Kommentar i Amnesty, februar 2006
Da jeg var 17-18 år, holdt jeg et års orlov fra gymnasiet, jeg trængte til luftforandringer fra samfundsrapporterne om det monopolkapitalistiske samfunds krise. Jeg tog til USA, hvor jeg cyklede fra Seattle på vestkysten til New York på østkysten. Da jeg endelig stod på udsigtsplatformen i World Trade Center (det var dengang), kikkede jeg dybt ind i New Jersey og tænkte på de tre måneder, hvor jeg havde kravlet over bjergkæder, trawlet gennem byer og halset over udstrakte vidder, der fik mig til at gispe af agorafobi. Det var en rejse, der udspandt sig mellem Stillehavet og Atlanterhavet, men også mellem gæstfrihed og selvtilstrækkelighed, velfærd og fattigdom, tolerance og fordomme, tryghed og paranoia.
Hele min opvækst havde jeg opbygget tillid til USA. Hvad havde jeg ikke hørt om NATO hele min barndom: ”Hvis Sovjetunionen angriber os, kommer amerikanerne og hjælper”. Og nu havde jeg så mødt de venligtsindede og ualmindeligt gæstfri folk, der elskede ideen om en ung dansker på cykelkrydstogt i de frie menneskers land. Når det gik op for dem, hvor Danmark lå, blev de dog urolige på mine vegne. Så tæt på Sovjetunionen? Hvorfor flyttede vi ikke bare til USA, så vi kunne komme på afstand af kommunisterne? Ronald Reagan havde netop talt om Sovjetunionen som the empire of evil, og den kolde krig var bundfrossen. Hvis mine amerikanske værter og jeg havde sat fremtidskikkerten for øjet, ville vi have stirret vantro på hinanden.
USA har Europa by the balls, når vi taler international politik. Men Amerika har også europæerne i et fast greb af kultur og livsstil. Derfor er det så paradoksalt, at den magtfulde superpower ikke engang ville kunne blive medlem af EU, fordi landet har denne uvane med at tage livet af sine egne borgere, af og til med baggrund i lemfældige skyldsafgørelser i retssale, hvor væggen bag dommerens stol er prydet af De Ti Bud. ”Frihed og retfærdighed for alle” hedder det i The Pledge of Allegiance, den amerikanske troskabsed, der pålægger borgerne fuld loyalitet over for flaget og republikken. Men man spørger sig selv, hvad pokker folk i dette frenetiske og magnetiske land, der mere end noget andet præger vores liv og tanker, egentlig mener, når de gravalvorligt og med hånden på hjertet taler om frihed og retfærdighed.
Litteraturen om emnet er lige så modsætningsfuld som amerikanerne selv, og lige så pluralistisk som det indtryk, landet og borgerne efterlader. Derfor skulle man tro, at vi – som amerikanernes mest loyale allierede – ville have en bred, folkelig diskussion i den danske offentlighed, men det har vi ikke. Vi kan ikke tale en nogen ”USA-debat” på samme måde som vi f.eks. kan tale om islamdebatten eller mellemøstdebatten. Vi har de politiske fløjkrige i spillet om de danske soldaters deltagelse i Irak-krigen, men den rituelle antimilitarisme er ikke nok. Vi mangler en bredspektret kulturdebat om konsekvenserne af det amerikanske hegemoni og indflydelse på Danmark.
Måske lykkedes det George W. Bush at skræmme opposition væk med sin berømte cowboyreplik: Hvis I ikke er med os, er I imod os. Måske skyldes det det amerikanske militærgreb om europæernes nosser, at der ikke er nogen folkelig opinion imod skandalerne i Abu Ghraib og Guantanamo. Er det ok, at USA fifler med menneskerettighederne, fordi de kæmper for os i den globale kulturkamp? Og hvorfor opfattes amerikanernes systematiske konflikt med helt basale krav til standarderne i et demokratisk samfund ikke som en trussel mod vores danskhed og den vestlige kultur? Hvorfor kan vi leve med at tjene USA blindt i krigen mod terror, når de bruger inhumane afhøringsmetoder, overfører fanger til lande hvor tortur er ok og holder mistænkte indespærret på ubestemt tid? På den måde er USA – og Danmark – jo med til at legitimere andre landes brug af samme slags metoder, hvilket betyder at vi i disse år oplever et voldsomt tilbageslag for menneskerettighederne.
Human Rigths Watch har netop i sin årsrapport foreslået nedsættelsen af en uafhængig politisk kommission, der skal undersøge USA’s metoder. Det Hvide Hus affærdiger det som ”en politisk dagsorden”, og minder om, at ingen har gjort så meget for at fremme friheden i verden, som amerikanerne. Det er på sin vis sandt nok, men det er ikke godt nok, i hvert fald ikke så længe USA forsvarer egen brug af tortur. Man kan undre sig over, at det kan ske med befolkningens accept, men det er ikke alene et spørgsmål om et retmæssigt krav om selvbeskyttelse mod terrorister. Det handler også om, at amerikanerne er blevet præpareret til at forstå tortur som de godes retfærdige kamp mod de onde. Som den amerikanske filmkritiker Matt Seitz har konstateret: Årtiers amerikansk film og populærkultur har overbevist folk (inklusive præsidenten) om at tortur virker og kan forsvares moralsk. Når den altså udføres af amerikanere.
Den tyske litteraturprofessor og samfundsdebattør Jan Philipp Reemtsma har påpeget, at retsstaten er blevet ødelagt i alle de regimer, der har grebet til tortur. Der står altså alt for meget på spil til at debatten kan afvises, særligt må USA’s mest loyale venner tage det ansvar på sig, at kritisere så det kan høres. Det kan godt være, at vi ikke kan bringe amerikanerne på bedre tanker, men vi kan (i det mindste for vores egen selvretfærdigheds skyld) sørge for at holde en åben og kritisk USA-debat levende, så vi bedst muligt kan vurdere konsekvenserne af krigen mod terror.