En roman er ikke et gemmested

Interview i Weekendavisen 24. maj 2006

Livsfølelse og tid. Hvad enten du skriver om fiskere på Island eller glædespiger i Amsterdam, handler det om din egen livsindstilling. Klas Östergren om forfattergerningen, ordene og det gamle hakkebræt.

Når man webresearcher den svenske forfatter Klas Östergren, er der to underlige ting, der springer i øjnene. Den ene er, at han skriver sine bøger på et gammelt hakkebræt. Den anden handler om ordet luguber. Luguber? Ja, luguber. Ordet dukker op allerede i femte linie af Klas Östergrens stockholmerroman, Gentlemen, som i 1980 sikrede forfatteren et veritabelt gennembrud, og det har lige siden klæbet til hans navn. Men lad os begynde med hakkebrættet, så vender vi tilbage til det mystiske ord luguber til sidst.

”Det er sandt, jeg bruger ikke computer,” siger Klas Östergren. ”Jeg bruger stadig den samme gamle rejseskrivemaskine, som jeg altid har brugt. Den bliver indleveret til smøring og vedligeholdelse en gang imellem, men den er aldrig gået i stykker. Jeg har fire-fem andre skrivemaskiner af samme slags, hvis jeg får brug for reservedele. Farvebånd køber jeg i store partier, jeg har vel ti, tolv stykker på lager.”

Men hvorfor holder du fast i skrivemaskinen?

”Fordi jeg har regnet ud, at svenskerne har brugt så mange timer på at læse mine bøger, at det sammenlagte tidsforbrug kan føre os helt tilbage til dengang Gustav Wasa indtog Stockholm i 1500-tallet! At få så meget opmærksomhed forpligter en forfatter til at overveje, hvad han skriver, og forkorte, forkorte, forkorte. Når man skriver på computer, kan man bare tage mere og mere med, men når man bruger skrivemaskine og skal i gang med tredje, fjerde og femte gennemskrivning, tænker man nøje over hvert ord. Så fortæller man ikke, at denne kvinde er rødhåret på side 250, hvis man allerede har fortalt det på side 15.”

Hvad siger dit forlag til at modtage en stor bunke papir?

”Der er faktisk redaktører, der synes at det er en nostalgisk oplevelse at modtage et manuskript på papir, hvor fejlene er malet over med Tipp-ex. Da jeg skulle aflevere min seneste roman, Gangsters, fik jeg dispensation til at aflevere på papir. Men hvis det var min første bog, ville jeg nok blive debiteret frem for debuteret.”

Uretfærdighed og ulighed
Gentlemen er en veritabel stockholmerroman, men Klas Östergren selv er for længst flyttet fra hovedstaden. Han bor og arbejder i sit hus på østkysten af Skåne. Her passer han sin forfatterdont, der bl.a. også omfatter oversætteropgaver, ikke mindst nyoversættelser af samtlige Henrik Ibsens dramaer. Når arbejdet skrider frem, giver hakkebrættet lyd, men der er også tider med tavshed.

”I lange perioder skriver jeg ikke noget. Her i vinter sad jeg bare og læste faglitteratur. Jeg bruger også meget tid på at arbejde i min have eller bygge til. Jeg har lige bygget et ekstra toilet. Det er meget nyttigt, for der vil altid være nogen der trænger til at skide. Men uanset hvad jeg laver, synes jeg at jeg burde bruge min tid på noget andet. Min drivkraft som forfatter er en permanent utilfredshed. Hvorfor skulle jeg ellers sidde bag nedrullede gardiner og høre børnene grine ude i haven en sommerdag, mens jeg skriver om børn der griner ude i haven en sommerdag? Jeg må jo enten være idiot eller socialt handicappet. Jeg tror at forfattere har en social skævhed og en konstant utilfredshed. Jeg skriver ikke i inspireret eufori og selvforglemmelse. Jeg holder kontortid. Fra 8 til 12 sidder jeg ved mit skrivebord, så holder jeg en halv times frokostpause, og så sidder jeg igen ved skrivebordet til ungerne skal hentes klokken fire. Hvis ikke jeg skal hente børn, sidder jeg der endnu længere, og sådan har jeg altid gjort. Jeg sidder mere på kontor, end de folk jeg kender, der har kontorarbejde. Men jeg har skrevet siden jeg var 17, og jeg lærer stadig af det,” siger Klas Östergren, der har gennemtænkt sin metier til bunden:

”Litteratur handler om to ting: Livsfølelse og tid. Man skriver gode romaner uden at ane, at det er de to temaer, det hele handler om. En roman er nemlig ikke et gemmested. En forfatter vil altid komme til at vise, hvad han synes er vigtigt. Om så du skriver om fiskere i Island eller glædespiger i Amsterdam, så vil det handle om din livsindstilling, din livsfølelse.”

Du er ikke bange for at fortælle utrolige røverhistorier, men man fornemmer en meget stærk politisk bevidsthed bag det hele?

”Min generation af forfattere, os der er født i halvtredserne og er kendt som femtitalisterne, voksede op med en litteratur, der var engageret i samfundsspørgsmål som kapitalisme, kommunisme, kønsroller. Men da vi selv begyndte at skrive, kunne vi tage mange holdninger for givet. Vi behøvede ikke at omtale samfundet i hvert eneste digt. Men hvis vi troede, at samfundets problemer med uretfærdighed og ulighed var løst, tog vi fejl. Hvis nogen dengang i 1970 havde sagt, at vi i 2005 ville have et organiseret nazistparti opstillet op til kommunevalget i Sverige, ville man jo bare have grinet. Men hver generation må tænke de vigtige temaer igennem. Sejrene i klassekampen er ikke evige, de store spørgsmål vil dukke op for hver ny generation, og problemerne forsvinder ikke, selvom nogen vil sige ”vi gider ikke, lad os få noget rock and roll”. Jeg interesserer mig meget for politik, men jeg er en dårlig debattør. Jeg har for meget tvesyn og forstår min modstander for godt. Jeg lever med tvesyn, jeg kan ikke forstille mig. Jeg er værdiløs, fordi jeg forstår det, som jeg ikke selv mener. Det gør mig ufrugtbar som opposition, men forhåbentlig frugtbar som kunstner.”

Er Gentlemen på den måde et debatindlæg forklædt som roman?

”Da jeg skrev den kendte jeg folk, som dem i romanen, marginale eksistenser som ikke ønsker karriere. Men i dag er der ikke plads til de marginale. Der er intet så provokerende som at sige, at man ikke gider arbejde 40 timer om ugen. I dag skal de unge jo gå ud af skolen og direkte ind i banken for at tage et boliglån. Du er tyve år og har gæld på halvanden million! Du er tyve år og tænker på pension! Du tænker på dine egne behov, du tilpasser dig, du undlader at strejke, du bliver fej. Det hele bliver nivelleret og konformt. Men takket være indvandringen har vi et modtræk til den heterogene udvikling af samfundet. For 25 år siden fandt de unge hele tiden på nye måder at leve, men det ser vi ikke mere i dag. Det skyldes ”økonomismen”, der bl.a. betyder at eleverne i skolen opfattes som kunder i en butik. Hvordan værdisætter man en elev i sjette klasse? Det gavner ikke at blive opdraget i sådan en tænkemåde, det fører udelukkende til fejhed. Vi har i Sverige en selvopfattelse som venlige og gode, vi er Bror Dygtig. Dette selvbillede har vi fået ind med modermælken, og jeg forsøger at punktere det i mine bøger. Vi er også smålige, vi har tvangskastreret folk til langt op i 1970’erne, vi eksporterer flere våben end nogensinde. Vi spørger os selv, hvad der blev af det svenske folkehjem? Vi har et nostalgisk ønske om at få det tilbage, men jeg savner det ikke, for der var ikke plads til det excentriske. Problemet er, at de politiske forskelle bliver mindre og mindre og nivelleringen større og større. Vi bliver alle ens. Men det er også bekvemt hvis alle spiser de samme burgere, går i tøj fra Hennes & Mauritz og bor med møbler fra IKEA, så har vi kun brug for tre fabrikker. Det er også derfor, at tilknytningen til a company bliver vigtigere end tilknytningen til familie eller land i disse år. Men hvad er den mentale effekt af tyveårige, der tænker på pension? Vi ved det ikke, men jeg tror at det er en mentalitetsforskydning, som der ikke kan komme noget godt ud af. Til sidst må det hele implodere, og så kommer der noget nyt. Jeg ved ikke hvad det nye er, jeg vil heller ikke vide det. Det er ikke fordi, jeg ikke bryder mig om politik, jeg tror at det er politik, der ikke bryder sig om mig.

En overmøbleret roman

Jeg er nødt til at spørge dig om begyndelsen i Gentlemen: ”Gardiner og draperier slutter tæt til vinduerne ud mod Hornsgatan, og lejligheden føles mildest talt luguber.” Ordet luguber dukker op i mange artikler om dig, hvorfor?

”Åh, hører du til dem, der spørger om det? For nylig skulle jeg læse op på et bibliotek, og på deres plakater stod ”Velkommen til en luguber aften med Klas Östergren!”. Folk skriver breve til mig, hvor der står ”tak for en dejlig roman, men hvordan kan du tillade dig at skrive luguber i første afsnit?” På 25 års afstand kan jeg se, at bogen er skrevet af en ung mand, der var beruset af ord, og at den handler om en ordnarkoman. En mere kynisk fortæller ville måske nok stryge læseren med hårene og forklare, at lejligheden var XX og XX, men jeg var ikke ude på at gøre min læser klogere. Jeg kunne bare godt lide ordet luguber. Jeg samlede på ord, det gør jeg stadig, og jeg havde ingen forestilling om, at ordet ville få denne komiske og ubevidste effekt.”

Hvordan var det så at genlæse Gentlemen da du skulle skrive Gangsters?

”Da jeg læste den for første gang efter 23 år, så jeg at den var skrevet af en meget ung mand på farten, en forfatter der var generøs og fuld af ideer, men urutineret. I dag er jeg nok mere bevidst om, hvad ord kan betyde. Hvis man på en almindelig bogside skriver ordet Palomas, stikker det ud fra det svenske sprog, men i Gentlemen er der for meget af den slags. Hvis jeg dengang skulle beskrive en tulipan i en vase, brugte jeg ord som citron, safran og sol. Derfor er Gentlemen en overmøbleret roman. Alle ting jeg havde i lejligheden skulle beskrives: slips, boksehandsker, plader, bøger. Men sådan skriver jeg ikke mere, i dag vælger jeg. Nu er det tiden, der bestemmer, ikke tingene. Tidligere satte jeg bare punktum og begyndte på en ny sidehistorie, når jeg stødte på et problem. Men når jeg støder på et problem i dag, sletter jeg simpelthen de foregående sider. Og så begynder jeg der hvor det er svært.