Anmeldelse i Weekendavisen den 29. december 2006.
Mislykket. Noget tyder på, at Booker Prize vinderen Vernon G. Little var et lucky punch.
DBC Pierres gebrokne prosa
Moderne myter fødes – og dør. Med sin debut- og gennembrudsroman Vernon G. Little hev forfatteren DBC Pierre i 2003 tæppet væk under kritikere, læsere og medier, og før man fik set sig om, havde han vundet den anglosaxiske verdens mest prestigefyldte og økonomisk givtige udmærkelse, The Booker Prize. Som forhenværende stofmisbruger, ludoman og pengebedrager lagde Peter Warren Finlay fortiden bag sig, tog et alias (DBC = Dirty But Clean), og skabte sig nærmest en ny identitet med romanen om Amerikas voldsfikserede ungdom. Så vidt, så godt.
Nu er DBC Pierre så nået til den vanskeligste af alle udfordringer, den mytologisk svære bedrift at slippe godt fra roman nummer to. Og det er her, myten dør. Ludmillas gebrokne engelsk er et helt igennem mislykket forsøg, som på ingen måde indfrier forventningerne, og jeg kan ikke holde igen for fristelsen til at tale om DBC Pierres gebrokne prosa. Romanen er irriterende ringe skrevet, og så kan forlaget nok så meget kalde forfatteren for en original fortællestemme med kulsort humor og lynende sarkasme og sans for groteske vinkler. Som kunst fungerer det ikke.
Historien er sådan cirka denne: Et par engelske siamesiske tvillinger bliver skilt ad i en alder af 33 år. De flytter fra den institution for multihandicappede misfostre, hvor de har levet hele deres liv, og skal nu så småt møde verden udenfor. De bliver placeret i en kælderlejlighed i London, hvorfra de tilsyneladende skal klare sig selv. Den ene tvilling har appetit på livet og kan ikke vente med at bolle damer, den anden ønsker sig dybest set bare tilbage til institutionens tryghed og kan ikke slippe ideen om, at et af de andre misfostre i virkeligheden er et illegitimt kongebarn. Mens tvillingerne fjerner sig fra hinanden og nærmer sig verden, bliver deres nye frihed vist nok overvåget af en eller anden hemmelig myndighedsinstans, der skifter navn en gang om ugen – og her skal det retfærdigvis siges, at DBC Pierre har sans for satire.
Samtidig bliver vi bragt til en (fiktiv) halvautonom provins i det fjerne Kaukasus, hvor beboerne lider under en af de utallige og komplet uoverskuelige regionale konflikter. Vi er i en udørk uden fremtidshåb, jordens absolutte røvhul af en trøstesløs intethed. Her bor den smukke Ludmilla, der i romanens indledning tager livet af sin fordrukne bedstefar, der rager lige lovlig meget på hende. Ved hjælp af alle mulige lyssky forbindelser, tegner der sig på et tidspunkt et lille fremtidshåb for den unge kvinde – for i vesten er der mange rige mænd, der gerne vil betale for en smuk brud fra østen. Ludmilla bliver derfor ugens tilbud på en hjemmeside, der formidler kvinder til salg. Eller som hun selv siger til bagmanden: ”Du sælger kvinder som brød fra et depot!” Og hvem mon ser hende på nettet? Naturligvis vor sexfikserede tvilling i London.
Så vidt jeg forstår prøver DBC Pierre at sige noget interessant om identitet og individ, vesten, østen, globaliseringen, de privilegerede, de fortabte osv. Modsætninger og par spejler sig i hinanden (tvillingerne, verdensdelene, kønnene), og det kunne sikkert være meget udmærket, hvis ikke det var fordi, forfatteren er så manisk optaget af at være sær og skæv. Han er, tror jeg, fanget af sit eget brand og sin egen succesdebut, og derfor rammer den forbandede roman nummer to ham lige i nakken med al sin gebrokne påtagethed. Jeg tror at det har været en lorteopgave at oversætte, og ærlig talt lykkes det heller ikke for Jan Hansen at finde en holdbar tone, og tit går det helt galt med formuleringer som ”Adspredende, er det?” og ”Du sveder som en voldtægtsforbryder, en blodprop, er det?”. For ikke at tale om ”Du er ved at få mig til at gå gak.” Eller hvad med ”Olga halvvejs spyttede og halvvejs sugede svaret ud imellem kindernes forhængsgardiner.” For slet ikke at tale om ”Nej, så vil jeg hellere skære mine håndled over.”
Ja, dette er lyden af DBC Pierres gebrokne prosa. En moderne myte har skrevet sig ihjel.
DBC Pierre: Ludmillas gebrokne engelsk. Oversat af Jan Hansen. 324 sider, 299 kr. Hr. Ferdinand.