Kommentar i Weekendavisen den 16. februar 2007.
Kritik. En anmelder skal gøre sig fri af alle fordomme og læse med åbent sind. Det eneste spørgsmål kritikeren skal besvare lyder:
I sidste uge gik forfatter Dennis Gade Kofod i et læserbrev i rette med en anmeldelse, jeg havde skrevet ugen før af debutanten Peder Frederik Jensens Her står du. Dennis Gade Kofod undrede sig over at jeg var blevet sat til at anmelde bogen, da jeg ”helt åbenlyst ikke er kompetent til det”. Av, av, tænkte jeg, hvorefter jeg først genlæste læserbrevet og så genlæste min anmeldelse. Så genlæste jeg læserbrevet igen-igen. Og kløede mig i nakken. Havde jeg misforstået bogen eller læserbrevet? Eller havde Dennis Gade Kofod misforstået anmeldelsen?
Heldigvis henviste læserbrevet til en debat om anmelderi og den unge litteraturs situation på Informations udmærkede blogportal, Luftskibet. Her fandt jeg et par principielle indlæg om ”den redaktionelle proces” på aviserne, og min anmeldelse af Peder Frederik Jensen var igen til debat – enhver der måtte være interesseret snakke med på bloggen, der knopskyder dagligt.
Jeg benyttede mig af muligheden og skrev et indlæg til Dennis Gade Kofod, hvor jeg kort argumenterede for, hvorfor jeg havde anmeldt bogen, som jeg havde (og det var nu slet ikke negativt, men den var da kritisk). Jeg kunne have spurgt, hvad han egentlig mente, når han i sit læserbrev skrev, at jeg genoplivede en debat, der vel blev aflivet med Lars Frosts Smukke biler efter krigen, men jeg undlod af tre grunde: 1) jeg har ikke læst bogen, 2) jeg ved ikke hvad debatten handlede om, og 3) jeg var bange for at fremstå endnu mere inkompetent. Så jeg nøjedes altså med at fastholde mit simple syn på anmelderi: Forfatterne skriver bøgerne. Kritikerne kritiserer dem.
Dennis vendte tilbage med en replik om at det var min præmis for anmeldelsen, han anfægtede. Jeg skrev så tilbage og spurgte, hvad han egentlig mente med det. Hvad vil det egentlig sige, når han mener at vi anmeldere/kritikere skal bedømme en bog på bogens egen ”præmis”? Det ville han gerne uddybe, svarede han, når hans datter var blevet puttet til sin lange lur…
Måske blev Dennis’ datter vækket hurtigt fra sin lur, for han fik i hvert fald ikke tid til at skrive en forklaring på det med ”bogens præmis”, men da debatten om forholdet mellem forfatter, bog og kritiker er en gammel, klassisk traver, så haster det ikke. Jeg venter gerne til hun får sig en ordentlig skraber. Men imens kan jeg jo gøre rede for mine egne tanker.
Når man som anmelder får en bog i hånden, er ens første opgave at gøre sig fri for alle fordomme. Og man har fordomme! Enten fordi man har et forhåndskendskab til en forfatter og hans/hendes værk – positivt eller negativt, litterært eller personligt – eller fordi man har en idiosynkratisk fornemmelse for en genre, en stil, et emne, ja sågar for forlaget eller hvad ved jeg. Alt det er man nødt til at sætte sig ud over for at møde litteraturen med et åbent sind. Dernæst er det anmelderens opgave, at læse med en kritisk opmærksomhed – og fælde en kvalitetsdom, som i sagens natur kun kan være subjektiv og personlig.
Da jeg fik Peder Frederik Jensens roman i hånden kunne jeg konstatere følgende: Debutant, Forfatterskoleelev, antaget på et kvalitetsforlag (Samleren). Det er svært at have fordomme om, så så meget desto mere uhildet gik jeg til læsningen. Og med det samme opdager jeg, at vi har at gøre med en ung forfatter, der partout vil skrive om tilværelses eksistentielle problemer (måske i mangel af en bedre historie). Jeg gengiver bogens handling og pointer loyalt, og kritiserer og roser den efter fortjeneste. Helt ærligt: det var en ”eksemplarisk” anmeldelse, der med gabende forudsigelighed overholdt dansk normalstandard for nutidig litteraturkritik. Hvis der er grund til at kritisere anmeldelsen, så er det vel for dens pænhed.
Dennis Gade Kofod spørger i sit læserbrev, hvorfor det er så svært at få opmærksomhed om nye danske forfattere? At han gør det med udgangspunkt i intet mindre end en helsidesanmeldelse af en debutantforfatter, virker fuldkommen bizart. Naturligvis er det relevant at føre en diskussion om avisredaktionernes valg og fravalg af den lille milliard nye bøger, der ankommer til anmeldelse, men det er ikke mit bord. Og naturligvis er det relevant med en kritikkritisk debat. Jeg vil derimod advare mod det mystiske synspunkt, at ny dansk litteratur skal behandles af anmeldere, der tager udgangspunkt i bogens ”præmis”, what ever that is. Nej, bøger skal anmeldes af subjektive smagsdommere, der kan formidle og argumentere, og end ikke debutanter har krav på at blive anmeldt ud fra særlige kriterier eller deres egne bøgers præmisser. Anmeldere skriver for publikums skyld, ikke for forfatternes.
Står bogen distancen? Det er det eneste, det handler om.