Chris Cleave: Brevet til Osama

Anmeldelse i Weekendavisen den 27. januar 2005

Profetisk fiktion. Chris Cleaves roman om et terrorangreb på London udkom samme dag som virkelighedens bomber ramte.

Allah og Arsenal

I de utallige forsøg på at portrættere Osama bin Laden, som aviserne bragte i tiden efter 11. september 2001, fremgik det, at den eftersøgte topterrorist engang havde været i København, nemlig for at se UEFA Cup finalen i Parken mellem Parma og Arsenal i 1996. Osama er – tro det eller lad være – nemlig en stor fan af den berømte London-klub.

Hvis det står til troende, vil han vel næppe smadre sit holds splinternye stadion, der oven i købet har navn efter klubbens nye hovedsponsor, Fly Emirates, de arabiske emiraters flyselskab. Men det er lige nøjagtig hvad han gør i Chris Cleaves debutroman Incendiary, der ved et skæbnetilfælde udkom i England den 7. juli 2005, netop den dag, hvor London blev ramt af selvmordsbomberne (se Weekendavisen Bøger d. 29. juli)

Man kan spørge sig selv, om romanen – der har fået en bovlam titel på dansk: Brevet til Osama – mon havde vagt opsigt, hvis ikke dens fiktion var blevet brutalt indhentet af virkeligheden. Nu ankom den med en nærmest smagløs aktualitet, der naturligvis var med til at skabe international opmærksomhed om den unge forfatter, som så modvilligt var blevet ophavsmand til en opfyldt profeti. Han har selv fortalt at han begyndte på romanen i en desperat reaktion på den amerikansk-engelske invasion i Afghanistan og Irak og den orwellske manipulation af den offentlige debat i England. Men det der for alvor fik ham til tasterne var en oplevelse den 11. marts 2004, hvor 191 mennesker omkom ved bombeattentaterne i Madrid. Samme dag tog Chris Cleaves søn sit første skridt, og mens drengen udviklede sig i den rigtige retning, udviklede verden sig i den modsatte. Med den stemning i kroppen, skrev han romanens første udkast på seks uger.

Handlingen er i al sin enkelhed denne: elleve selvmordsbombere dræber over 1000 mennesker i en ekstrem blodig aktion på et fyldt fodboldstadion den 1. maj. En af de dræbte er en af politiets bombeeksperter, der bruger en fridag sammen med sin lille søn til det vigtige lokalopgør mellem Arsenal og Chelsea. Da bomberne sprænger, ser hans kone det i fjernsynet, mens hun dyrker sex på sofaen med en mand, som hun kort forinden har mødt på gaden. Hun tager desperat af sted mod stadion sammen med elskeren Jasper, men de forulykker med bilen, og hun bliver indlagt på hospitalet. Da det går op for hende, at manden og barnet er blandt de dræbte, nægter hun at tro på det, og sønnen er hele tiden til stede ved siden af hende som et fantombillede.

London er hårdt såret og presset stiger på byens indvandrere. Muslimerne suspenderes fra alle offentlige jobs, der opsættes kolossale spærreballoner – kaldet Håbets Vogtere – med ofrenes navne og billeder for at forhindre nye angreb fra luften, og radioen genlyder hele tiden af Elton Johns nykomponerede, patriotiske sang om det blødende England. Imens prøver den ulykkelige enke at skabe mening i meningsløsheden. Hun bliver ansat på kontoret hos politiet, hvor hendes mand arbejdede tidligere, og her forelsker hun sig tøvende i chefen, der slås med et kedsommeligt ægteskab. Bedst som det ser ud til, at de to kan give hinanden den nødvendige støtte, kommer han til at røbe en ufattelig hemmelighed for hende. Han tror at hun vil sætte pris på hans ærlighed. Men han forregner sig.

Hvad skal hun stille op med sine nye viden om, at politiet rent faktisk gennem en muldvarp fik at vide, at terrorhandlingen ville finde sted? I to timer vidste de, at menneskemængden ville blive flået i stumper og stykker, men de valgte at lade det ske, fordi terroristernes bagmænd ikke måtte vide, at myndighederne var i hælene på dem. Ved at lade bomberne sprænge på stadion, håbede politiet at de bedre kunne forhindre andre planlagte terrorhandlinger i endnu større skala.

Sammen med elskeren og hans kæreste – en meget sær konstellation – som begge er journalister, planlægger enken nu at afsløre myndighedernes dobbeltspil. Hun genoptager kontakten med politimanden og lokker ham igen til at fortælle historien, som hun optager på en skjult båndoptager. Hvad der herefter sker, må jeg hellere lade være et mellemværende mellem romanen og dens læser. Blot vil jeg sige, at forfatteren for min skyld meget gerne måtte have bredt sin vision om det engelske samfunds politiske reaktioner på terrorangrebet ud i et bredere format. I virkelighedens verden har vi jo set hvordan parlamentet har vedtaget antiterrorlove, som premierministeren åbent erkender, begrænser ytringsfriheden. Men det må vi nok have til gode indtil Ian McEwan skriver den store roman om emnet.

Rent litterært er der ikke noget at skrive hjem om. Chris Cleave lader enken fortælle hele sin bitre historie i et brev til Osama bin Laden, hvilket virker ret patetisk. Og så har oversætteren Jette Røssel været på en utaknemmelig opgave med at omsætte primitivt arbejderklasseengelsk til dansk.

Chris Cleave: Brevet til Osama. På dansk ved Jette Røssel. 239 sider, 199 kr. Aschehoug.