Weekendavisen den 18. september 2020
Flammer. Kristina Stoltz’ nye roman om farver og fordomme og kærlighed og krop, er et teknisk perfekt og pertentligt prosastykke.
Kristina Stoltz: Paradis først. 170 sider, 199,95 kr. Gutkind.
I november 2018 brændte lillebyen Paradise i Californien ned til grunden. Flammerne, som havde gunstige vilkår i det knastørre klimaforandrede landskab, åd over 18.000 bygninger. Mirakuløst nok omkom kun 85 mennesker. Tragedien er velbeskrevet, blandt andet i en Netflix-dokumentar, og nu danner branden en stærk symbolbaggrund for Kristina Stoltz’ stærkt udfordrende roman om kærlighedens flammesprog, Paradis først.
Efter mange år uden kontakt skal Kristina nu besøge sin ungdomskærlighed, Marlon, og hans kommende kone i Californien. Marlon er halvt sort, halvt hvid. Hans far medvirkede i blacksploitation-film (en genre fra 1970’erne med sorte skuespillere i actionfilm fyldt med sex og vold) og hans mor var en idealistisk hippie, der troede på at kærlighed kunne omstyrte alle onde systemer, også racisme.
Samme naive tro havde Kristina, da hun forelskede sig som 18-årig collegestuderende. Racisme kunne ikke trives i Danmark, mente hun. Marlon, derimod, vidste alt om farver og fordomme. Som barn led han af frygt og angst, fordi han identificerede sig som sort, men boede hos sin hvide mor. En brun krop er altid en indtrængende faktor på hvidt domæne, siger han, ligegyldigt hvor i verden det er. Kristina siger at han skal lade være med at kalde hendes krop en farve. Det nægter han.
Siden deres ungdom har de to kun haft sporadisk kontakt. Nu har han inviteret hende. Hvorfor? Han vil se hendes ansigt, siger han. ”Det er på sin vis temmelig provokerende,” siger hun. ”Er det?” svarer han. Kristinas rejse er et dirrende erindringsportræt af den rastløse og sammensatte Marlon. Først var han veganer, dyrkede meditation og studerede økonomi og dans. Men så skete der et skred mod det farlige, det grænsesøgende. Han var dørmand for natklubber, cardman for bordeller og instruktør af pornofilm. Han har haft et forbudt forhold til en prostitueret. Måske har han også slået en mand ihjel.
Volden har Marlon i sig som blind makker. Det står klart mod romanens slutning, kort før brylluppet. Han er tiltrukket af kampsporten ultimate fighting, hvor man slår hinanden til plukfisk inde i et bur:
”Han siger, at så meget skal der til, før han kommer i kontakt med sig selv, eller med verden for den sags skyld. Resten af tiden er golde marker, men det siger han ikke.” Hun spørger om det gælder om at ødelægge kroppen for at komme tilbage til livet. Han svarer, at det gælder om at mærke kroppen. Marlons selvdestruktive side.
Paradis først er en roman om passioneret ungdom i Californien, Prag og København – fortalt med et fluktuerende brug af jeg, du, han og hun:
”Jeg havde bedt Marlon om at flytte tilbage til USA. Det var over et halvt år siden. Jeg ville komme, sagde jeg. Så snart han havde fundet et sted, hvor vi kunne bo. Det gik ikke i Danmark. Vi havde prøvet længe nok. Den danske, vindblæste kulde, det danske gråvejr, det danske mørke, den danske racisme. Du lå i fosterstilling på sofaen, når jeg kom hjem om eftermiddagen. Om natten sad du i stuen og røg, skrev med en mikroskopisk skrift i sine notesbøger, tegnede diagrammer. Han har kontakt til kosmos, det har hun ikke. Han siger, at det redder ham fra at gå helt i stykker indvendigt, at han kan fornemme energierne derude. Hun føler, at det er de energier, der river ham længere og længere væk fra hende.”
Både fortælleren og forfatteren hedder Kristina. Den slags har vi set så tit de seneste mange år, og navnesammenfald er altid åbent for fortolkning. Men vi må antage, at Kristina og Kristina har mere end bare navnet til fælles, sandsynligvis også nogle afgørende livserfaringer. Men lad nu det ligge, det afgørende er ikke, om romanen står i et aflæseligt forhold til virkeligheden, men om den markerer noget essentielt og bevæger sin læser.
Og det gør den. Paradis først er ikke alene en dyb skildring af to meget unge menneskers kærlighedsflammer, det er også en roman, som elegant – og med akut aktualitet – udpeger nogle af vor tids mest påtrængende problemer, racisme og klima, som essentielle og eksistentielle vilkår for menneskelivet: ”Skoven er et paradis. I skoven kommer paradis først. Det kommer før alt andet.”
Men paradis – både by, utopi og følelse – brænder. I romanens drømmeagtige slutning bliver ilden kontrasteret af pludselig sne, hvis hvidhed igen danner modbillede til den sorte Marlon. Det er både behændigt og begavet.
Paradis først er forførrende og forvirrende som livet selv. Den skildrer tilværelsens uslagne vej, og uslagent er den skrevet. Romanen er et spidsfindigt og teknisk perfekt og pertentligt prosastykke (”senere ville han gå i stykker, som en porcelænskop der knuses mellem hænderne i langsomt tempo”), hvor tids- og tankespring, førstepersonssætninger og tredjepersonssætninger indgår i et fuldkommen tvangsfrit og symbiotisk samspil af genskabte erindringer. Kristina Stoltz stiller store krav til sig selv og sin læser med en litterært formambitiøs, ansigtsafslørende eksistensroman, der dykker dybt i kærlighedens flammehav. Mere kan man ikke forlange.