Weekendavisen den 15. maj 2020.
Kommentar. Hvordan rekrutterer Det Danske Akademi nye medlemmer i en konfliktfyldt og giftig atmosfære?
I fredags genåbnede professor Lasse Horne Kjældgaard debatten og Det Danske Akademi, som han selv er medlem af. I et indlæg i Politiken sekunderede han de fire Akademi-kolleger, der tog deres gode tøj og gik, efter at de forgæves havde forsøgt at majorisere Marianne Stidsen med de ekstreme meninger ud af Akademiet.
Lasse Horne Kjældgaard gik i rette med de kritikere og kommentatorer, der har sagt og skrevet, at Suzanne Brøgger, Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach burde være blevet. De fire forfattere har fået læst og påskrevet for at have skadet Marianne Stidsens ytringsfrihed, skrev han, og slog derefter fast, at det derimod er Marianne Stidsen selv, der har argumenteret for at retsforfølge #metoo-aktivister med terrorparagrafferne. Det er altså hende, skrev professoren, der påkalder sig statsmagten for at begrænse andres frihed.
Lasse Horne Kjældgaard har ret i at Marianne Stidsens ytringsfrihed aldrig nogensinde har været bragt i fare. De, der måtte påstå andet, har hverken forstået hvad kulturdebat eller ytringsfrihed går ud på. Marianne Stidsen har nydt godt af omfattende skrive- og taletid i alle medier, og hun er totalbeskyttet imod ytringsbegrænsninger. At have ekstreme synspunkter er heldigvis tilladt.
Selv valgte Lasse Horne Kjældgaard en anden vej, end de akademikolleger, som sagde farvel og tak, men han har tydeligvis forståelse for deres beslutning. Hvorfor skulle man arbejde sammen med én, der mener, at man burde sidde i fængsel, spørger han retorisk.
Jeg forstå udmærket synspunktet, jeg har også selv forladt forsamlinger, som jeg af den ene eller den anden grund ikke længere kunne se min fremtid i. Hvis man er ved vejs ende, er det ok at forlade scenen. Den slags kan være fagligt begrundet, men har også ofte personlige og private vinkler. Sådan er det sandsynligvis også i Det Danske Akademi, men hvad ved vi?
Det giver derfor ingen mening, at dvæle ved fortiden og spørgsmålet om, hvad de fire forfattere kunne og burde have gjort anderledes. En fraktion smed en handske i hovedet på Marianne Stidsen, men da hun gjorde brug af sin gode ret til at bevare sin plads, førte hun krigen over i fjendens lejr. Nu var presset på dem, der havde opfordret hende til at gå, og de måtte selv tage konsekvensen. De ville bare ikke være med mere, og selvom medlemskab af Akademiet er livsvarigt, kan der heldigvis ikke herske organisationstvang. Her gælder reglen om lugten i bageriet.
Når så mange, jeg inklusive, alligevel har givet udtryk for, at det havde været bedre, om de fire forfattere var blevet på deres pladser, handler det om vores demokratiske opdragelse og tro på, at uenighed gør stærk. Vi ser de frie ord institutioner – fra vores alles sammens folketing til litteraturens private akademi – som arenaer for meninger, der brydes. Vi kan lide at man deler sig efter anskuelser og respekterer hinanden som kolleger og modparter inden for den samme demokratiske struktur.
Nøjagtig sådan har man også – indtil for ganske nylig – set på sig selv i Det Danske Akademi. I november 2018 skrev jeg her i avisen en artikel om institutionen, og jeg spurgte Lasse Horne Kjældgaard, hvordan Akademiet håndterede de omfattende identitetspolititiske uenigheder, der dengang allerede herskede i offentligheden med Marianne Stidsen i centrum. Jeg kan huske, at jeg var særlig glad for at citere hans svar, der strålede i al sin nypolerede demokratiske dannelse: ”Vi står for pluralisme i æstetiske positioner og politiske holdninger.”
Da det virkelig spidsede til, slog respekten for politisk pluralisme ikke til. Lasse Horne Kjældgaard var nemlig selv et af de medlemmer, der opfordrede Marianne Stidsen til at trække sig fra Det Danske Akademi – men da hun bed sig fast i bordkanten, besindede han sig tilsyneladende, for han nedlagde heldigvis ikke sit mandat.
I artiklen fra 2018 sagde Søren Ulrik Thomsen, Akademiets sekretær, at man i vore dage ikke skal regne med, at aviserne afventer offentliggørelsen af nye medlemmer med tilbageholdt åndedræt. Men indre strid skaber ydre interesse, og medierne vil fremover afvente nye medlemmer med betydelig nysgerrighed.
Det store spørgsmål er: Hvordan rekrutterer Det Danske Akademi nye medlemmer i en konfliktfyldt atmosfære? Hvem vil arbejde ulønnet i en klub, der er ladet med identitetspolitisk gift? Man skal vist sætte forfængelighed over fornuft for at sige ja.
Perlerækken af forfattere og forskere, der gennem Det Danske Akademis blot 60-årige historie ikke har fået plads i forsamlingen, er betydelig. Set udefra giver det ingen mening, at forfatter Dit er med, når professor Dat ikke er. På den anden side står det klart, at sådan en selvsupplerende forsamling altid vil være arbitrær. Derfor er rekrutteringen af nye medlemmer mere interessant, end nogensinde.
Den aktuelle krise bør være anledningen til, at vende Det Danske Akademi ud mod offentligheden. Søren Ulrik Thomsen har sagt, at det er urimeligt at efterlyse mere synlighed, fordi medlemmerne ikke er der for at være enige. Men jeg mener heller ikke, at Akademiet bør tale med én stemme i kommunikéform. Til gengæld kan institutionen indgå mere aktivt i den litterære debat uden at det går udover medlemmernes solostemmer. Det er ikke usynlighed, men uenighed, der er en dyd.