Weekendavisen den 17. april 2019.

Racisme. ”Vi begik fejlen at have en forbrydelsestilbøjelig hårfarve”. Jonas Hassen Khemiri om følelsen af skyld.

Jonas Hassen Khemiri: Jeg ringer til mine brødre. Oversat af Anna Tydén. 118 sider. 150 kr. Korridor.

Så er der gammelt nyt fra en af Nordens vigtigste forfattere, svenske Jonas Hassen Khemiri. Manden, der ligner en bronzeret blanding af Tarzan og en supermodel, er både tese og antitese i debatten om de blonde gammelsvenskere og deres mørkhårede landsmænd. Med svensk mor og tunesisk far er han nemlig folkehjemmets perfekt tidstypiske blandingsbarn, men det er også ham, der råber vagt i gevær om racismens dybeste farer.

Jeg ringer til mine brødre kommer underligt forsinket til Danmark som et syvårsekko af den svenske udgave. Mens Gyldendal har valgt at koncentere sig om Jonas Hassen Khemiris romaner – de tre meget, meget gode Et øje rødt, Montecore: en unik tiger og Alt det jeg ikke husker – har det lille finsmagerforlag Korridor nu valgt at inkludere denne stemningsfebrile monolog i sin serie af udenlandske novellaer, lydefrit oversat af Anna Tydén.

Jonas Hassen Khemiris tekst udspringer af den første selvmordsbombe i Norden, nemlig bilbomben i Stockholms julehandel, den 11. december 2010, hvor en ung mand med irakisk baggrund, sprængte sig selv ihjel. Heldigvis omkom ingen uskyldige. Ifølge en efterladt besked fra gerningsmanden, var attentatet en reaktion på Lars Vilks herostratisk berømte tegning af Muhammed som en hund i en rundkørsel.

Denne forbrydelse er udløsende for Jeg ringer til mine brødre, som i et forvirret, frenetisk sprog skildrer den angst, som breder sig hos unge mænd, som ved, at deres udseende vil svare til gerningsmandens. Hvad stiller man op mod den stigmatisering, som ens hår- og hudfarve giver anledning til? Hvad gør man, når man til sidst selv kommer i tvivl om, hvorvidt man er gerningsmand eller ej? Amor ved jo godt, at han ikke er terrorist, men kan han nu også føle sig helt sikker, når han bærer alle de ydre kendetegn?

I Jonas Hassen Khemiris sitrende psykodrama lyder det sådan: ”Jeg ringer til mine brødre og hvisker: Okay. Jeg indrømmer. Det var mig/ Hvad mener du/ Det var mig der… Bilen. Eksplosionen./ Hvad snakker du om? Selvfølgelig var det ikke dig./ Jo, det var mig./ Men… nej, det var ikke dig. Vi ved at det ikke var dig./ Jo, det må ha været mig. Alt tyder på det. Det var mig. / Nej, lyt ikke til dig selv. Det var ikke dig./ Men det føles som om det var mig./ Men det var det ikke./ Er I sikre på det? Er I helt hundrede på at det ikke var mig?”

At føle sig skyldig i noget, man hverken har lod eller del i, bare fordi man nu engang ikke er blond og blåøjet som Medelsvensson, er racismens dybeste fare. Derfor gælder det om at falde i med mængden:

”Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at være jer. Pludselig forvandles I til repræsentanter, og derfor er det af yderste vigtighed at I koncentrerer jer om at smelte ind. Smil til alt og alle (inklusive husdyr og mannequindukker). Gå maksimalt normalt. Tak højlydt når nogen holder en dør. Undskyld jeres eksistens…”

Jeg ringer til mine brødre rummer også et optryk af en kronik fra 2013, hvor Jonas Hassen Khemiri går i rette med den daværende justitsminister Beatrice Ask i en sag om politiets beføjelser overfor udlændinge uden gyldigt opholdsgrundlag. Han opfordrer ministeren til at bytte hudfarve for en dag, så hun på egen krop kan erfare den racisme, der findes i det svenske samfund. Også her spiller selvbebrejdelse og skyld en rolle: ”Vi begik fejlen at have en forbrydelsestilbøjelig hårfarve. Vi kunne have valgt at have lidt mindre melanin i huden. Vi var tilbøjelige til at have efternavne der mindede dette lille land om at det er en del af en større verden. Vi var unge. Alt ville selvfølgelig ændre sig så snart vi blev ældre.”

Som kulturdebat om racisme og de sorthåredes selvbebrejdelse er dette en interessant lille bog, men det er i forfatterskabets romaner, Jonas Hassen Khemiri for alvor viser sin litterære betydning.



Skriv en kommentar