Frederik Dessau: Efter min mening

Anmeldelse i Weekendavisen den 26. januar 2007.

Essays. Frederik Dessau hæver pegefingeren som en kritisk, håbefuld pensionist- humanist.

Ingen tid til travlhed

Jeg har lige genlæst min anmeldelse af I min alder, Frederik Dessaus essays fra 2004, og det slår mig, at jeg kunne skrive nøjagtig de samme imødekommende ord om hans nye bog, Efter min mening, der atter engang består af politiske og private refleksioner fra verden og hverdagen. Hvis det betyder, at der ikke er sket noget i forfatterens måde at skrive og tænke på, skal der ikke lyde et ondt ord herfra, for en gammel cirkushest på næsten firs, behøver ikke at lære nye numre fra bog til bog, især ikke når den er så dygtig til sit job: at læse, lytte, registrere, reflektere – og kombinere mildhed i mælet med aggressivitet i argumentet.

Til forsiden af sin bog har Frederik Dessau valgt Georg Oddners fotografi af kejser Konstantin den Stores monumentale hånd med den lodret strittende pegefinger, der er opstillet i gården til Palazzo dei Conservatori på Capitol i Rom (man er vel dannet!), og man forstår signalet: ”Undskyld, må jeg lige bede om ordet, jeg har noget vigtigt at sige”.

Om forfatteren bruger sin taletid fornuftigt, er vel dybest set et spørgsmål om hvorvidt man er enig eller uenig i den politiske kritik, der kommer fra den aldrende oprører, og mange vil utvivlsomt mene, at der ikke er noget at komme efter, når Frederik Dessau bekender kulør og udfolder sin regeringskritik og sociale indignation. Han polemiserer retfærdigt, men rutinemæssigt og forudsigeligt, imod de ”selvgode konstateringer af, at dansk økonomi aldrig har haft det bedre”, alt imens ”ti procent lever under den fattigdomsgrænse, som FN har fastlagt, og som vores egen regering ikke vil høre tale om”, og han undrer sig over at ”forbavsende mange finder forskelle i uddannelse og indkomst velbegrundede og selvforskyldte”.

Nej, tidsånden er ikke med Frederik Dessau, og han ved det godt. Derfor sporer man måske også en lille tilbageholdt tristhed, når han konstaterer, at man bliver stemplet som naiv og idealistisk, hvis man foretrækker en demokratisk socialisme frem for den herskende kapitalisme og ikke anser individuel frihed for at være uforenelig med lighed. Eller som det hedder et andet sted: ”Har man større tiltro til kulturrelativismens både-og end til nationalismens enten-eller, må man også være forberedt å at blive affærdiget, for slet ikke at tale om, hvis man betvivler, at der kan skabes fred ved hjælp af krig, så er det med fødderne solidt plantet i den blå luft.”

Forfatterens meningsmodstandere vil affeje ham som en kulturradikal gravrøst, og en politisk korrekt troskyldig tilhænger af et utopisk menneskevenskab. Men den rolige radiostemme vedkender sig sine politiske ståsteder med en beundringsværdig standhaftighed, og han skriver som han altid har talt i sine radioessays: med overblik, varme, viden og vid. Og med en dansk tyrkertro på, at håbet aldrig udspiller sin rolle. Efter min mening munder ud i en forventningsfuld tillid til, at tingene ændrer sig – fordi en ”fremtid uden håb er som en nat uden stjerner”: ”Håbet er en tro, der bygger på modet til at tænke det utænkelige og samtidig handle inden for rammerne af dét, der er realistisk muligt,” skriver han.

Frederik Dessau er og bliver den kritiske kulturradikaler, den kultiverede københavner, den bekymrede borger, den håbefulde humanist og den læsende og lyttende levemand – kær olding har mange navne – og måske er han mest af alt i sit rette element som et reflekterende renæssancemenneske, når han forlader de politiske tvekampe og, som i de gamle radioprogrammer, koncentrerer sig om emner som melankoli, opdragelse, køn, alder, sågar tango (som dog – via machoens magt – kobles til en kritik af krig og overherredømme) m.m. Og så må vi ikke glemme at han også er en underfundig ugle, hør blot:

”Travlt har jeg aldrig haft, det har der ikke været tid til, jeg har heller ikke haft behov for at få magt over andre end mig selv, så jeg har ikke søgt overordnede stillinger. På den måde har jeg bevaret min frihed og illusionen om, at jeg kunne have fået dem, jeg havde søgt.”

Det lyder så simpelt, nærmest naivt, men det kræver et langt livs erfaring at kunne skrive sådan – og så i en tid, hvor travlhed er et adelsmærke. ”Travlt har jeg aldrig haft, det har der ikke været tid til…” er den læsende og lyttende livsnyders privilegerede, ironiske tilbageblik, og jeg kan personligt ikke vente med at selv at blive en håbefuld pensionist-humanist, der kan tillade mig at sige det samme.

Frederik Dessau: Efter min mening. 152 sider, 175 kr. Gyldendal.