Nye stemmer

Kommentar i Weekendavisen den 13. januar 2005

Tonen. Initiativerne fra de tolv forfattere og Naser Khader kan forny kulturkampen.

Naser Khader har taget et prisværdigt og vigtigt initiativ, som den borgerlige presse roser. Han vil samle sekulære muslimer i et netværk, så vi ikke hele tiden skal høre på de enerverende imamer, der med stor dygtighed har fået dovne danske journalister til at tro, at de taler på vegne af samtlige muslimer. Men når en gruppe forfattere tager til genmæle mod den stigmatiserende sprogbrug og forsøger at stable et alternativ på benene, får de en på lampen.

Det er ganske tankevækkende, for i bund og grund er de to initiativer ens. De handler om at skabe respekt for det sekulære samfunds humanistiske værdier, hvor religionens indflydelse er begrænset til det private, og hvor ingen borgergrupper skal lide under en ydmygende stigmatisering. Begge dele har min udelte sympati, fordi de i al beskedenhed handler om de samme emner, som jeg selv bragte på banen i min debatbog ”Tid til forundring”, hvor jeg efterlyste især borgerlige stemmer, der ville sige fra overfor Dansk Folkepartis pres på regeringen. Men desværre er Venstre og De Konservative, godt akkompagneret af de borgerlige dagblade, i fuld gang med at lulle sig selv ind i et fatalt selvbedrag. De liberale og borgerlige kulturkonservative har nemlig ikke vundet første halvleg af kulturkampen over de kulturradikale. De har tabt den til de nationale og religiøse i Dansk Folkeparti.

Når det er sagt, må jeg slå fast, at tonen i debatten ikke er værre nu, end den har været i årevis, sådan som de tolv forfattere påstår. Hvor var I alle sammen op gennem halvfemserne, hvor den var mindst lige så hård, uforsonlig, fordomsfuld og stigmatiserende, som den er i dag? Forfatterne har ret i mangt og meget, men ikke i at tonen er blevet værre. Allerede tilbage i firserne kunne Mogens Glistrup stå på folketingets talerstol og sige, at de fremmede var en dråbe arsenik i et rent glas vand, og hvis vi sammenligner nutiden med Fremskridtspartiets racistiske glansperiode, kan man vel kun sige, at debatten er blevet bedre og bredere.

Godt nok står Dansk Folkeparti for nogle rabiate og grænseoverskridende udsagn og en udlændingepolitik baseret på dobbeltstandarder og udemokratisk magtbrynde (som regeringspartierne pinligt nok har valgt at vende det blinde øje til), men retorisk er der intet nyt under solen. Det er vel ti år siden at Den Danske Forening advarede mod at muslimsk indvandring ville føre til ”krumsablernes hærgen i gaderne”.

Nej, tonen er ikke blevet værre. Til gengæld er den heller ikke blevet mere forstandig, og debatten om debatten er lige så ukonstruktiv som den er forhåndsdømt til at være. Når de tolv forfattere mener, at det er på tide at sige fra, har de et korrekt og retfærdigt budskab, der handler om den danske udlændingepolitiks hæmningsløse stramningsspiral, senest kulmineret med Dansk Folkepartis succesfulde angreb på torturofres mulighed for at få dispensation for sprogkravene til dansk statsborgerskab. Søren Krarup tvivler på at diagnosen post traumatisk stress symptom overhovedet kan tage seriøst, og med en enkelt replik får han problematiseret hele den danske tradition for forskning i tortur og rehabilitering af torturofre. Og alle er ligeglade.

Forfatterne har altså taget et retfærdigt politisk initiativ, der handler om udlændingelovgivning. Her bør de holde fast, for de har en pointe. Når forfatterne advarer mod en stadig grovere retorik, bliver de affejet med henvisninger til deres egen debatform. Og ja, Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen har naturligvis skrevet polemisk og ucharmerende grovheder om f.eks. Pia Kjærsgaard og gud og hver mand i øvrigt. Men i et samfund, der tager ytringsfrihed alvorligt (og det gør vi jo), må magtmennesker finde sig i at blive serveret i skarp sovs.

Forfatternes appel handler om de groft generaliserende og stigmatiserende udtalelser, der skærer en hel befolkningsgruppe over én kam, uanset om vi taler om sekulære eller troende, flygtninge eller indvandrere, uddannede eller uuddannede, psykisk syge eller psykisk sunde osv. ”Individet viskes ud og tilbage står den fordomsfulde kliché,” skriver de, og de har naturligvis ret.

Jeg bryder mig ikke om opfordringer til holdningsmæssig adfærdsregulering, og det ærgrer mig at det store fejlgreb om debattens tone har fjernet fokus fra det vigtige i forfatternes appel, nemlig opfordringen til alle om at ”bruge den ytringsfrihed, som ikke blot er vores grundlovssikrede ret, men også demokratiets fundament”. Forfatterne kalder nye stemmer ind i debatten, så regeringen og Dansk Folkeparti kan få et bredere modspil i udlændingepolitikken. På nøjagtig samme måde opfordrer Naser Khader de sekulære til at give imamerne modspil. Både forfatterne og politikeren vender sig mod de religiøses indflydelse på politik og debat. Men forfatterne får tæv, fordi de sigter på den ”forkerte fjende”. Dybest set handler det om, at vi har brug for en samfundsdebat, hvor Søren Krarups kristendom og Abu Labans islam spiller en mindre rolle. Derfor er forfatternes og Naser Khaders initiativer to sider af samme sag og nogle af de vigtigste åbninger til fornyelse af kulturkampen, hvor Dansk Folkeparti har haft held og dygtighed til at lokke de borgerlige partier ind i en blindgyde, hvor de nu står med hovedet mod muren og lytter til ekkoet af al deres bragesnak om ”danskhed”, ”værdier” og ”kanon”.