Kommentar i Weekendavisen den 20. januar 2006
Bagtanker. Brian Mikkelsen er fuld af fup og nysprog når han påstår, at kanonprojektet ikke er politisk.
Brian Mikkelsens nationale kulturkanon bliver præsenteret på tirsdag. I løbet af 2006 skal vi pakke gaven ud for alvor, men allerede i løbet af den kommende uge får vi overblik over de syv gange tolv kunstværker i den nye nationale kulturkanon. Tiden er inde til forhåndsstatus.
Formanden for projektet, Jørn Lund, sagde ved nytårstid i Politiken, at udvalgene var på vej med en ”facitliste” over de udvalgte kunstværker. En facitliste? Jeg mente ellers at ministeren havde understreget, at denne kanon netop ikke skulle opfattes som en facitliste, men som et ”generøst tilbud, vi alle kunne plukke i”. Nå, hul i det. Vi har jo hele tiden været klar over, at projektet både var en konservativ selskabsleg og et kulturpolitisk ønske om folkeopdragelse og holdningsdannelse. Det bør vi huske selvom Brian Mikkelsen hele tiden forsøger at overbevise os om, at kanonen bare er en gavmild folkegave til hele befolkningen (inklusive indvandrerne!).
Kanondebattens vendepunkt kom da udvalgsmedlemmerne stejlede efter ministerens tale på det Konservative Folkepartis landsmøde, hvor han spændte projektet for den borgerlige kulturkamps anden fase, som han erklærede skulle vendes imod islam. Det, som vi andre havde gennemskuet, gik nu op for flere udvalgsmedlemmer, der raslede med sablerne og krævede at ministeren slugte sine egne ord. Det gjorde han så. Nu sagde han gave, gave, gave hver gang, han blev spurgt om sin kanon. Underforstået: kritikerne er utaknemlige.
Men der er som altid bagtanker når en politiker giver gaver. Ganske som der er en tanke bag skattestop og ældrecheck, er der en tanke bag kanonprojektet. Brian Mikkelsen vil gerne have os til at være mere danske. Vi skal kende vores kultur bedre. Det handler om danskhed, identitetspolitik og konservativ værdiekspansion som et bolværk mod indvandring og globalisering. Den øgede fokus på dansk kultur skal styrke os i værdikampen mod islam. Som ministeren sagde med en vidunderlig patos til landsmødet, inden han trak i land over for udvalgsmedlemmerne: ”En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk.” Og endnu et citat fra landsmødet: ”Kulturarven beriger os og styrker vores identitet som danske borgere i en tid, der er præget af globalisering og folkevandringer. Kulturel oprustning er den bedste vaccine mod udemokratiske strømninger i samfundet.”
Når kanonen udkommer som bog og dvd til sommer, står et forlag for udgivelsen, og en række fonde har sørget for balance i kalkulen. Ministeren kan nemlig ikke selv finansiere den gave, som han har stillet folket i udsigt. Derfor må de private pengetanke, som hvert år støtter forfatternes og forlagenes bogudgivelser, teatrenes gæstespil, museernes udstillinger m.m. til lommerne. Disse velgørende kulturfonde forventes at finansiere ministerens personlige prestigeprojekt, hvilket kun kan betyde, at der bliver seriøst færre penge til rådighed for nutidens kunstnere. Ministeren beder nemlig om ikke mindre end 13,5 millioner kroner, som han sagde forleden i Politiken: ”Vi har søgt i fonde, fordi kanonen er fælleskulturel. Det er til dig, mig og os og ikke bare et statsligt projekt (…) Med tilskuddene har vi midlerne til at kunne uddele en kanonbog med dvd til skoler og gymnasier (…) Det handler ikke om politik, men om at fortælle og oplyse i bredest mulige forstand.”
Det lyder jo meget fint, men ministeren er fuld af fup. Hvordan i alverden kan han bruge så meget tid på et projekt, der ikke ”handler om politik”, når nu politik er hans job? Naturligvis handler kanonen om politik, faktisk i særdeles høj grad, fordi den er et ekstremt konkret eksempel på, hvordan netop kulturpolitik kan bruges som et holdningsdannende styringsredskab. Som professor Jens Engberg konstaterer i sin nye, monumentale skildring af dansk kulturpolitik fra 1750-1900, så handler kulturpolitik ”helt overordnet om måden, hvorpå man ved at fremme en særlig kultur påvirker mennesker til at tænke på en given kollektiv måde for at opnå magt, så samfundet kan føres i en given retning, og så goder kan fastsættes og fordeles på en bestemt måde.”
Brian Mikkelsen driver kulturpolitik for at orientere befolkningen mod danskhed. I sine mest ærlige øjeblikke har han sagt det direkte, og han har kun skruet op for sit nysprog om folkegaven, fordi han skulle redde projektet fra havari, da han blev truet af sine udvalgsmedlemmer, der med åbne, blå øjne havde sagt ja til at være med, men senere fik kolde fødder, da det gik op for dem, at de var blevet en del af regeringens kulturkamp. Gid han dog vil droppe sit nysprog om gave og indrømme, at han fører kulturpolitik med kanoner.
Det lyder besnærende at kulturkanonen skal ud i skoler og gymnasier på bog og dvd, og jeg tror nok at landets lærere vil forstå at bruge den som andet end paradelæsning i undervisningen. Men i stedet for at lænse de private fonde for midlerne, burde regeringen have afsat flere statslige penge til skolernes indkøbskonti, så lærerne og eleverne kunne få nye og bedre materialer til hverdagsbrug. Hvad ligner det at give dem en kulturkanon over klassikerlæsning, når det ikke er til at opdrive et klassesæt af klassikerne?