendte indsamlere, og samtidig kunne man på dilemma.dk læse, hvad alle mulig andre kendte ville gøre for udviklingsministeriet. Man spørger sig selv:
Hvad skal der blive tilbage til de humanitære organisationer, hvis regeringen – der har fjernet tilskudsmulighederne og oplysningspengene i forventning om at de humanitære selv kan banke den folkelige forankring op gennem indsamlinger – nu også kaster sig ind i konkurrencen om de kendtes opmærksomhedsskabende gunst? Og hvordan skal den sagesløse befolkning, som rent faktisk giver udtryk for at den ønsker flere penge til udviklingshjælp, kende forskel på de private, humanitære organisationer og ministeriet, når kommunikationen bliver ens?
Kravet om folkelighed sker på bekostning af faglighed. Ganske vist har Ulla Tørnæs justeret sit oprindelige projekt, så de kendte nu ikke skal beslutte projektstøtte, men kun indstille. Alligevel er der behov for mere ekspertise og mindre show. Som lektor Peter Nedergaard fra Copenhagen Business School skrev i Berlingske Tidende, er der brug for tre ting: 1) en kommission til analyse af ulandshjælpen og nyorienteringen mod Afrika, 2) en debat om hvorvidt ulandsbistanden i en globaliseret verden er det bedste instrument til udvikling, eller om ikke fri adgang til vores markeder vil gavne ulandene mere? og 3) en diskussion på EU-niveau, idet EU-landene tegner sig for 55 % af verdens samlede udviklingshjælp.
Når det er sagt, har Ulla Tørnæs måske fundet en metode, der ikke bare kan skabe opmærksomhed og folkelig forankring om bistandspolitikken. Nej, måske kan den forny hele regeringens noget matte projekt. Jeg mener: Hvad nytter kontraktpolitikken, når behandlingsgarantierne ikke fungerer? Hvad nytter det at Søren Krarup og Brian Mikkelsen har kronet sig selv og regeringen som vindere af værdikampen, når undersøgelser viser, at befolkningen er rykket til venstre de seneste fem år? Hvad nytter det at vi tager globalt ansvar, når det betyder at vi løj os ind i Irak og må lyve os ud igen? Hvad nytter en stram udlændingepolitik, når folk hele tiden forarges over det ene amoralske afslag efter det andet? Hvad nytter det at kritikerne altid får at vide at ”der ikke er noget at komme efter”, når nu det ser ud til at Helle rent faktisk kan slå Fogh?
Her kommer den udskældte Ullas dilemma ind i billedet som en redning for regeringen. Hendes idé er på én gang afløseren for statsministerens berømte drejebog og velsmurte spin. Nu kommer det danske fokusgruppedemokrati, version 2.0. Regeringen skal simpelthen bare lade de kendte diskutere ”dilemmaer” indenfor alle politikområder, ikke kun bistand og udvikling. Skuespillerne, studieværterne, sportsstjernerne og de kendte kokke står sikkert klar til at mene noget om ældrepleje, skattestop, kræftbehandling, klimaprotokoller og krigsdeltagelse. Der er mange emner, der trænger til en dosis folkelig forankring, og hvem kan hjælpe regeringen med at formulere politikken bedre end netop de kendte?
Ullas dilemma er forbi. Demokratiets dilemma kan begynde.