”Nu er den gal igen”

Interview i Euroman, april 2007.

På den politiske scene fik Europa i 90’erne både en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed var, at kommunismen kollapsede og demokratierne begyndte at spire. Den dårlige nyhed var at krigen og de etniske udrensninger brød ud i det tidligere Jugoslavien. Klaus Rothstein har besøgt Niels Helveg Petersen, Danmarks udenrigsminister fra 1993 til 2000 for at få belyst historien indefra.

Det er nytårsaften 1989. Økonomiminister Niels Helveg Petersen og hans kone Kirsten Lee tilbringer aftenen sammen med gode venner, direktør Steen Danø og hustru. Over middagen diskuterer de nogle af de vanvittige begivenheder fra året der gik. Alle er klar over, at de har været vidner til noget skelsættende og historisk.

– Tænk at kinesisk militær mejede studenterne ned på den måde på Den Himmelske Freds Plads, siger den ene. – Demokratiet er en fjern drøm i Kina.

– Ja, men så faldt Muren i Berlin. Hvem skulle have troet det? Og Solidaritet vandt det første frie valg i Polen siden 2. Verdenskrig, siger den anden. – Det lover godt for demokratiet. Også i Bulgarien og Ungarn…

– Men hvad så med revolutionen i Rumænien? spørger den tredje. – Det var godt at de væltede tyrannen Ceausescu, men var det også godt at de bare henrettede ham?

– Og for tre dage siden blev Vaclav Havel Tjekkoslovakiets nye præsident. Han gik nærmest direkte ud af fængslet og ind i paladset, siger den fjerde.

Man skåler godt nytår i champagne. Nu begynder 90’erne. Og inden aftenen er omme, har de to vennepar taget en beslutning. De vil besøge hjemstederne for de fredelige revolutioner. Til påske tager de på biltur gennem det nye Europa.

Niels Helveg Petersen sidder på sit kontor på Christiansborg og husker tilbage. På den ene endevæg hænger et stort Europakort. Han rejser sig og peger:

”Vi kørte ned gennem det daværende Vesttyskland, ind i DDR, til Berlin, langs Oder Neisse til Dresden, videre til Prag, Bratislava, Budapest, Wien og München. Vi kunne tydeligt mærke, at det var en skelsættende tid, der var sket noget uigenkaldeligt, og det var meget bevægende.”

Det var dengang, hele Europa stod og dirrede som glas på en bakke. Kunne det virkelig være sandt, at alle de kommunistiske stater faldt som dominobrikker? Kunne det virkelig være sandt, at den kolde krig kunne slutte?

”Hele Sovjetblokken brød sammen under vægten af sin egen uduelighed. Grænserne var blevet nedbrudt, ikke kun de fysiske, men også de mentale. Der var stor optimisme, men alle vidste også, at det først var nu, det hårde arbejde begyndte. Fordi jeg var medlem af regeringen, fik vi hjælp fra ambassaderne i de lande, vi kørte igennem, og derfor fik vi mulighed for at møde nogle af de førende politikere i overgangsfasen. Jeg havde bl.a. et møde med Vaclav Havels økonomiske rådgiver i Prag. Og vi løb også ind i Carl Bildt, der som ung partiformand for Moderaterne i Sverige var taget på studietur i det nye Europa. Vi var med i fortroppen.”

Som økonomiminister var Niels Helveg Petersen vant til at arbejde med endeløse talrækker. Men han havde altid haft et godt øje til europæisk og international politik. Allerede i midten af 70’erne havde han nedlagt sit folketingsmandat for at arbejde som kabinetschef for den danske EF-kommissær Finn Gundelach. Men som han sad der i bilen på vej ned gennem Østeuropas demokratikuvøse, kunne han ikke vide, at han få år senere selv skulle blive dansk udenrigsminister. Og at Balkan ville stå i brand, flygtningekolonnerne brede sig på landevejene og Europa genlyde af de etniske udrensningers rædselsskrig.

I december 1990 trådte Niels Helveg Petersen med De Radikale ud af Poul Schlüters regering, men kun to år efter var han tilbage i magtens indercirkel, nu som en del af partiets alliance med Socialdemokratiet, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Den borgerlige regering havde smidt håndklædet i ringen, da Tamilsagens undersøgelseskommission banede vej for en rigsretssag mod justitsminister Erik Ninn-Hansen, som havde sagt god for en ulovlig bremsning af de familiesammenføringer, som tamilerne havde retskrav på.

Tænkte du på bilturen ned gennem Østeuropa, da du nogle år efter lagde billet ind på jobbet som udenrigsminister?

”Nej, det var ikke sådan, det foregik. Da regeringsgrundlaget var på plads, mødtes Poul Nyrup Rasmussen med Mimi, Marianne Jelved og Kofod-Svendsen for at dele rovet. Vi regnede med at CD ville gøre krav på udenrigsministeriet, fordi de havde flere mandater end os. Planen var så, at vi skulle gå efter at gøre mig til formand for folketinget. Men CD ville ikke have udenrigsministeriet, og så fik jeg tilbudt posten og sagde ja tak. Og da Danmark havde formandskabet i EU, var jeg med ét også formand for EU’s ministerråd. Det ærgrede Uffe sig meget over, for det ville han så gerne have været. Men det var en opbrudstid, hvor oppositionen overtog magten i mange lande. Bill Clinton dannede sin første regering i USA den 21. januar, og Poul Nyrup trådte til her i Danmark den 25”

Da Niels Helveg Petersen første gang træder ind i sit nye kontor øverst oppe i ministeriets firskårne bygning på Asiatisk Plads, ligger læsestoffet klar i store bunker. Krigen i det tidligere Jugoslavien tager til i styrke dag for dag, og allerede den første weekend efter regeringsdannelsen melder David Owen, EU’s Balkan-forhandler, sin ankomst. Han har et godt råd med til den nye danske udenrigsminister:

”Jeg fik hurtigt min første lektion i Balkans særlige forhold, og det var lidt af et chok for en folkestyreromantiker som mig, for selv her i røverreden på Christiansborg er der jo normalt stor tillid mellem parterne. Men Lord Owen sagde: ’Du skal vide, Niels, at de lyver på Balkan. De ved at de lyver, og de ved, at du ved, at de lyver – men de gør det alligevel.”

Du skulle altså dels sørge for at Europas nye demokratier blev lukket ind i folden, dels finde en løsning på krigen i det tidligere Jugoslavien. Lidt af en mundfuld, må man sige. Hvordan så hverdagen ud for en udenrigsminister?

”Hverdagen så sådan ud: man blev ringet op klokken lort om natten af én der sagde: ’Nu er den gal igen’!”

Det er ikke Niels Helveg Petersen selv, der svarer. Det er hans sekretær gennem tyve år, Susanne Røder, som uden omsvøb og omskrivninger mindes tiden i Udenrigsministeriet. Selv siger han:

”Ja, Sus siger det noget mindre diplomatisk, men det er sandt. Jobbet overtrumfer alt, især da jeg var formand for EU’s ministerråd og vi hele tiden skulle håndtere integrationsprocessen samtidig med at vi skulle finde svar på krigen i det tidligere Jugoslavien. Men det skal man ikke beklage, sådan er det bare. Man er presset ind i en tidsmaskine, som man ikke selv kan styre. Det er hårdt, og der er ting man må undvære, men det giver også store glæder, for det er den ultimative politiske oplevelse. Man sidder jo på toppen af et enormt serviceapparat, der hele tiden sørger for at man har, hvad man skal bruge og ved, hvad man skal vide. Men som minister skal du aldrig selv tænke på det praktiske, alt bliver gjort for dig, og du bliver sluset gennem lufthavnene direkte ud til de små business jets, der flyver dig direkte til dine møder, og embedsmændene er hele tiden parat med inspirerende og begavet hjælp og rådgivning. Men apparatet skal også fodres med beslutninger om personale, policy og pressen, så du er på hele tiden, uafbrudt. Så må man hjemme i privaten købe sig til praktisk hjælp, der kompenserer for den tid, man ikke har til sig selv. Jeg fik mine lyseblå skjorter vasket og strøget i Illum, og børnene på vejen hjalp med hundeluftningen”

Jeg kan huske at jeg har læst, at din efterfølger Mogens Lykketoft fik besked om terrorangrebet den 11. september 2001 pr. SMS. Dengang var det en hel lille nyhed, at ministeriet kommunikerede på den måde. Hvordan var det i din tid?

”Da jeg tiltrådte i 1993 fandtes der ikke en mobiltelefon i udenrigsministeriet, men på et tidspunkt fik vi sådan en ordentlig kasse med en satellittelefon, som man kunne tage med på rejse. Ellers måtte embedsmændene race rundt efter en telefonboks når vi kom til en lufthavn, så de kunne ringe hjem og høre om der var sket noget nyt.”

Og så til det politiske: Hvordan kan det være, at det gik så galt på Balkan?

”Personligt havde jeg ingen forestillinger om, hvor galt det kunne gå. Men de gamle modsætninger tøede op da det bipolare pres fra den kolde krig forsvandt – og de stank. Det er stadig fuldkommen gådefuldt, at mennesker der har været naboer gennem årtier, kan være så hadefulde overfor hinanden. Undervejs var det meget frustrerende at vi ikke kom nogen vegne. Vi blev viklet ind i intrigerne og indfanget i et fuldkommen uigennemskueligt taktisk spil, der strakte sig gennem hele årtiet, og selvom det var en vanskelig beslutning, var jeg ikke i tvivl om, at vi til sidst var nødt til at bombe serberne. Danmark bidrog med jagerfly, og vi vidste at folk ville dø, men det var fuldkommen nødvendigt at stoppe den etniske udrensning af kosovoalbanerne. Hvis ikke vi greb ind, ville Europa få permanente flygtningelejre i bl.a. Makedonien.”

Om mens det gik galt på Balkan, gik det godt i de nye demokratier…

”Ja, det gjorde det. Det var jo det meget mærkelige ved 1990’erne. Det var kontrasternes årti i europæisk politik. På den ene side brød Jugoslavien sammen med krige og etniske udrensninger, og på den side voksede nye demokratier frem og blev integreret i Europa. Og den udvidelse af EU, som vi ser i dag, er resultatet af det arbejde, der blev gjort på topmødet i København i juni 1993. Du skal se det her, det bliver jeg aldrig træt af at vise frem,” siger Niels Helveg Petersen og rejser sig og fisker et dokument ud af skabet bag sit skrivebord.

”Det er konklusionerne fra Det Europæiske Råds topmøde i København i juni 1993. Se her. Her står for første gang principperne for udvidelsen af EU. Jeg kan huske at jeg fremlagde det danske formandskabs konklusioner på pressemødet for verdenspressen i Bella Center, og mange sagde ’jamen, det er jo bare ord på papir, det bliver da aldrig virkelighed’. Men det blev virkelighed, og jeg er enormt glad og stolt over at jeg var en del af det teamwork, der lagde skinnerne til den europæiske integration. Jeg sad lykkelig i ministerbilen på vej hjem fra Bella Center og tænkte, at det her var den største beslutning, jeg nogensinde kom til at påvirke aktivt. Det var en fuldblodspolitisk beslutning, og en stor oplevelse for mig at skabe rammerne for integrationen af de nye stater. Det begyndte på min biltur gennem det nye Europa i påsken 1990, og det fortsætter her sytten år efter med udvidelsen af EU.”

Europa nye demokratier
På Det Europæiske Råds topmøde den 21. – 22. juni 1993 bliver principperne for nye medlemmers optagelse i EU skrevet ned. I Københavner-erklæringen står der bl.a.:

”Det Europæiske Råd besluttede i dag, at de associerede lande i Central- og Østeuropa, som måtte ønske det, kan blive medlemmer af Den Europæiske Union. Tiltrædelse vil finde sted, så snart et associeret land er i stand til at påtage sig forpligtelserne ved et medlemskab og opfylder de givne økonomiske og politiske betingelser. Medlemskab kræver, at ansøgerlandet har opnået institutionel stabilitet, som garanterer demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal; det kræver endvidere en fungerende markedsøkonomi samt evne til at klare konkurrencepresset og markedskræfterne i Unionen.”

Jugoslavien brænder
Op gennem 90’erne var det tidligere Jugoslavien hærget af en række krige:

Krigen i Slovenien i 1991 varede i ti dage og indvarslede Jugoslaviens opløsning.

Krigen i Kroatien fra 1991 til 1995 er en blodig løsrivelseskrig. Krigen slutter med Dayton-aftalerne, der anerkender Kroatien som et selvstændigt land.

Krigen i Bosnien fra 1992 til 1995 er et serbisk folkemord på bosniske muslimer. Krigen slutter med Dayton-aftalerne, der anerkender Bosnien som et selvstændigt land.

Krigen i Kosovo fra 1996 til 1999 er en serbisk udrensning af kosovoalbanerne. Krigen slutter da NATO bomber serbisk militær.