Kommentar i Weekendavisen den 1. september 2006.
Weblogs. Værsgo, her er et genialt og gratis marketingsfif til Gyldendal (og alle andre forlag).
Måske var det mig, der var en langsomt starter, men jeg stødte først på begrebet weblogs for to år siden. Jeg skulle anmelde den danske udgave af Nicholson Bakers Checkpoint her i avisen, og inspireret af den heftige debat om romanen i USA, havde jeg allerede nået at læse den på engelsk, inden Tiderne Skifter ekspresudsendte den på dansk. Når romanen var så omdiskuteret, skyldtes det, at den handler om en mand (hvid, ærkeamerikansk), der planlægger et attentat på præsident George W. Bush. Demokratiet kan ikke overleve med sådan en krigsopsøgende præsident i Det Ovale Værelse, mener den sindsforvirrede, men klart tænkende Jay, der argumenterer for, at det ikke bare er en legitim handling, men ligefrem et moralsk ansvar, at likvidere præsidenten. Man må tage et enkelt liv, for at redde mange andre, mener han.
På et tidspunkt fortæller Jay, at han har deltaget i en demonstration mod krigen i Irak. Her sørgede en masse udkommanderede betjente for, at demonstranterne ikke kommer for tæt på Det Hvide Hus, og Jay indser, hvor godt og disciplineret de opfører sig, da de bremser demonstrationen helt uden brug af vold. Da han passerer kæden af politifolk, siger han tak, tusind tak, til hver eneste af dem. Og så står der i den danske udgave:
”Og da jeg vågnede næste morgen, sagde jeg til mig selv, at jeg ikke ville sidde og følge med i weblogs dagen lang. Fordi jeg ellers havde siddet over Daily Kos og The Agonist og Talking Points Memo…”
Jays ven, Ben, svarer ”Jeg følger ikke rigtig med i den slags” (hvilket er en interessant oversættelse, fordi Nicholson Baker på amerikansk slet ikke referer til ”den slags”, men slet og ret til blogs, men oversætteren, Ninna Brenøe, har – korrekt – ment, at danske læsere i 2004 ikke var parat til en direkte oversættelse), og Jay uddyber selv: ”Jeg sagde til mig selv, at det måtte være slut, for hvad får man egentlig ud af det? Man er nødt til at forsøge at rive sig løs fra skærmen.”
Mit første møde med blogosfæren var altså litterært, er jeg stolt af at sige. Siden er jeg stødt på fænomenet (som altså dækker over en blanding af hjemmesider og private dagbøger på nettet, hvor privatpersoner eller grupper skriver deres kritiske meninger om hvad som helst) hos politikere, erhvervsfolk eller mere eller mindre seriøse debattører. At der både er tale om en demokratisering af ytringsmulighederne og et nyt univers for kommunikation og markedsføring, er hævet over enhver tvivl. Dem, der ignorerer betydningen af blogs i dag, svarer til dem, der for ti år siden mente, at vi lige skulle se tiden an for om det der internet nu også var kommet for at blive.
Et eksempel på, hvor stor en rolle, man bør tillægge bloggeriet, finder vi hos Nyhedsavisen, der endnu før den overhovedet er begyndt at udkomme, har oprettet en blog, hvor redaktør David Trads skriver sine tanker om journalistik, gratisaviser osv. Meget karakteristisk skriver han ikke om politik og verdens gang, som han plejer, men om helt interne forhold på en avis under forberedelse, f.eks. handlede hans seneste blogindlæg om, hvordan Nyhedsavisen ville have behandlet Madonna-koncerten, hvis ellers, den havde fundet sted efter avisens fødsel!
Og så tilbage til litteraturens verden, hvor de store danske forlag ikke synes at have opdaget bloggenrens eksistens, hvilket er lidt sært i betragtning af, at det øvrige erhvervsliv for længst er begyndt at lade direktørerne blogge som en del af kommunikationen. Hvorfor har Gyldendals litterære direktør Johannes Riis egentlig ikke sin egen blog på forlaget hjemmeside? Med mellemrum dukker han jo op i den offentlige debat med interessante og læseværdige kommentarer, kronikker og klummer om samfund, kultur, dannelse, litteratur m.m. I går holdt han igen sin årlige tale til forlagets efterårsreception, og lur mig om ikke den står helt rituelt i Politiken i morgen. Så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og lade forlæggerens kloge ord blive en del af det univers, Gyldendal bygger op for sine læsere? Jeg siger ikke, at forlaget skal blogge om alt og i tide og utide, f.eks. kan vi sagtens undvære den administrerende direktør Stig Andersens ophævelser over reglerne på genbrugsstationen, dårlig musik i radioen og folks mobilsnak, som han af fuldkommen uransaglige årsager fik Politiken til at trykke i kronikken forleden.
Forlag bør blogge, men i modsætning til alle mulig andre virksomheder, har forlagene den ekstra fordel, at deres leverandører, altså forfatterne, er ordmennesker, og dermed fødte bloggere. Mens Gyldendal for længst har ophøjet emailudvekslinger til ”litteratur”, eller i hvert fald til bogprodukter, (f.eks. Morten Albæks og Rasmus Hyllebergs Generation fucked up og Michael Laudrups tænder af Camilla Stockmann og Majse Njor), har hverken redaktion eller marketing tilsyneladende endnu indset, at blogs rummer et stort kommercielt potentiale, hvis genren bruges rigtigt på forlagets ellers nok så salgsbevidste hjemmeside. Af mit hjertes godhed, vil jeg derfor gerne give Gyldendal – og alle andre forlag – et genialt og gratis marketingsfif, der kommer dem og deres forfattere til gavn. Det lyder i al sin enkelhed: Læg bogen på bloggen.
Et eksempel: Når Ib Michael i disse dage udgiver sin nye roman, burde han blogge om det på gyldendal.dk. Vi vil læse hvad der sker når journalisterne kommer på besøg til interviews, hvordan det føles når anmeldelserne kommer, hvad der sker ved autografskrivninger i boghandlere, hvordan det var at være i Deadline, hvad tandlægen sagde i morges, hvem han rendte ind i hos grønthandleren, hvordan mødet gik med den svenske oversætter, hvad Troels Kløvedal skrev i en mail fra de syv verdenshave osv. osv.
I dag må forfatteren stille sig til rådighed med mere, end sin roman. Giv os et personligt kik ind bag facaden. Læserne vil flokkes om bloggen, og romanen er kun et klik væk.