Den fattige forfatter

Weekendavisen den 6. marts 2020

https://www.weekendavisen.dk/2020-10/boeger/den-fattige-forfatter

Hvor bor en rigtig digter af den slags, der er for åndelig anlagt til det jordiske hverdagsliv og kun er skabt til at tænke store tanker og skrive smukke digte? Allerede i romantikken flyttede han ind på et iskoldt, vindhylende loftskammer, kunstnerisk kompromisløs og uden tanke for kulde, sult og savn. Ingen har skildret den fattige forfatter, der kun står til regnskab for evigheden og de poetiske idealer, med så tommetyk sarkasme som den tyske maler Carl Spitzweg (1808-1885).’Der arme Poet’ (1839) ligger der som en ynkelig, selvmedlidende skikkelse. Paraplyen skærmer nok for det utætte tag, men den gør også den aldrende digter med nathuen til en slags forvokset og forbitret Ole Lukøje. Hans utilfredse og udslukte blik er rettet lidenskabsløst mod håndens positur – men hvad laver denne digterhånd egentlig? Måske står den model til en positurbeskrivelse, som den fattige forfatter søger ord til? Måske tæller han stavelser til en verserytme? Måske knipser han en bussemand? Måske knuser han en lus?

NB: Kakkelovnen er blevet fodret med en stak papirer, og flere ligger klar, men der er ikke tændt op – endnu. Mon ikke det er digterens egne kasserede manuskripter?

Carl Spitzweg: Der arme Poet, 1839. Olie på lærred, 36,2 x 44,6 cm. Bayerische Staatsgemäldesammlungen München, Die Pinakotheken.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *