Anmeldelse i Weekendavisen den 24. august 2007.
Parcelhussatire. Webergrill, værktøj fra Silvan, luftfugtere, figurklippede buksbom og hustruvold.
I skyggereservatet
”Michael sagde til sig selv: Min kone tjener mere, end jeg gør, men det har ingen indflydelse på mit selvværd, overhovedet. Han trak hunden til sig i et enkelt, men bestemt ryk, som han havde lært det til agility, og til hans overraskelse satte hunden sig straks ned.”
På denne herlige måde åbner Allan Milter Jakobsens debutroman fra de ubestemmelige forstæder. Bag de velplejede hække og sirligt revne havegange, hober den menneskelig mærkværdighed sig op, og under den tørre ironiske titel Mand i parcelhus, skildrer forfatteren spændingen mellem den demonstrativt normale facade og den mere spooky realitet bag de nedrullede persienner i det pæne nabolag.
Michael er 37 år, gift med en ejendomsmægler og far til en datter. Han arbejder i et eller andet firma, men vi får aldrig at vide, hvad jobbet går ud på. Til gengæld ved vi, at han uopfordret har påtaget sig at ringe til en assistent hver gang der er problemer med luftfugterne, hvorefter han sender en intern mail ud: ”Så er den gal med humidorerne igen!”
Michael mener at disse mails er en ”god og ufarlig” måde til at gøre opmærksom på sig selv og underbygge et image af omsorg og ansvarlighed. Men vi forstår, at det også er en måde at holde frygten stangen, for i virkeligheden ved Michael godt, at han arbejder i en verden af skygger, hvor ingen ser hinanden for alvor, som nu hans kollega Kim, som han aldrig har talt med, og som chefen ikke kan genkende, selvom de har arbejdet sammen i otte år. En morgen er Kims kone rejst fra ham uden et ord, og nogle dage efter kommer der en sms. Men vi ved ikke hvad hun skriver, for Michael spørger ikke om mere, end højst nødvendigt. Enhver er sig selv nærmest i skyggereservatet, og omsorgsfuldheden har en grænse, der går ved humidorerne.
Hjemme i parcelhuset lever Michael efter alle kunstens regler. Han køber sit værktøj i Silvan og griller bøffer på en Weber efter først at have studeret Jan og Miriam Glæsels grillkogebøger. De skriver bl.a. om deres venners grillteknik, og Michael synes at det er interessant at tænke på, at det måske handler om Jan Glæsels venner fra hans tid som kapelmester for Linie 3. Gad vide, hvordan Thomas Eje, Preben Kristensen og Anders Birchow renser deres grillriste?
I nabohuset bor et ægtepar uden børn. Han er stor og fed, men hun er lille og spinkel, dog har hun en gevaldig barm (hun fik operationen til jul på et gavekort fra manden). En dag opdager Michael, at manden tæver konen. Han begynder at udspionere dem med kikkert og fotografiapparat, men kommer det egentlig ham ved? Er det hans ansvar?
Nå, hunden skal jo luftes under alle omstændigheder, og til sidst er kedelige og konfliktsky Michael igen ude på villavejene. Han overvejer, hvornår de sidste marker bliver udstykket til parceller. Han ser for sig, hvordan hele verden er dækket af ens parcelhuse, og da han går hjemad, udløser hans bevægelser lyssensorerne i alle indkørslerne.
Mand i parcelhus er rammende (men også lidt letbenet) satire over det friserede forstadsliv, derude i civilisationen med de figurklippede buksbom, som Leif Panduro, Bertrand Russel og så mange andre har skildret med skarp ironi. Heldigvis skildrer romanen også den moralske udfordring, som Michael står over for, og som kan gøre ham til andet og mere, end en ligegyldig skygge: Behøver man virkelig træde i karakter, hvis nu man ikke gider? Og det er lige præcis den egenskab i romanen, der gør, at forfatteren selv også kan blive til andet og mere, end en ligegyldig skygge. At han har potentialet i sig, viser det eneste andet værk på hans CV, nemlig den omdiskuterede AFR – i sandhed en utrolig løgn, Morten Hartz Kaplers mockumentary om mordet på statsminister Anders Fogh Rasmussen, som Allan Milter Jakobsen var medforfatter til.
Allan Milter Jakobsen: Mand i parcelhus. 237 sider, kr. 199. People’s Press.