Mandelasyndromet

Filmanmeldelse i Amnesty, september 2007.

James Gregory var en hvid, sydafrikansk systemracist, der kom på bedre tanker. Som personlig censor og fangevogter for Nelson Mandela, lærte han langsomt at respektere sin fange, og der opstod angiveligt et respektfuldt venskab. Mens James Gregorys’ kritikere siger, at han forfalsker historien, tager Bille August hans ord for pålydende i filmen om fjender, der bliver venner.

Da svenske Clark Olofsson i 1973 holdt en gruppe mennesker som gidsler i fem dage under et bankrøveri i Kreditbanken på Norrmalmstorg, skulle verden lære en ny psykologisk mekanisme at kende – nemlig offerets forbløffende solidaritet med forbryderen. Kriminologen og psykologen Nils Bejerot, der bistod politiet med at løse konflikten, opdagede, at gidslerne udviklede en overraskende sympati med deres fangevogter, og han gav fænomenet navn efter den by, hvor det blev beskrevet: Stockholmsyndromet.

Bille Augusts nye film, Farvel, Bafana, viser, at dette syndrom også kan udvikle sig med modsatte fortegn, så det er fangevogteren, der udvikler forståelse for og loyalitet med den fange, som han er opdraget og uddannet til at foragte og bevogte – i hvert fald når fangen er så karismatisk, moralsk og viljestærk som Nelson Mandela.

Ja, den autentiske historie om den hvide systemracist James Gregory, der i 1968 håndplukkes til at tage sig af den sorte terroristleder på fængselsøen Robben Island, er fortællingen om en mand, der mister sine idealer og reviderer sine værdier. Fra at være overbevist og idealistisk racist, bliver han langsomt en tvivler og til sidst en humanist. Han er offer for Mandelasyndromet.

Historien er i al sin enkelhed denne: Nelson Mandela er apartheidsystemets hovedpine, en hovedpine, der udvikler sig til migræne. Fra sin isolerede kukcelle udgyder han stamina og moral nok til at holde ANC’s kamp levende, og styret er nødt til at forstå ham bedre for at kunne knække ham. På grund af sin opvækst i det sorte Transkei homeland i det sydlige Sydafrika, er den hvide James Gregory i stand til at tale bantusproget xhosa, og han bliver derfor forflyttet til Robben Island for at være særlig censor og fangevogter for Nelson Mandela.
Umiddelbart ligner det en lige vej op ad karrierestigen, men til sin kones fortrydelse og sin egen forvirring, viser James Gregory langsomt menneskelig sympati for Mandela, og da hans overordnede fatter mistanke om, at fangevogteren er begyndt at fraternisere med sin fange, styrtdykker familien Gregorys position i det kridhvide fangevogtermiljø på øen.

Intet ville være lettere og mere bekvemt, end at tilfredsstille magthavernes forventninger, men James har fået en moralsk sten i skoen. På den ene side er han opdraget med en racistisk sandhed og mener, at de hvide har ret til at beskytte sig mod ANC’s våbenkamp. På den anden side indser han, at sorte også er mennesker med ret til at kæmpe for deres egen frihed, og dermed berører filmen et klassisk dilemma: Hvad er terrorisme? Hvad er frihedskamp?

Som årene går, øger omverdenen sit pres på apartheidstyret, og efterhånden står det klart for regeringen i Pretoria, at de ikke kan opretholde raceadskillelsen. Efter flere års arbejde i et andet fængsel, bliver James Gregory kaldt tilbage som personlig fangevogter for Nelson Mandela, der som et led i den politiske tilnærmelsesproces er blevet overflyttet fra Robben Island til fængsler og senere husarrest på fastlandet. Da fangen til sidst forlader huset som en fri mand – man glemmer aldrig de tv-billeder, og Bille August benytter dem heldigvis med stor effekt – sidder James Gregory tilbage med et uudgrundeligt, sørgmodigt blik, fuld af Mandelasyndromets storhed.

Farvel, Bafana skal naturligvis ses af alle, der gennem årene fulgte Nelson Mandelas 27 år i fængsel og de sorte sydafrikaneres kamp mod racisme og apartheid. Den skal ikke mindst ses, fordi fængselsscenerne er optaget i de autentiske omgivelser på Robben Island, og fordi handlingen gør en skændig nutidshistorie levende. Som publikum skal man dog også have en vis tolerance overfor filmens gavmilde forhold til klicheer.

Men Farvel, Bafana skal måske først og fremmest ses med et stort forbehold for den påståede sandhedsværdi i forholdet mellem Gregory og Mandela. Ifølge Nelson Mandelas officielle biografiforfatter, Anthony Sampson, var fangevogteren nemlig på ingen måde så nært knyttet til sin fange, som han påstår i bogen, der er forlæg for filmen. Selvom der hele vejen igennem filmen er en vis distance mellem de to mænd, er det den gensidige respekt, sympati og forståelse, der præger deres fælles historie, hvilket har fået Anthony Sampson til at udtale, at Gregory og Mandela dårligt nok talte sammen i virkelighedens verden. Kritikken for historieforfalskning rejser derfor spørgsmålet om, hvorvidt filmen fremstiller et Mandelasyndrom på forventet efterbevilling.

Selv kan James Gregory ikke svare for sig, for han døde i 2003, og Nelson Mandela har med diplomatisk klogskab undladt at udtale sig om balancen i Bille Augusts film, som han modtog på dvd forud for dens premiere på filmfestivalen i Berlin i februar. Nu er Farvel, Bafana i de danske biografer, og den vil tiltrække sit retfærdige publikum, men forhåbentlig også et skeptisk og kritisk publikum, der er på vagt overfor klicheerne.

Bille August: Farvel, Bafana. James Gregory: Joseph Fiennes. Nelson Mandela: Dennis Haysbert. Filmen har dansk premiere den 7. september 2007.